Analyse
Læsetid: 5 min.

CDU-brikkerne vælter

14. januar 2000

Først faldt Helmut Kohl, nu vakler Wolfgang Schäuble og snart kommer turen til Volker Rühe. Lederskikkelserne i CDU vælter som dominobrikker, den ene river den næste med sig

Det var under CDU's julestue 1999. Rigtig hyggeligt kan det ikke have været, for affæren om æresformand Helmut Kohls sorte penge beherskede mediernes dagsorden.
Efter et års uafbrudt medgang stod CDU igen for skud - den skandale-omsuste Schröder-regering var helt væk fra forsiderne. Hvad der startede med en enkelt kuffertfuld penge, som våbenhandler Karlheinz Schreiber overrakte til to af Kohls betroede funktionærer, udviklede sig til en stadigt voksende liste over tvivlsomme pengetransaktioner samt mistanken om bestikkelse. CDU-folkene ønskede ikke andet til jul, end at affæren kom ud af verden.
Kohl gik fra julebord til julebord. Siden efteråret 1998 havde han været menigt medlem af Forbundsdagen, men kanslertyngden havde han i behold:
"Hold bøtte! Jeres lokalformænd har jo også fået penge," buldrede han.

Ordren blev refereret i nyhedsmagasinet Focus, andre medier hørte den som: "Hold bøtte! I har jo også fået penge."
Om Kohl sagde det ene eller det andet kan være ligegyldigt. Alle - lokalformænd som parlamentsmedlemmer - sad i Kohls net, og alle nød godt af det: Kohl havde penge, Kohl betalte, Kohl klarede problemerne - og Kohl vandt valgene. Hvorfor stille spørgsmål, som man ikke havde lyst til at vide svaret på? Alle var så vante til Kohls net, at de ikke mere bemærkede det.
Da den evige kronprins Wolfgang Schäuble i 1998 blev CDU-formand, havde han helt glemt, at nettet fandtes. Og da nettet endelig blev afsløret, krævede han "hurtig opklaring uden stands anseelse" - det vil sige uden hensyn til patriarkens glorværdige indsats for partiet i mere end 25 år.
Men Schäuble sad selv i nettet. Trods "nådesløs opklaring" forsikrede han Kohl om sin fortsatte respekt - som for at berolige manden, der havde noget på ham. Måske rungede Kohls ord stadig i luften: Du har jo også fået penge.
I mandags kom det frem, at Schäuble har holdt møder med våbenhandleren og modtaget 100.000 D-mark af ham. Pengene blev samvittighedsfuldt afleveret til partikassereren, der desværre kom til at bogføre dem forkert - som "anden indkomst" og i strid med loven.
For Schäuble er sagen klar: Kassereren gjorde en fejl, han selv handlede korrekt og drømmer derfor ikke om at træde tilbage som formand. Han kan ikke indse, at de modstridende forklaringer har skadet hans autoritet og troværdighed som skånselsløs opklarer.
Ikke alene må han nu kæmpe med Kohl-kustodernes modvilje, hans tilhængere på den såkaldte opklarer-fløj må spørge sig selv, om han er den rigtige mand til opgaven; Schäuble er ikke længere manden med løsningen - han er blevet en del af problemet.
Om han sidder på formandsposten efter forårets partikongres er tvivlsomt.

Schäubles nærmeste efterfølger som formand er Volker Rühe fra Slesvig-Holsten. Han har en - ikke særligt hemmelig - drøm om at blive Tysklands næste kansler.
Da CDU tabte forbundsdagsvalget 1988, opgav han hurtigt kampen om at blive Kohls efterfølger. Wolfgang Schäuble fik formandsposten, mens Volker Rühe trak sig tilbage til Slesvig-Holsten for at satse på delstatsvalget den 27. februar i år. Som ministerpræsident her ville Rühe kunne skabe den magtbase, der kræves for at gøre Schäuble rangen stridig. Og som partiformand ville han kunne blive kanslerkandidat og ved hjælp af SPD's mange fiaskoer endelig kunne sætte sig til rette som kansler efter forbundsdagsvalget år 2002.
Ville kunne blive...
Vælgerne i Slesvig-Holsten har i skuffelse over Kohl-affæren vendt partiet ryggen. End ikke Volker Rühes krav om en hurtig opklaring af affæren har givet ham det nødvendige alibi; Volker Rühe var en nær Kohl-fortrolig som generalsekretær og forsvarsminister. Selv hvis hans alibi er i orden, vil de konservative vælgere straffe Rühe for Kohls fejl og lovbrud.
Oven i kom det onsdag frem, at den nu afdøde formand for parti-afdelingen i Slesvig-Holsten i 90'erne modtog ca. 600.000 kr. fra Kohls cigarkasse. Pengene stammer fra ulovligt indsamlede midler i CDU's gruppe i Forbundsdagen - og de er ikke bogført i Slesvig-Holsten.
"Jeres lokalformænd har også fået penge," som Kohl sagde.
På nuværende tidspunkt synes Rühes valgsejr i Slesvig-Holsten fjern - og uden den sejr kan han ikke forvente nogen kåring til CDU-formand.
For Kohl-kustoderne vil Volker Rühes nederlag i Slesvig-Holsten blive tolket som vælgernes straf over de såkaldte opklarere, der i kraft af undersøgelserne har kastet smuds på den agtværdige genforeningskansler Kohl.

For dem er en CDU-fremtid uden Kohl utænkelig - og det er den også for Kohl. Skønt han officielt støtter Schäubles halvhjertede opklaring, har han ikke hjulpet med arbejdet. Kohl nægter fortsat at afsløre navnene på de mennesker, der gav ham millionerne.
"Jeg gav dem mit æresord," forklarer han og sætter dermed sin egen ære højere end både loven og sit partis fremtid.
Ved skæbnens ironi går også en kustode til valg dette forår. Kohls forskningsminister Jürgen Rüttgers forsøger at blive ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen, hvor de regerende socialdemokrater er viklet ind i en skandale om offentligt betalte privatudflugter i pengeinstituttet WestLB's fly.
Hvis vælgerne i Nordrhein-Westfalen afsætter SPD, vil kustoderne i CDU se sig bekræftede i deres fortolkning: Det borgerlige Tyskland ønsker mindesmærket Kohl bevaret uden skrammer.
Når CDU i april mødes til partikongressen i Essen, vil kustoderne kunne stille med en styrket Rüttgers, mens opklarerne risikerer at løbe tør for lederemner: Schäuble og Rühe kan være væk, generalsekretær Angela Merkel har ikke mange støtter - og hendes partiafdeling i Mecklenburg-Vorpommern har jo også fået penge.... CDU-formanden fra Niedersachsen, Christian Wullf, har to gange tabt delstatsvalg til den daværende ministerpræsident og nuværende kansler Gerhard Schröder (SPD) og er derfor handicappet som kanslerkandidat.
Tilbage er snart kun Kohls tidligere rival, den jævnaldrene Kurt Biedenkopf, der siden genforeningen har regeret det østtyske Sachsen. Med sit landsfader-
image kan han måske samle partiet - hvis altså han ikke er belastet af nogle af de millioner, som Kohl frem til 1998 fordelte i det østtyske.
Yderligere opklaring vil bringe CDU i yderligere miskredit - det vil kustodernes opklaringsstop også. De vil reducere partiet til en personkult omkring Helmut
Kohleone.
Fremtiden ser kun dyster ud for Tysklands konservative.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her