Læsetid: 11 min.

Colombo (tor)tur-retur

29. januar 2000

Siva kender vejen til Sandholmlejren, da han en dag i begyndelsen af maj 1999 står ved Københavns Hovedbanegård.
Han tager S-toget til Allerød, og da han indfinder sig i det store modtagecenter for asylansøgere, møder han en af de politifolk, som ni måneder tidligere har forberedt hans tvangsmæssige udsendelse af Danmark. Politimanden siger: "Hej, Siva! Hvad laver du her?"
Den i dag 22-årige tamil Siva, hvis fulde navn er redaktionen bekendt, er formentlig den eneste af de 6.467 personer, der søgte asyl i Danmark i 1999, som talte flydende dansk ved ankomsten.
Forklaringen er, at Siva har været her før. Fra han i 1993 ankommer til Danmark første gang som 16-årig, og til han i august 1998 bliver tvangsmæssigt udsendt under politiledsagelse, har han tilbragt mere end fem år med at gå i skole, lære dansk, få venner og håbe på en fremtid i Danmark.
Siden sagen om den unge kvinde Chitra Rajendram i 1996 har der været meget stille om de unge tamiler, der udsendes af Danmark efter at have fået afslag på deres asylansøgninger. Chitra Rajendram blev først båret på en bølge af sympati i medierne og fremstillet som et stakkels offer for en umenneskeligt hård dansk asylpolitik. Blot få dage efter blev hun portrætteret som en kynisk bedrager, der - i samarbejde med såkaldte tamilske netværk i Danmark - havde forsøgt at lyve sig til en opholdstilladelse.
I årene, der fulgte, har sagerne om de unge tamiler, der ankommer til Danmark som teenagere, men får afslag, som var de voksne asylansøgere, været svære at gøre medierne interesseret i. Som Chitra-sagen viste, er sådan en sag sjældent let at gennemskue.

Angst
Information har i en række tilfælde forsøgt at rekonstruere, hvad der er sket med de unge tamiler, når de - efter egne udsagn ofte i panisk angst for tortur og drab - er ankommet med fly til Sri Lankas hovedstad Colombo og af de medfølgende danske politifolk er blevet overgivet til Sri Lankas immigrationsmyndigheder.
Flere gange har det stået påstand mod påstand. Hvor det er lykkedes at få forbindelse til de tvangsudsendte, unge tamiler, har de fortalt om tilbageholdelse, ubehagelige forhør og om den bestikkelse, som de har været nødt til at betale for at slippe fri. Kommentaren fra Danmarks honorære konsul i Colombo og fra en dansk jurist i FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har hver gang været, at de unge tamiler fra Danmark har kunnet indrejse stort set uden problemer.
Den 22-årige Siva er en af de få, der er kommet tilbage til Danmark. Det følgende er hans egen fortælling om, hvad han oplevede i Sri Lanka.
Når de danske politifolk afleverer en afvist asylansøger til hjemlandets myndigheder, må de ikke oplyse andet, end at personen ikke har ret til at opholde sig i Danmark. Den procedure følger Sivas to ledsagere - Siva kan huske, at de præsenterer sig som Jan og Per - formentlig også den dag i august 1998, da de efter en mellemlanding i Sofia afleverer Siva til immigrationsmyndighederne i Colombos lufthavn.

Samtaler i København
På den anden side er det ikke svært for de srilankanske embedsmænd af slutte sig til, at den unge, tamilske mand er en afvist asylansøger. Og de er adviseret om hans ankomst. Nogle måneder forinden er en repræsentant for Sri Lankas ambassade i Stockholm rutinemæssigt blevet kaldt til København for hos Rigspolitiet at føre samtaler med de tamilske asylansøgere, som står til at blive sendt ud af Danmark. Samtalerne foregår med henblik på udstedelsen af et rejsedokument, som kan sikre tamilernes indrejse i Sri Lanka. Og - set fra de srilankanske myndigheders side - med henblik på, at ambassaden kan sikre sig et overblik over, hvilke tamiler man kan forvente at gense i Colombo i den nærmeste fremtid. Det danske politi, som gerne vil af med de afviste asylansøgere, og Sri Lankas myndigheder, der arbejder med at kortlægge regimets fjender, har en fælles interesse i samtalerne, der foregår med de afviste tamiler som modvillig tredjepart.
"De sagde til mig, at jeg ville blive sendt ud af landet uden papirer, hvis jeg ikke skrev under," husker Siva om den ubehagelige samtale i København i starten af 1998.
Det er ikke overraskende for Siva, at det første, han bliver mødt med, efter at Jan og Per har sagt farvel i Colombos lufthavn den 16. august 1998, er en beskyldning om at arbejde for selvstændighedsbevægelsen LTTE (Liberation Tigers of Tamil Eelam - De Tamilske Tigre). Bevægelsen har siden 1983 med udgangspunkt på Jaffna-halvøen i det nordlige Sri Lanka ført en blodig partisankrig mod den singalesisk dominerede regering i Colombo.

Tilbageholdt
Både embedsmanden fra immigrationsmyndighederne og tre civilklædte politifolk i lufthavnen beskylder Siva for at arbejde for LTTE. De tilbageholder Siva i et lille rum i halvanden time.
"Jeg tænker, at nu er jeg død," fortæller Siva.
Men så bliver han overraskende ført ud af rummet og får at vide, at han frit kan forlade lufthavnen.
Ude i ankomsthallen møder han sin moster, der har fået besked om hans hjemsendelse fra Danmark.
Mosteren har en minibus med chauffør ventende ved lufthavnen, og de stiger ind for at køre til det herberg, hvor mosteren bor under sit ophold i Colombo.
Minibussen har kørt i omkring 10 minutter, da den bliver stoppet af en civil, hvid politibil. I bilen sidder to af de politifolk, som Siva allerede har mødt i lufthavnen, samt en eller to andre.
De tager ham med til Jawathe-politistationen, hvor han samme aften bliver udsat for et brutalt forhør i sin celle. En uniformeret og en civilklædt politimand, der begge er spirituspåvirkede, forhører ham om hans forhold til LTTE, mens de slår og sparker ham gennem 10-15 minutter.
Næste dag får han besked om, at han tilbageholdes efter en særlig anti-terroristlov og flyttes til det store Alakumata-fængsel.

Video
I fængslet fortsætter forhørene. Siva nægter stadig at kende noget til LTTE. Den anden dag i det store fængsel bliver han ført ind i et rum med en videobåndoptager og et fjernsynsapparat.
En af politifolkene lægger et bånd i maskinen, og velkendte billeder kommer frem på skærmen: Optagelserne stammer fra en LTTE-fest på Sønderagerskolen i Herning. Siva har i sin tid i Danmark været til mange fester af den slags netop i festsalen på Sønderagerskolen, så han kan i dag ikke sige, hvilken af festerne videooptagelserne stammer fra.
Billeder og lyd taler deres klare sprog. Mænd taler i mikrofonen om LTTE's heroiske kamp mod regeringsstyrkerne i Sri Lanka. På et tidspunkt ser man en ung mand, der retter på talerens mikrofon, som er faldet lidt ned. Det er Siva, hvilket politifolkene i Alakumata-fængslet ikke tøver med at påpege.
Da politifolkene slukker for videobåndoptageren, vil de gerne have Siva til at fortælle navnene på nogle af de andre personer, man ser på billedet.
"Jeg håber på, at de vil lade mig gå, når jeg har givet dem nogle navne," fortæller Siva.
Han skriver fem navne ned. Navne på tamiler, som har opholdstilladelse i Danmark, og som ikke risikerer at blive tvunget tilbage til Sri Lanka. Navne, som Siva tror, politiet kender i forvejen.

Hængt op
Men de fem navne stiller ikke politifolkene tilfreds. Næsten hver dag fortsætter forhørene i et særligt forhørsrum med snore, der hænger ned fra loftet i trisser. Rummet er beskidt, der er blod på gulvet og til dets særlige indretning hører et blodigt cricketbat. Siva bliver hængt op i arme og ben, så han hænger ned fra loftet, mens hans krop danner en bagudbøjet bue. For det meste varer ophængningen 15-20 minutter. Nogle gange en halv time. Ved en enkelt lejlighed tre kvarter.
Siva bliver hejst op og ned i pludselige ryk og slået overalt på kroppen. Især bruger politifolkene nogle træstave med et lag plastic til at slå ham under fodsålerne. Denne form for tortur kaldes i fagsproget falanga.
Én gang får han en plasticpose med benzin hængt op foran ansigtet. Politifolkene slår til plasticposen, så benzinen plasker op i Sivas øjne.
En dag får han besked om at følge med til en banegård, hvor han i to-tre timer skal holde øje med de forbipasserende for at udpege LTTE-folk. Siva har ikke været i landet, siden han forlod det fem år tidligere, og kan ikke genkende nogen.
Da han kommer tilbage til fængslet, fortæller cellenaboen ham, at der har været besøg fra Røde Kors eller en anden humanitær organisation. Siva tror, at han skulle skaffes af vejen for at undgå, at den danske konsul fik besked om, hvad der var sket ham, efter at han var sendt ud af Danmark.

Advokatbesøg
En enkelt gang får han i fængslet besøg af sin moster og en advokat. De får lov at tale sammen gennem tremmedøren ind til Sivas celle.
"Da jeg fortæller om videobåndet, siger advokaten, at det nok bliver lidt svært at få mig løsladt," siger Siva.
Mødet med mosteren og advokaten tager cirka et kvarter.
Efter næsten halvanden måneds fængsling med stort set daglig tortur skal Siva første gang for en dommer i slutningen af september 1998. Mens han venter i et bur uden for retssalen, lykkes det ham at bestikke en betjent, så han kan få lov at spise sin mad uden for buret. Han giver betjenten 1.000 danske kroner, som han har med hjemmefra. Han lader, som om han skal på toilettet, og stikker af fra retsbygningen og får kontakt med sin moster.
Han gemmer sig et par dage i Colombo og får så via en menneskesmugler mulighed for at komme til Indien. Fra oktober 1998 til maj 1999 er han undervejs på en lang rejse til Danmark. Blandt andet tilbringer han et halvt år i en lille lejlighed i Kiev sammen med omkring 60 andre tamiler, der også venter på at blive smuglet til Vesteuropa.
Men en dag i maj 1999 bliver han lukket ud af en lastbil tæt på Københavns Hovedbanegård og får at vide, at han er i Danmark.

Det er et godt land
"Chaufføren sagde: Det er et godt land. Men jeg havde ikke lyst til at komme til Danmark," siger Siva.
Såvidt Sivas forklaring, da Information tidligere på ugen talte med ham på asylcentret i Hjørring, hvor han bor.
Som i de fleste asylsager kan man rejse mange spørgsmål om forklaringens troværdighed:
Kan det passe, at et videobånd fra Sønderagerskolen i Herning dukker op i et fængsel i Colombo?
Kan det være rigtigt, at politifolkene er i stand til at udpege Siva på båndet?
Hvordan kan det være, at Siva har medbragt 3.500 danske kroner fra Danmark (som han siger)?
Hvorfor får han lov at beholde pengene under halvanden måneds fængsling?
Og hvordan får han overbevist den korrupte fangevogter, der formentlig aldrig før har set danske pengesedler, om, at 1.000 danske kroner er mange penge?
Flere tamiler bekræfter over for Information, at der optages video af mange af tamilernes og LTTE's sammenkomster i Danmark. En forklarer:
"Når båndene er optaget, bliver de gennemset i LTTE's hovedkvarter og redigeret. Og selvfølgelig er man opmærksom på, at der helst ikke må være asylansøgere på billederne. På den anden side vil LTTE gerne vise, hvor mange der kommer til festerne, så der er også billeder af publikum på de færdigredigerede bånd."
Flere bekræfter, at LTTE sælger videobåndene til sympatisører, som ofte har dem stående i hjemmevideoteket. Men hvorvidt det kan være rigtigt, at sådan et bånd kan nå myndighederne i Colombo, er der delte opfattelser af.

Uenighed
Da Flygtningenævnet i 1994 traf sin afgørelse i Sivas første asylsag, var der uenighed i nævnet. Et mindretal ville give ham asyl, men flertallet lagde vægt på, at hans aktiviteter for LTTE, inden han forlod Sri Lanka første gang, var "meget beskedne".
Samme flertal ville heller ikke tro på, at Siva havde været holdt fanget af LTTE, eftersom han havde afgivet skiftende forklaringer under de forskellige afhøringer i Danmark.
Sivas to asylsager rummer mange mærkelige forhold. Både i den første og den anden asylsag har han udfyldt et skema med navne på det, der angiveligt er hans søskende. Men i dag siger han, at der i virkeligheden er tale om hans fætre og kusiner, som han i en periode er vokset op sammen med, efter at hans forældre og søskende blev dræbt i 1989 eller 1990. Han skrev dem på skemaet som "søskende" på tolkens opfordring, fortæller han.
Om drabet på sine forældre siger han i dag, at han lå gemt og hørte de dræbende skud. Og at han så sine forældre og søskende ligge dræbt. Men den oplysning indgår overhovedet ikke i hans første asylsag.
Hans troværdighed kommer på en prøve den 7. marts. Den dag skal han møde i retten i Herning som tiltalt for - i april og maj 1998 - blandt andet at have stjålet en mixerpult fra en radioforretning, for at have begået hærværk mod en cykel og for at have slået en mand i hovedet.
Anklagemyndigheden nedlægger påstand om frihedsstraf - og om at Siva skal udvises af Danmark. Selv nægter Siva at have noget med lovovertrædelserne at gøre.

Amnestys lægegruppe
Sivas vigtigste vidner, når han skal overbevise de danske asylmyndigheder om, at hans historie om oplevelserne i fængslet i Colombo er sand, er de spor, som psykologer og læger kan aflæse i hans sind og på hans krop.
En psykolog, der har haft en række samtaler med Siva efter hans tilbagekomst til Danmark, skriver i en erklæring, at han har "massive psykiske traumatiseringer og psykosomatiske tegn", som hun betegner som "alvorligt truende for hans fysiske såvel som hans psykiske tilstand".
I starten af januar undersøgte to læger fra Amnesty Internationals danske lægegruppe Siva i godt fire timer. Det kom der en fem sider lang rapport ud af. Konklusionen bekræfter Sivas beskrivelse af torturen:
"Afslutningsvis finder vi en klar overensstemmelse mellem den beskrevne tortur og de aktuelle symptomer og objektive fund," lyder de sidste ord i den detaljerede lægerapport, der ikke på noget punkt sætter spørgsmålstegn ved Sivas forklaring.
Spørgsmålet er nu, om Udlændingestyrelsen vil lægge vægt på lægerapporten. I går, fredag, var Siva til samtale med Udlændingestyrelsen, der næsten ni måneder efter hans tilbagekomst til Danmark havde fundet tid til at tale med ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu