Læsetid: 10 min.

Det digitale evangelium 1

22. januar 2000

Det varede længe, før menneskene begyndte at bryde deres hoveder med de medier, de rådede over. Først sproget - så grammatikken, retorikken, lingvistikken, sprogfilosofien; først skriften, så refleksionen over skriftligheden; først mønten - så numismatikken. Teorien halter bag efter sine genstande. Derved blev det i et par tusind år.
Også de nye medier er man først begyndt at tænke over med behørig forsinkelse. De er så at sige vokset frem på naturlig vis, bag ryggen på samfundet. Ingen filosof fulgte de nussere og nørklere, verdensfjerne matematikere, beskedne ingeniører og miskendte genier, der frembragte dem. Konsekvenserne af den opfindelse, Gutenberg gjorde, er først blevet indgående analyseret i det 20. århundrede, den sorte kunsts aftenskumring.
Da telegrafen blev taget i brug, var det ikke akademikere, men militærfolk og spekulanter, der forstod dens betydning. Lige så upåagtet kom fotografiet og filmen til verden. Daguerre og Talbot, brødrene Lumière, Etienne-Jules Maray og Georges Méliès skabte deres værk i selvbyggede atelierer og laboratorier, i lader og på markeder, ikke i et universitets lokaler. Længe før Kracauer skrev sine filmteoretiske værker, havde den tyske generalstab fremmet grundlæggelsen af Ufa ud fra erkendelsen af de muligheder, dette medium åbnede for propagandaen. Brechts fremsynede tekst om Radioen som kommunikationsapparat udkom i 1932, på et tidspunkt, hvor Hitlers brølen allerede kunne høres i hele Europa.

Sædvanligvis er de tekniske medier ikke blot forud for teorien, men også for praksis. Når så mange af deres historiske opfindere døde i fattighuse, forfulgt af kreditorer, skyldtes det bl.a., at de undervurderede brugsværdien af deres varer, ja, at den slet ikke interesserede dem synderligt. Gutenberg havde på ingen måde masseforsendelser og boulevardblade i tankerne, da han skabte sine bevægelige typer. Han ville bare trykke en smuk Bibel. Bell skal have tænkt på hørehæmmede, da han opfandt telefonen, og Etienne-Jules Marey udviklede sit kamera for at studere dyrs bevægelser; Hollywood lå ham fuldkommen fjernt.
Nye medier er altid på jagt efter ukendte behov. Deres pionerer kendetegnes af en besynderlig autonomi. Når amatører, ingeniører eller programmører finder på noget, er det udelukkende legetøjets egenskaber, der interesserer dem. Den potentielle bruger er for dem en forstyrrende ignorant. Teknikkens logebrødre skaber, ganske ligesom medicinerne, et hemmeligt sprog, en jargon, der skal sikre deres eneret på viden. Sådan var det allerede med bogtrykkerne, der benyttede sig af særlige indvielsesriter. Lige så stolte var high fidelity-eksperterne over deres produktbeskrivelsers uforståelighed, og computerudviklerne og software-ingeniørerne har drevet denne form for selvreference til den yderste konsekvens.
Mens medier tidligere var nogenlunde til at tage og føle på - den, der behersker alfabetet, kan uden videre håndtere enhver bog - så er de nyere opfindelsers abstraktionsgrad taget til i en sådan grad, at det ikke længere er muligt at formidle deres anvendelse ved sansernes hjælp. Moderne computeres driftssystemer er utilgængelige for den normale bruger, og selv serviceteknikeren savner den nødvendige matematiske viden til at begribe, hvad han foretager sig. Han er henvist til en række pragmatiske trick og kan i bedste fald udskifte et eller andet modul.
Men det er ikke kun de grundlæggende elektroniske kredsløb, der er fremmede for brugeren. Han konfronteres også med en kompleksitet, der på ingen måde tager hensyn til, hvad han har brug for, og med kapaciteter, som han kun kan udnytte en meget lille del af. De håndbøger, han får udleveret, kunne med hensyn til forståelighed lige så godt være forfattet af marsmænd.
Jagten på anvendelsesmuligheder for de eksisterende og det stærkt voksende antal nye tekniske midler antager undertiden groteske former. Det elektroniske spisekort skal erstatte tjeneren, multimedie-køleskabet automatisk købe ind, det såkaldt intelligente hus sørge for muzak og så videre.
En industri, der underkaster sig sine ingeniørers fantasi, adlyder på den ene side den rasende accelerations lov, men tager på den anden side de besynderligste blokeringer med i købet. Tegnene på denne strukturelle træghed kan man se i enhver dagligstue. Den, der vil høre musik, må opstille et tårn, der består af tunere, forstærkere, boxe, cd-afspillere og recordere af forskellige formater.
Også fjernsynet får hele tiden nyt afkom; det skal bruge diverse videorecordere, decodere og satellitmodtagere. Telefoner, telefonsvarere og faxmaskiner fylder op på skrivebordet, og computeren forlanger en helt ny familie af printere, modems, netudstyr, scannere og brændere, hvoraf hver enkelt del kræver studiet af en 100-siders brugsanvisning. Den såkaldte multimedie-branches tilstand lader sig aflæse af det virvar af kabler, som rengøringsdamen falder over. Den teknisk mulige sammensmeltning af de elektroniske medier kommer i virkeligheden aldrig på tale.
Hvis automobilfabrikanterne krævede af deres kunder, at de skulle bestå et lynkursus i teknologisk kaudervælsk, før de fik lov til at sætte sig bag rattet, så ville vi aldrig have fået de permanente trafikpropper på vores landeveje. De digitale medier udelukker med deres brugerfjendtlighed to tredjedele af befolkningen fra at bruge dem. Man spørger forgæves efter den økonomiske mening med denne sabotage.
Indvendinger af denne art kan ikke sætte spørgsmålstegn ved mediernes fremtidige potentiale. De viser blot, at processen med at tilegne sig dem er tidrøvende og fuld af forhindringer. Ligesom i tidligere faser af mediehistorien vil det vare længe, før det viser sig, hvad det nye kan og ikke kan bruges til. Man kan se et håb i de 12-årige, som i mange tilfælde kun har foragt til overs for industriens jargon og - uden at værdige de ubrugelige håndbøger så meget som et blik - på egen hånd afprøver, hvad det splinternye skrot, der tilbydes dem, egentlig duer til.

Darum lasst uns hier eine Stadt gründen
Und sie nennen Mahagonny
Das heißt: Netzestadt!
Sie soll sein wie ein Netz
Das für die essbaren Vögel gestellt wird.
Überall gibt es Mühe und Arbeit
Aber hier giebt es Spaß.
Denn es ist die Wollust der Männer
Nicht zu leiden und alles zu dürfen.
Das ist der Kern des Goldes.

(Vi tager fat og rejser en ny guldby.
Den skal kaldes Mahagonny.
Det er en rævesaks!
Som en saks, som et net,
ja, som en limpind hvor guldfugle fanges.
Overalt er der slidsomt og slæbsomt.
Her skal kun være spøg.
Det er dog hvad mandfolk har lyst til:
uden ansvar at måtte det hele.
Og det er guldets mening.
Oversat af Carl Nyholm
og Poul Henningsen)

Brechts tvetydige forjættelse fra 1929 har siden antaget en betydning, som forfatteren ikke kunne forudse. Ligesom med telegrafen var det også med Internettet militæret og de hemmelige efterretningstjenester, der først forstod, hvad man kunne bruge nogle amatørers opfindelse til. Så kom forskerne fra CERN i Genève og skabte - først til eget brug - World Wide Web. Siden har Nettet udviklet sig eksplosivt.
Også her var teoretikerne i hælene på praksis, og det har ikke manglet på forsøg på at overhale den. Men Nettets sande evangelist er kapitalen. Aldrig tidligere er der på så kort tid blevet investeret så mange penge i et medium. Foretagender inden for netteknologien, som år for år kører med kæmpemæssige underskud, bliver handlet på Børsen til astronomiske kurser. Deres markedsværdi overstiger mange multinationale koncerners. Internettet går for at være investorernes Mekka.
Men det er ikke kun fremtidige drømmeafkast, der giver fantasien vinger. Der er også skrevet en hel del om de nye mediers samfundsmæssige virkninger. I en tekst fra 1970, som dengang blev meget citeret, men som i dag først og fremmest gør sig bemærket ved sit kække tonefald, hedder det: "I deres nuværende skikkelse tjener apparater som fjernsynet eller filmen (...) ikke kommunikationen, men forhindrer den tværtimod. De tillader ingen vekselvirkning mellem afsender og modtager. (...) Denne kendsgerning lader sig dog ikke teknisk begrunde. Tværtimod: Den elektroniske teknik kender ingen principiel modsætning mellem afsender og modtager. (...) George Orwells skrækbillede af en monolitisk bevidsthedsindustri vidner om en medieforståelse, der er udialektisk og forældet. Muligheden for en central instans' totale kontrol over sådanne systemer tilhører ikke fremtiden, men fortiden. (...) Informationskarantæner som dem, fascismen og stalinismen indførte, er i dag kun mulige, hvis man vil betale prisen i form af en bevidst industriel regression." Og til sidst: "De nye medier er ifølge deres natur egalitære. Med en enkel tilkobling kan alle være med; programmerne selv er immaterielle og kan reproduceres efter behag."
Vel talt i en tid, da der endnu ikke var noget, der hed Internet. Dog førte forfatterens forsøg på at overhale mediernes praksis til allehånde forventninger, som i dag virker naive. Fremtidens imaginære net blev - i modsætning til de gamle medier - tillagt utopiske muligheder; dens emancipatoriske potens var for digteren hævet over enhver tvivl. Fuldstændig i den marxistiske teoris ånd nærede han en ubegrænset tillid til den berømte "udfoldelse af produktivkræfterne", en materialistisk variant af den kristne treenighed tro, håb og kærlighed. I dag vil kun den digitale kapitalismes evangelister sværge til sådanne forjættelser. Måske kunne man anbefale en vis besindighed her 30 år efter.
Der var ganske vist det rigtige i den slags prognoser, at de skelnede mellem centralt styrede og decentralt forfattede medier. Man behøver blot at betragte de ekstreme tilfælde for at forstå betydningen af denne skelnen. På den ene side ediktet, det kejserlige bud, som forudsætter niveauforskellen mellem befaling og lydighed; på den anden side den "uautoritære diskurs" mellem ligeberettigede deltagere. I den forstand er nettet virkelig en utopisk opfindelse: Det har afskaffet forskellen mellem afsender og modtager. En central instans, der ville være i stand til at kontrollere det, eksisterer ikke mere.
Decentrale medier er dog ikke nogen historisk nyhed, og adskillelsen mellem ensidig og gensidig kommunikation er relativ. Heller ikke en officer, der udsteder befalinger, kan klare sig uden feedback. Et godt eksempel på denne uskarphed ser vi allerede i et meget tidligt medium, nemlig pengene. Som udgangspunkt er mønten - som suverænitetssymboler og herskerbillede viser - helt underlagt den centrale instans, der har præget den. Men derefter cirkulerer den mellem markedets aktører uden for enhver kontrol. Også postvæsenet var oprindeligt udelukkende et middel til kontakt mellem privilegerede herskere, indtil dets offentlige brug endelig blev knæsat efter mange frem- og tilbageskridt. Et alment tilgængeligt postvæsen har eksistereret i Europa i fire århundreder, og det blev globaliseret for mere end 100 år siden, nemlig med oprettelsen af Verdenspostforbundet i 1874. Senest med nedlæggelsen af oversøiske kabler til telefonsamtaler blev det første verdensomspændende net oprettet.
Hele denne udvikling truede regeringernes informationsmonopol og satte gang i seje opgør om kontrollen over medierne. Det er brevcensuren et klassisk eksempel på. Senere kunne øvrigheden - men også andre, som udnyttede denne mulighed - koble sig ind på telekommunikationens knudepunkter. Kodeteknikker af enhver art var svaret på sådanne aflytninger. Bankfolk og generalstabenes officerer kodede deres budskaber, modparten forsøgte at afkode dem. I dag konkurrerer hackere, software-fabrikanter og hemmelige tjenester om herredømmet over databankerne ved hjælp af avancerede talteori-metoder. Men det, der i sidste ende gør kontrollen umulig, er ikke så meget de mere og mere raffinerede kodeteknikker. Det er selve trafikkens omfang. Intet filter kan forhindre, at censurinstanserne bryder sammen under det informations-overkill, der har udviklet sig. De får ikke for lidt at vide, men for meget.
Enhver tænkelig aflytter vil kvæles i en principiel egenskab ved datastrømmene, nemlig deres overvældende banalitet. 99.999 procent af alle budskaber er højst af interesse for modtageren, og selv det er overdrevet. Også i den henseende er profetierne om de nye mediers emancipatoriske kraft fejlagtige. Ikke alle får gode ideer, ikke alle har noget at sige, som kunne interessere deres medmennesker. Her finder den meget omtalte interaktivitet sin grænse.
Det så man allerede tidligt med kortbølgeamatørerne, der hører til radioteknikkens pionerer. De udvekslede ivrigt positioner og fortalte om deres udstyrs tekniske præstationer. Ud over det havde de ikke meget at meddele hinanden - ligesom de talløse sprayere, hvis graffiti normalt indskrænker sig til meddelelser som "Kilroy was here" eller "Jeg er mig".
Også de åbne fjernsynskanaler, som man i Tyskland har eksperimenteret med siden 1980'erne, demonstrerede ikke meget andet end åndsforladt forherligelse af foreningslivet eller ubehjælpsom exhibitionisme - en udvikling, der har nået et højdepunkt i de interaktive talkshow og i nettets chatroom.
Mens web-pionererne i deres elektroniske idealisme forestillede sig et medium for den uautoritære og gratis diskurs, fik kapitalen i sin guddommelige indifferens snart øje på de udnyttelsesmuligheder, som nettet frembød på to områder. På den ene side økonomisk kontrol med datatrafikken, på den anden kommercialisering af indholdet. Siden er nettets forurening med reklamer bestandig taget til.
Også set fra brugernes synsvinkel viser globaliseringen mange af sine skyggesider. Ganske vist triumferer særlinge og dissidenter på tusindvis af hjemmesider. Der er ikke den niche, det mikromiljø eller den minoritet, der ikke har fundet sit hjemsted på nettet. At få noget offentliggjort - på Gutenbergs tid et privilegium for de få - bliver til en elektronisk menneskeret efter devisen: "Samisdat for alle". Det forklarer angsten for nettet i diktatorisk indrettede samfund som Iran eller Kina.
Men samtidig er Internettet et eldorado for kriminelle, intriganter, plattenslagere, terrorister, sædelighedsforbrydere, nynazister og galninge. Her finder alle sekter og kulte deres gemytlige udbredelse. Endelig kan verdensfrelsere og satanister koble sig sammen. Ikke så sært, at paranoiaen bygger rede i den slags grupper, som er udbredt over hele verden, og at sammensværgelsesteorierne blomstrer og trives på deres utallige adresser. Da der ikke er noget centrum, kan enhver bilde sig ind, at han befinder sig i verdens midtpunkt - som edderkoppen i sit net. Kort sagt, det interaktive medium er hverken forbandelse eller velsignelse; det er ganske enkelt et billede på deltagernes åndelige forfatning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her