Læsetid: 12 min.

Det digitale evangelium 2

22. januar 2000

Spørgsmålet om, hvordan man skal vurdere den digitale kapitalismes løfter, er vanskeligt nok, og enhver, der indlader sig på det, risikerer under alle omstændigheder at blamere sig, ligegyldigt hvad man svarer. Usikkerheden begynder allerede dér, hvor det handler om den rent økonomiske kritik. I USA har der i månedsvis været ført en livlig debat om, hvorvidt omvæltningerne inden for informationsteknologien virkelig har ført til de høje produktivitetsgevinster, som alle dens profeter fantaserer om. Det står klart, at mange af de umiddelbart implicerede brancher kan notere kæmpemæssige vækstrater.
Mindre entydige er resultaterne for det samlede amerikanske erhvervsliv. Enorme investeringer modsvares på ingen måde altid af tilsvarende effektivitetsgevinst og afkast. I mange tilfælde drejer det sig om veksler, der bliver trukket på fremtiden. Spørgsmålet kan næppe afklares uden beregninger, der er så komplicerede og mangetydige, at man lige så godt kunne læse i kaffegrums.
Erfaringerne fra dagligdagen berettiger i hvert fald til en vis skepsis. Enhver kender snakken om det papirløse kontor, og enhver ved, at de nye teknikker tværtimod har ført til et uhørt spild af dette kostbare materiale. Simple bogføringsprocesser, der bliver afviklet ved hjælp af computere, trække ofte ud i ugevis, og så snart den centrale computer strejker i banker, rejsebureauer og forsikringsselskaber, står personalet hjælpeløst foran den mørke billedskærm. Den, der forsøger at ringe til en såkaldt hotline, kan godt indstille sig på metalliske computerstemmer og lange ventetider, hvor man bliver plaget med afskyelig musikforurening. Hvad angår den digitale tekniks sårbarhed, så bød år 2000-problemet på en bemærkelsesværdig smagsprøve. Hundrede af milliarder kostede det at imødegå den indskrænkede holdning hos programmører, der ikke var i stand til at tænke et par årtier frem.
Også hvad angår nedbrydningen af hierarkier, er tvivlen velanbragt. At det i den henseende mest bliver ved højtidelige taler, kan man ganske vist ikke laste teknikken. Det skyldes snarere de standhaftige pladshjorte, der kun tager økonomiske synspunkter for gode varer, når det gælder om at 'afvikle' andre.
Også de digitale mediers intellektuelle kraft tillader kun meget foreløbige vurderinger, og også her må dommen falde splittet ud. Alle de herligheder, de har at byde på, modsvares af et fatalt tab. Det begynder allerede ved de gængse selvbeskrivelser. "Kommunikation er alt," hedder det, og overalt falder man over betegnelser som videns- eller informationssamfund, der af gode grunde lader stå åbent, hvad det drejer sig om. Om erkendelse? Om reklame? Om rene data? Om blablabla? Alle disse begreber er fattige. Naturligvis kan man hævde, at information ifølge Shannons teori kan defineres som entropien for en størrelse, der lader sig realisere som n hændelser med sandsynlighederne p1...pn; men guderne skal vide, at denne definition ikke har noget at gøre med det, vi søger, når vi vil vide noget.
Forvekslingen af rene data med meningsfuld information fremkalder sælsomme kimærer. Et relativt harmløst eksempel er leksikonet. Man kan med god grund hævde, at jo nyere encyklopædier er, jo mere righoldige og ubrugelige er de. Det skyldes, at den viden, de tilbyder, bestandig bliver spaltet op i stadig mindre opslagsord, indtil bidragene er skrumpet ind til nogle få bit. I stedet for sammenhæng får man links, som indbyder til en endeløs søgen efter konteksten med klik på musen. I sammenligning med det er gamle leksika, som f.eks. Encyclopædia Britannica fra 1911, en guldgrube af oplysning. Dér finder man f.eks. under stikordene Electricity, Song eller Anarchism lange og koncise afhandlinger skrevet af førsteklasses fagfolk, der giver alle de ønskede oplysninger ud fra datidens viden. Derimod har de nye medier kun databrokker og småstumper at byde på.
Lige så problematisk er selve den mængde materiale, der er til rådighed på nettet - naturligvis forudsat, at det drejer sig om brugbare informationer (en dristig påstand i betragtning af den ufatteligt store elektroniske skrotbunke). Heller ikke den stærkt beklagede informationsoversvømmelse er naturligvis noget nyt. De fleste af os har længe ikke haft for lidt, men for meget input til rådighed. Det eneste mulige modværge mod det er en slags undgåelsens økologi, som burde indlæres allerede i grundskolen.
Naturligvis har også netudbyderne erkendt problemet og udviklet stadig mere differentierede søgemaskiner. Af dem er der nu så mange, at man har brug for meta-søgemaskiner for at finde det rigtige filter. Det ændrer altsammen ikke ved den kendsgerning, at evolutionen har forsynet os med et apparat, der er svær at overgå: Den bedste søgemaskine er stadig hjernen.
Et andet vigtigt punkt er den almindelige, uindskrænkede adgang til nettet - uden tvivl et af dets største fortrin. Men også det er betalt med graverende ulemper. Internettet har endegyldigt likvideret begrebet autor, som i forvejen var slemt molesteret af tidligere medier. Det er svært at afgøre, hvem der er ophavsmand til en e-mail eller et web-budskab. Men med autoren forsvinder også autoriteten. Ikke alene kan enhver publicere, enhver kan teoretisk også gribe ind i en andens tekst og kopiere, supplere, omskrive, plagiere eller forfalske den. Passwords og adgangsrestriktioner kan, som praksis viser, overvindes med de samme metoder, som de selv bygger på.
Også en anden af computernettets fortrin, dets uindskrænkede lagerkapacitet, har sine skyggesider. Det rasende innovationstempo har nemlig til følge, at lagermediernes halveringstid falder. National Archives i Washington er ikke mere i stand til at læse elektroniske optegnelser fra 1960'erne og 1970'erne. De apparater, der kræves til det, er for længst uddøde. Specialister, der kunne konvertere disse data til aktuelle formater, er sjældne og dyre, så størstedelen af materialet må anses for tabt. Åbenbart råder de nye medier kun over en teknisk begrænset korttidshukommelse. De kulturelle konsekvenser af denne kendsgerning er slet ikke blevet forstået endnu. Formentlig går det hele ud på, at vi mere og mere kan huske mindre og mindre.

Klassekampen har, som alle ved, kendt bedre dage. I en overskuelig fremtid har kapitalismen - digital eller ej - sejret. Det betyder ikke, at de gamle konflikter er bilagt, men de finder nu kun sted i adskilte lommer, som havde netop lønmodtagerne gjort privatiseringens nyliberale bud til deres. Man kan tale om molekylære klassekampe, som bliver udspillet på alle mulige biscener.
Dertil kommer yderligere komplikationer. De økonomiske fordelingskonflikter er allerede i lang tid blevet overlagret af hidtil ukendte kulturelle udelukkelsesmekanismer. Tidligere var den kulturelle kapital fordelt analogt med den økonomiske klassedeling. Bourgeoisiet rådede over finkulturen og den dannelse, der befæstede dets hegemoni; småborgerskabet investerede i uddannelse af sine efterkommere for at forbedre deres chancer for social opstigning; de faglærte arbejdere skaffede sig kvalifikationer, der sikrede dem arbejdspladser, og de ufaglærte måtte lade sig nøje med det kulturelle eksistensminimum.
Nu er det forbi med denne lagspecifikke opdeling. Alle kender den analfabetiske forretningsmand og den universitetsuddannede taxachauffør. Dannelse - eller det, der bliver regnet for at være det - følger på ingen måde indkomststrukturen eller levestandarden. Man kunne sige, at der på kryds og tværs af de økonomiske lag har dannet sig informationsklasser, hvis fremtidsudsigter ikke længere lader sig bringe på en enkelt fællesnævner. Desuden opererer det herskende regime med et helt nyt kvalitetskatalog, der sætter alle tidligere etiske koder ud af kraft. Nu præmieres egenskaber og adfærdsmønstre, som tidligere nærmest blev regnet for at være fordægtige. Den vigtigste kardinaldyd er nu fleksibiliteten. Desuden fordres gennemslagskraft, mobilitet og beredvillighed til hurtig, livslang læren. Den, der ikke kan følge med, bliver udskilt.
Sammenhængen med medieteknologiens stade er klar. Hypotetisk kan man aflæse en ny sociologisk struktur af disse antydninger. Man tøver med at tale om en klasseanalyse, fordi de fraktioner, der aftegner sig, i sig selv er meget uhomogene. Der kan ikke længere være tale om klassebevidsthed i en eller anden traditionel forstand. Det drejer sig snarere om funktionelle differencieringer. Derfor benytter jeg mig af en typisering, der står fablen nær.
Dermed fremstår omtrent følgende billede: Øverst i digitale samfund rangerer kamæleonerne. De ligner den type, som David Riesman for årtier siden beskrev som 'andetstyret' - blot drejer det sig ikke om folk, der passivt tilpasser sig, men om yderst dynamiske workaholics. En væsentlig betingelse for deres succes er, at de ikke har noget at gøre med den materielle produktion. De er agenter, mæglere, formidlere, advokater, konsulenter, entertainere, videnskabs-, penge- og informationsmanagere. Deres geschæft er ikke hard-, men ren software.
Denne eksistensform finder sit mest abstrakte udtryk i finanskoncernerne, fordi produktet her er rent virtuelt. Også i computerindustrien, inden for telekommunikation og i beslægtede brancher er det for længst ikke mere det konkrete udstyr, men know-how, der tæller. Fremragende naturvidenskabsmænd forlader universiteterne, grundlægger firmaer eller omsætter deres viden til patenter.
Alle disse aktiviteter har det tilfælles, at de tilhører den sfære, som engang hed Overbygningen. Her ser man nu fortjenester, som de traditionelle industrier kun kunne drømme om. Den opstigende klasse af kamæleoner har allerede udviklet sine egne rekrutteringsmekanismer. Højtbegavede folk, der råder over de krævede egenskaber, går i dag ikke ind i politik eller akademisk virksomhed, men bliver software-producenter.
En anden klasse, som man kan spå betragtelige overlevelseschancer, er pindsvinene. Det, der udmærker dem, er netop deres manglende fleksibilitet. Deres hjemstavn er institutionerne, som stadig er et trygt tilflugtssted for de fastboende. De bliver funktionærer i lokale, nationale og internationale myndigheder, forvaltninger, partier, organisationer, fagforbund, kamre og kasser af enhver art, kort sagt: Det meget forkætrede bureaukrati har hidtil vist sig resistent over for alle forandringer i arbejdssamfundet. Efterspørgslen efter regler stiger uundgåeligt med den voksende kompleksitet. Man behøver ikke bekymre sig om fremtiden for den millionhær, der beskæftiger sig med sådanne opgaver.
Derimod vil antallet af alle andre lønmodtagere formentlig falde yderligere. Dem kunne man sammenfatte under symbolet bæveren. De klassiske produktivitetssektorer skrumper ind med automatisering, rationalisering og udflytning til lavtlønsområder. I landbruget er denne proces allerede så vidt fremskreden, at hele sektoren kun kan holdes i live med massive subventioner.
Den fjerde klasse kunne man definere som underklasse, hvis ikke dette begreb var alt for generelt. Det er ikke muligt at angive et totemdyr for den - af den enkle grund, at naturen ikke kender til overflødige arter. Det drejer sig nemlig om folk, der ikke passer ind i den digitale kapitalismes kvalitetskatalog og derfor er overflødige ud fra dens perspektiv. Selv i de rige lande udgør de utvivlsomt en stadig tiltagende del af befolkningen. I verdensmålestok er de i forvejen i overvældende flertal.
I denne millionhær er der selvfølgelig nogle frivillige, det vil sige mennesker, der har truffet et bevidst valg og har sat sig uden for erhvervssamfundets succespres. Men det er en option, der kun står åben for de færreste. Den forudsætter en intakt velfærdsstat og en sund selvbevidsthed. Der er sikkert også virtuoser i 'afhopning', der finder deres udkomme i det kapitalistiske regimes krinkelkroge, og det ville være latterligt at måle dem med en arbejdsmoral, som har udspillet sin rolle - alene på grund af mangelen på trygge job.
Normalt frister de mennesker, der erklæres for overflødige, en alt andet end beundringsværdig tilværelse. De fleste arbejdsløse, asylsøgere, folk uden erhvervsuddannelse, alenemødre - man kunne blive ved - finder i bedste fald underbetalte deltidsjob, slår sig igennem med sort arbejde eller prostitution eller lander i kriminelle karrierer.
Den digitale kapitalisme - for nu at blive ved denne term - kan kun forstærke disse tendenser. De krav, den stiller, er en stor del af befolkningen ganske enkelt ikke i stand til at leve op til. Det fremgår ikke alene af adgangsbarriererne - ikke enhver når frem til Harvard Business School eller MIT - men det følger ganske enkelt af Gauss' normalfordeling. I landene i den såkaldte tredje verden (hvor er den anden egentlig blevet af?) er det i forvejen umuligt at forestille sig, at flertallet kan integreres i det globale økonomiske kredsløb. De politiske konsekvenser af denne udvikling er uoverskuelig.

Ceci n'est pas une pipe". René Magritte - erkendelsesteoretikeren blandt malerne - har med sit berømte billede gjort sig lystig over alle dem, der forveksler en afbildning af en pibe med en pibe. Det har ikke nyttet meget. De digitale evangelister bliver ikke trætte af at påstå, at de nye medier har gjort det uholdbart at skelne mellem realitet og simulation. En sådan grad af verdensfremmedhed er naturligvis kun tænkelig på seminarer, i laboratorier og science fiction-film.
At disse negative simulationsteorier nyder så stor popularitet, har dog også ganske håndfaste og banale årsager. Ligesom andre erhverv lider også mediearbejdere af en slags blindhed. Den kommer i dette tilfælde til udtryk i en så vidtgående selvreference, at de pågældende har svært ved at få øje på verden udenfor. Overvurderingen af deres egen rolle forleder dem til at forveksle medieverdenen med virkeligheden. Dette selvbedrag opvejer deres produktions flygtighed og er for så vidt uundværlig for deres selvforståelse.
Det kan man f.eks. se i den klassiske journalistik. Den kendsgerning, at selv de bedste aviser bliver til gammelt papir i løbet af 24 timer, er en narcissistisk krænkelse, der må kompenseres med betydningsfuldhed. Mange redaktionsmøder ligner derfor regeringskonferencer, hvor man diskuterer morgendagens forsideartikel, som om nationens skæbne afhang af den. Man har ofte det indtryk, at journalister ikke skænker deres læsere mange tanker; det, det kommer an på, er den dom, der fældes af konkurrenterne - en ubetydelig målgruppe, som deres karriere imidlertid afhænger af.
Også reklamen lider under tilsvarende realitetstab. De såkaldt kreative vil absolut kaldes kunstnere. Art directors skeler til designerpriser. Uden hensyn til virkeligheden hænger reklamefolk fast ved en ungdomskultur, som er økonomisk vanvittig, fordi alderspyramider og købekraftfordeling taler et helt andet sprog. På samme måde går det til i alle andre medier. Parolen l'art pour l'art finder her et sent ekko i princippet le médium pour le médium.
En yderligere illusion, som næsten alle mediearbejdere nærer, er troen på, at folk tror på dem. Også denne fatale fejltagelse forleder til selvovervurdering. Selvfølgelig har der engang været et publikum, der mente, at alt, hvad der stod at læse sort på hvidt, var troværdigt. Men de tider er forbi. Vore dages tilskuere, læsere, forbrugere er håbløst oplyste i den forstand, at de ganske enkelt ikke tæller medierne med i vurderingen af, om noget er sandt.
Deraf følger en skepsis, der er uovervindelig. Så godt som alle læsere af Bild ved, at bladet ikke er et informations-, men et underholdningsmedium. For så vidt, som der overhovedet bliver meddelt noget, er meddelelsen normalt frit opfundet eller irrelevant. Det samme gælder naturligvis for det overvejende flertal af alle fjernsynsprogrammer. Reklame bliver umiddelbart opfattet som løgn.
At medietilbudet - uanset denne resistens fra forbrugernes side - bliver ivrigt udnyttet, forvirrer receptionsforskningen. Det kommer af, at den næsten udelukkende arbejder med kvantitative metoder og derfor ikke har noget endegyldigt at sige om virkninger, der ikke kan udtrykkes statistisk. Fører forbrug af pornografi til mere voldtægt, eller fungerer det tværtimod som en sikkerhedsventil? Er de voldsscener, som fjernsynet elsker, ansvarlig for ungdomskriminaliteten eller ej? Ikke så sært, at forskernes svar er yderst selvmodsigende. Hvis simulationsteserne var rigtige, kunne man jo spare sig at stille spørgsmålet. Så ville mord i krimier eller videospil og mord foran ens egen gadedør være ét og det samme.
Også når gudshusene står tomme og bondegårdene forvandles til ferieboliger, taler meget for at lade landsbykirken være. Medier spiller en central rolle i den menneskelige eksistens, og deres lynhurtige udvikling fører til forandringer, som ingen virkelig kan vurdere. Men de medieprofeter, der forudsiger enten apokalypse eller frelse fra alt ondt, bør vi overlade til den latterliggørelse, de fortjener. Evnen til at skelne en pibe fra billedet af en pibe er vidt udbredt. Den, der forveksler cybersex med kærlighed, er moden til indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Man kan sætte sin lid til kroppens træghed. Tandpinen er ikke virtuel. Den, der sulter, bliver ikke mæt af simulationer. Ens egen død er ingen mediebegivenhed. Jo, jo, der findes et liv på denne side af den digitale verden: det eneste, vi har. q

*Hans Magnus Enzensberger, født 1929, er en intellektuel institution som lyriker og essayist, som grundlægger af tidsskriftet 'Kursbuch' og som udgiver af serien 'Die Andere Bibliothek'. Hans seneste essay, som her gengives i let forkortet form, bygger på et foredrag, han holdt i Erfurt i december. Blandt de fejlagtige spådomme, der nævnes i teksten, er en lovsang om de nye medier, der blev offentliggjort i Kursbuch i 1970. Ironisk kommenterer forfatteren det "kække tonefald" i den gamle tekst - og fortier med et glimt i øjet dens forfatter: Hans Magnus Enzensberger.

© 2000 Hans Magnus Enzensberger & Information

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her