Læsetid: 3 min.

Dødedans på hoffet

10. januar 2000

Den kongelige svenske ballet overvældede det danske publikum med Kenneth MacMillans storladne ballet 'Mayerling' om det ormstukne hof i Wien

Ballet
Skeletterne er ikke gemt væk i skabene hos kejser Franz Josef og hans familie i Wiens Hofburg.
Tværtimod: Kraniet ligger og griner på natbordet hos hans søn, Rudolf, der både har syfilis, morfinisme og en følelsesamputeret mor at trækkes med. Kejseren selv holder sig bedsteborgerligt til en forstående elskerinde, mens kejserinden skaber sit eget anorektiske helvede af overdreven sportsudøvelse og flirt med den ungarske separatistbevægelse.
At vokse op i sådan en familie får Ibsens Gengangere til at ligne Morten Korch. Arvingen skal ikke overtage en sjællandsk bondegård, men det kongelige og kejserlige dobbeltmonarki, et knugende ansvar.
Man forsøger naturligvis at få kronprinsen rettet til, og da Kenneth MacMillans ballet Mayerling tager sin begyndelse, er han just giftet bort til en belgisk prinsesse.
Men der er mange kvinder, der har del i ham allerede, elskerinder af rang og fra folkedybet. Desperat søger prinsen forståelse og kærlighed hos sin mor, som en druknende i et kaos af krav og forventninger. Den skønne 'Sissi' er fuldstændig ude af stand til at etablere en kontakt med den akavede søn, hun viser ham ryggen i en frysende pas de deux. Rudolf skylles videre af malstrømmen, til brudesengen, hvor det lille lam Stephanie fra Belgien skal ofres til dynastiet.

Skæbnemøder
Kenneth MacMillan er den største psykolog i ballethistorien, og særligt hans pas de deux'er formår at vise selv de dybeste afgrunde i menneskesjælen i deres sammenfletninger af menneskekroppe, der i intrikate og nytænkte bevægelsesmønstre væver skæbnefortællinger.
Mayerling har, blandt alle hans balletter, den mest rystende serie dansede møder imellem Rudolf og de mange kvinder i hans liv, mor, maitresse, hustru, elskerinde af folket og tilslut den purunge Mary Vetsera. Alle slynges de imod Rudolf, som i den første, store pas de deux imellem de nygifte, næsten piner livet af sin ægteviede. Både dødningehovedet og pistolen kommer frem, og den vidskræmte brud ender med at blive voldtaget i ægtesengen.
Virkeligheden ved det kongelige-kejserlige hof i Kakanien formede sig ikke stort anderledes, og det er baggrunden for Mayerlings greb om publikum.
Således er vejen til fortabelsen sikker, og MacMillan følger ubønhørligt sin prins igennem stadierne på vandringen mod døden.
Det må være den mest krævende rolle, der findes for en danser i ballettens historie, såvel fysisk som psykisk, og det var interessant at se, i hvor høj grad den svenske ballet kunne honorere kravene til den eminent vanskelige ballet.
Mayerling er skabt i 1978 til stjerner af første rang som David Wall og Lynn Seymour på Covent Garden, men det lykkedes begge svenske hold dansere at give en gribende udførelse af det rystende drama. Fredagens premiere viste en flot dansende Anders Nordström som Rudolf og Marie Lindquist, der har en forbløffende lighed med den historiske Mary Vetsera og hvis spinkle pigekrop lod sig kaste som en kludedukke af sin desperate prins.
Lørdagens skæbnesvangre dødedans blev udført af en højdramatisk, intens og fremragende Jan-Erik Wikström og en kødelig desperado, den kraftige Anna Valev.
Begge forestillinger ydede MacMillans intense kærlighedstragedie fuld retfærdighed, selvom mindre roller kunne være tegnet med større artisteri.
Det viste sig som en helt rigtig disposition, at daværende balletmester i Stockholm Frank Andersen fik Mayerling frem til premiere i 1997.
At billetterne blev revet væk, burde være tankevækkende for vor nuværende, danske balletchef, Aage Thordal Christensen, der står med resterne af Maina Gielguds fejlslagne repertoire. Tænk, at Den Kongelige Danske Ballet skal spilde sine kræfter på Den glade Enke og Béjarts overskudslager, når de kunne have løftet sig op til MacMillans episke niveau.
Kunne ledelsen på Kongens Nytorv ikke glæde sit hårdtprøvede publikum med et værk som Mayerling - det kunne i så fald lige så gerne være MacMillans Manon, der henrykkede os da København for en kort stund var kulturby.

*Kenneth MacMillan: Mayerling. Musik: John Lanchbery efter Franz Liszt. Gæstespil: Kungliga Balletten, Stockholm. Det Kongelige Teater,
7.-9. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her