Læsetid: 10 min.

Drama i Dison

29. januar 2000

Unge Thierry vil gerne giftes og undgå at blive gammel i Dison. For Huberte og Toni er det løb forlængst kørt. Til gengæld er de smaskforelskede, mens Memes alkoholiske nedtur fortsætter Foto: Jeroen Smit

Det skete for et halvt år siden. Sidst på aftenen," siger den 30-årige bartender Christal og peger op på skudhullet i spejlet over baren.
En person stod bag det store, gamle egetræ ude på Place de Marché og skød gennem ruden til hjørnecaféen Au Tonneau. Sådan et skud kommer med stor fart, og Christal havde ingen mulighed for at dukke sig. Heldigvis endte kuglen i spejlet. Så tog selv stamgæsterne hjem, og Christal fik tidligt fri. Normalt bliver hun hængende lige så længe, det er nødvendigt. Til der ikke er flere gæster i caféen. Til den sidste øl er drukket, og jukeboksen har spillet det sidste nummer af Jacques Brel, Edith Piaf eller France Gall.
"Politiet har ikke fundet ud af, hvem der gjorde det. De lukker deres øjne og ører," udbryder 54-årige Huberte. Hun sidder i sin blomstrede kjole på barstolen ved siden af Antoine, 52, som også lyder kælenavnet Toni.
Toni og Huberte er smaskforelskede. Egentlig har de kendt hinanden i 45 år. Siden de var børn. Men først i de seneste to måneder har de været kærester. Nu drikker de øl. Jupiler i glas til 40 franc (7,50 kroner). Klokken er ti om formiddagen. Huberte lægger en hånd på Tonis kind og kysser ham intenst, lige under overskægget. Tonis hånd hviler på Hubertes lår, under den korte kjole.
Alt synes at være fryd og gammen her et halvt år efter skuddramaet. Men det skal hurtigt vise sig kun at være et øjebliks illusion.

Skrid med dig," råber en lys-page-håret femme fatale pludselig. Ung og smuk - vel omkring 20 somre. Iklædt en hvid dynejakke og med en omvendt hvid kasket på hovedet har hun entret cafeen med et barn på armen. Hendes råb er direkte henvendt til den unge mand Thierry, 21, som også har en hvid, omvendt kasket på. Han har rejst sig fra sin øl og er gået hen til hende. "Men, jeg..." begynder Thierry. Hun råber højt igen, mens hun giver ham dræberblikket, afleverer nogle penge til Christal i baren og vender sig om. Med hurtige skridt går hun ud af døren, ud på fortovet og hen mod en ventende bil med motoren gående. Thierry følger efter hende. Hun vender sig igen om og råber mere. Han slår ud med armene. Den unge kvinde slår kun ud med den ene, for hun har barnet under den anden arm. Til sidst stiger hun ind på forsædet, og føreren - en anden kvinde - sætter bilen i gear og kører væk fra torvet.
For halvandet år siden råbte pigen, hun hedder Veronique, også til Thierry hele tiden. Dengang stod hun næsten dagligt ved flippermaskinen i Au Tonneau og vekslede store franc-sedler til mønter, som hun kastede i maskinen. Hun var aggressiv og sparkede og slog, når kuglerne for hurtigt strøg ned igennem flipperne, og der var scoret for få point. Frustreret over, at hun sad fast i dette hul. Træt af, at taberfyre som Thierry lagde an på hende på grund af hendes skønhed. Nu er hun kommet videre. Som en af de få. Hun har fået barn. Og en mand. Er flyttet til et bedre område. Spørgsmålet er, om Veronique overhovedet vil vende tilbage til caféen. Mere end for denne korte, sure bemærkning.

Thierry kan man regne med. Han hænger ud her hver dag. Når han altså ikke lige er i Frankrig for at arbejde som murer.
"Det er dér, arbejdet er," siger han. Bortset fra denne uge, hvor han ikke er afsted, har han gennem det seneste halve år været i Frankrig fra mandag til fredag og returneret til Dison i weekenden. "Så går vi på druk fredag aften," siger Thierry og ruller sig en joint. "Det er det eneste, man kan lave her i Dison. Jeg kan godt lide at komme på Au Tonneau. Alle kender hinanden her, og jeg kender alle."
Alligevel er Thierry i gang med at arbejde sig ud af denne trøstesløse by i Wallonien - den fattige, fransk-talende del af Belgien.
"Jeg vil gerne giftes og flytte et andet sted hen. Jeg vil ikke blive gammel i Dison," siger han. "Problemet er, at det er svært at få arbejde i Wallonien. Og så er Frankrig den eneste mulighed, i hvert fald når man kun taler fransk."
Og fransk er i realiteten det eneste, der tales i Wallonien, hvor arbejdsløsheden har været tårnhøj - over 12 procent - siden den tunge stålindustri mistede sin konkurrenceevne, og minerne i området lukkede sidst i 70'erne. Overalt er der forladte huse, hvor postkasser med gamle navneskilte og åbne låger indikerer, at det er længe siden, postbudet afleverede breve her. Mange huse, grunde og butikker er forsynet med skilte som A Louer (til leje), A Vendre (til salg) eller Liquidation Totale (totalt ophør).

Kun folk, der har formået at satse på serviceerhvervet - som frisøren Marc og Isabelle i renseriet - har fremtidsperspektiv rent økonomisk. Marc og Isabelle har hver især deres meninger om, hvad der er gået galt på disse kanter, og det skal vise sig, at vi kommer til at høre meget mere til det.
Tydeligt er det, at udviklingen simpelthen har overhalet Wallonien. Det samme har flamlænderne i Flandern, den hollandsk-talende del af Belgien. Her er arbejdsløsheden kun den halve af den i Wallonien, og økonomien er i vækst.
"Og nu vil flamlænderne ikke betale til os længere, selv om det var os, som holdt dem oppe i 60'erne og 70'erne. Nu vil de bare være sig selv," siger Vedrine, der sammen med sin kone Elise kommer hver dag for at drikke øl. De er slidte mennesker, pensionerede efter et langt arbejdsliv. Vedrine i bryggeriet Jupiler. Elise i hjemmet.
Sammen med den føderale belgiske regering har den regionale flamske regering - i forsøget på at distancere sig fra Wallonien - sat fuld fart på toget mod det forenede Europa. Integrationen og de åbne grænser giver en masse muligheder for de, der har ressourcerne - menneskeligt og økonomisk. Men samtidig bliver det sværere for de svage. Fordi fokus hos politikere i Belgien - såvel som i andre lande - forlængst er flyttet væk fra ansvaret for at holde orden i egen baghave. Der er andre - og vigtigere - ting på dagsordenen: At koordinere Europas samfundssystemer, så de ligner hinanden. At få det indre marked til at fungere. At få orden på statsbudgetterne, så euroen forbliver stabil.
Unge Thierry er en af dem, som måske har en chance. Men han er undtagelsen, der bekræfter reglen for Dison Kommunes 10.000 indbyggere: At her - lige midt i EU-hardcorelandet Belgien - bor det åbne Europas tabere.
Thierry ved det godt. Han er selv lige på grænsen. Enten slipper han væk. Eller også går han i hundene som hans fars og farfars generation har gjort det. Det kan gå begge veje.

Ved middagstid er caféen allerede ved at være godt fyldt op af de arbejdsløse, alkoholikerne og invalidepensionisterne. Ud over unge mennesker som Thierry er her også hele samspilsramte familier med børn, der har fået lov at blive hjemme fra skolen - Ecole Communale - der ligger ovre på den anden side af torvet.
For eksempel sidder Nicole, der er alenemor til tre børn - Sabine, Morime og Christophe - sammen med børnene ved det bord, der er tættest på de tre spilleautomater. Stedfaderen Jacques - en uvasket bums med fedtet hår - er kommet ind over i Nicoles liv i de seneste tre år. Han sidder her også.
Med et fjoget smil midt i sit rødmossede ansigt tager han et par lyserøde underbukser på hovedet for at imponere børnene. De to yngste griner, mens Nicole råber højt og øredøvende til ham: "Du er altid så fuld." Men det er arbejdsløse Nicole nu også, og til sidst griner hun også sammen med Morime, der mangler sine fortænder. Resten af tænderne er sorte, fordi Nicole hele tiden giver hende slik og limonade. Christophe bliver spist af med chokolade, og Sabine, 13, ryger rutinemæssigt af moderens smøger.
Nicole vil ikke umiddelbart indvilge i et besøg af fremmede i privaten. "Vi har ikke facaden i orden," siger hun med et skævt smil. "Men lad mig diskutere det internt med børnene og Jacques. Så skal du nok få et svar..."

Sabine, Morime og Christophe er ikke de eneste børn, der kommer i den røgfyldte café, hvor både Tonis, Hubertes og Jacques tilstand efterhånden kan betegnes som 'stinkende beruset'. I dag er de tre søskende blot de eneste børn, der har været her hele dagen. Men her kl. 15.30 ringer det ud ovre på Ecole Communale. Fra kl. 15.20 begynder forældre at samles foran den store, tunge trædør i porten.
Utålmodigt står de og venter, og alligevel med en indbyrdes fælles forståelse af, at de lige nu gør noget vigtigt.
Da klokken ringer, går der to minutter. Så åbnes trædøren, og ungerne bliver af lærerne trukket ud på fortovet én efter én. Børnene kigger forsigtigt frem fra døren. De får små kys af lærerne eller et kærligt klap på hovedet. Kun hvis børnene kan udpege deres mor eller far, bliver de sluppet løs.
"Man ved aldrig," fortæller en af lærerne. "Vi kører med maksimal sikkerhed, efter hvad der er sket."
Sagerne om kidnapninger af børn i Belgien, om pædofili og brutale mord, har sat sine spor. Rundt omkring hænger der stadig plakater med Julie og Melisse - to piger, som blev myrdet af Marc Dutroux. Plakaterne giver udtryk for afsky og kræver retfærdighed. På busstationen hænger der en plakat med en dreng, som har været forsvundet i tre år. Hvis nogen ser den nu fem-årige Liam van den Branden, skal de ringe 110.
Nogle af børnene bliver trukket tilbage bag træporten, fordi de ikke kan se deres forældre. Men efterhånden bliver alle børnene afleveret. Tre forældre tager deres børn med direkte over på Au Tonneau, hvor ungerne smider deres store, firkantede rygsække og rutinemæssigt går rundt til stamgæsterne og giver kindkys, som det hører sig til på disse kanter.

Meme, 37, der har sin faste barstol ved hjørnet af baren, får også sin andel af kindkyssene. Han er ren disoneser, som han siger. Og han er en ægte alkoholiker med blanke og fugtige øjne. Det har han været i 23 år, siden han var 14.
"Det startede faktisk her i Au Tonneau. Vi var unge, og i starten troede jeg, at jeg kunne styre det," siger Meme.
Det var en vild tid. Han fik næsten hele sin overkrop tatoveret, og det fortryder han i dag. Omend han gerne viser de grønne brændemærker i sin hud frem efter forespørgsel. Men alkoholforbruget greb om sig. Selv da han mødte sin kone - og som 21-årig fik sønnen Laurent og tre år senere datteren Valerie - fortsatte han med at drikke mere og mere. For ti år siden skred konen med en anden mand.
"Hun ville have, at børnene skulle have en ordentlig far," fortæller Meme. "Men jeg kunne bare ikke stoppe."
I dag er Meme invalidepensionist, fordi hans mave er ødelagt indeni. I gennemsnit drikker han 20 øl og en halv flaske sprut om dagen. Det starter derhjemme om morgenen, og så tager han her til caféen, der åbner tidligt - klokken otte.
Meme ser slet ikke sin 13-årige datter Valerie. Hun vil ikke se ham. Men han ser sin søn Laurent, 16, en gang om ugen - typisk om søndagen.
"Så kommer han forbi en time eller to. Det er nok. Både for ham og mig. Han kan ikke snuppe mit drikkeri. Han afskyr det. Han rører ikke selv en dråbe, og han ryger ikke. Men efter to timer må jeg have noget mere, og så går han."
På sin højre hånd har Meme fået tatoveret navnet Laurent. Det er den eneste tatovering, han ikke fortryder.
"Og Laurent elsker mig. Det er helt sikkert. Lige som jeg elsker min far," siger han.
Meme begynder pludselig at græde som pisket. Hans far døde for en måned siden.
Meme græder og græder. Med rystende hænder får han revet en pakke papirlommetørklæder op. Han tørrer kinderne, men tårerne fortsætter med at strømme ned, og intet tyder på, at det vil stoppe...
Næste dag er Meme her slet ikke. Men det er Toni. Alene. Uden Huberte. Hun har ikke sovet hos ham i nat, som hun plejer.
"Hun gik ud herfra i aftes. Det var bare for et øjeblik, sagde hun. Men hun kom ikke tilbage. Hun er heller ikke hjemme os sig selv. Hun er væk, forsvundet," siger Toni og tager endnu en slurk øl.
Han ser trist ud. Det er kommet som en bombe for ham. Og det skal blive værre. Det bliver ikke sjovt.

*Hvad er der sket med Huberte? Kommer Veronique tilbage til caféen? Hvilken vej vil det gå for Thierry? Hvad er det, Isabelle og Marc mener, der er gået galt i Dison? Vil Nicole lukke op for fremmede i privaten? Holder Meme op med at græde? Alt dette og meget mere i næste afsnit, 'Belgitude' som bringes i næste uge

Taberliv i det åbne Europa (I)
Dison ligger nede under motorvejen fra Bruxelles til Tyskland og ud i det forenede Europa, hvor mulighederne er mange for de ressourcestærke og dem med fart på. Men for de fleste mennesker i det socialt belastede Dison er det umuligt at springe op på motorvejsbroen og ind i fremtiden. De er forlængst tabt, glemt og lever en trøstesløs tilværelse i det fattige Wallonien - i EU-hardcorelandet Belgiens baghave.

Et dokudrama i tre afsnit

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu