Læsetid: 2 min.

Ebbesens kapricer

13. januar 2000

Billedhuggeren Torben Ebbesen er ikke for fastholdere. Hverken i værkets form eller i de betydninger, det genererer. Og det er godt!

Udstilling
På Torben Ebbesens (f. 1945) nye udstilling ser vi ind i en forunderlig verden, hvor tyngdeloven er ophævet, hvor billeder diffunderer ud af rammen, hvor flydende bliver fast, og overflade og dybde spændes op imod hinanden. Farverne er stadig overvejende ferske, idet Ebbesen som en anden Beuys i høj grad lader materialerne indgå uforarbejdede, og derved opnås en slags rå og gul-brunlig svovl- og spånplade-æstetik, ligesom hans anvendelse af metalrammer, glas og silikone henviser stofligt til noget i omegnen af en håndværkers værksted.
Men Ebbesen er også åndværkeren, der har problemer med virkeligheden, titlen på flere af hans tegninger. Han filosoferer ideligt gennem sine værker og giver sine tanker fysisk mæle, hvorved han fremkalder associationer og undren hos betragteren. Verdener både støder sammen og føres sammen, og vores orientering forskydes. Som det sker i den lille skulptur Under Sneen, hvor et stativ bærer en lille afstøbning af en af disse her kitschede pigedukker, vi kender så godt fra børneværelserne. Hun har fletninger, er støbt i aluminium, og hun dukker op over og under et lag af silikone, drysset over med hvide porcelænsstykker. Sukker, marengs, sne? Hun er der i en tredobbelt repræsentation. Som en afstøbning af en prototype på en dukke, der igen gestalter et barn. Det er et eventyr, der handler om forsvinden og opdukken, om som subjekt at blive opsuget af et objekt. Om forvandling. Det er også en Snehvidefigur, der befinder sig under sneens skærmende tæppe.

Det store i det små
Motiverne kan handle om det uendelige, som det svimlende hav af punkter i en masonitplade, der giver associationer til kosmos med et uendeligt planet- og stjernehav. Det store i det små, det små i det store.
Og så bearbejder Ebbesen frækt - som Jorn med sine modifikationer - de danske Flora Danica ark. Med streger og klatter lader han dem genopstå som problematiserede virkelighedsfremstillinger. Rå og grimme, men dermed mere virkelige, indskriver de sig i verden på ny. De er relikvier, rester af en flora, der generøst bød sig til i grøftekanterne for nogle generationer siden. Nu er de approprierede kunstværker i galleriets hvide kube.
Ebbesens billeder er så tilpas objektagtige, at de nærmer sig vægskulpturer, mens hans skulpturer er billeder, fortællinger, der pejler og spejler en uhyre sammensat verden, hvor værdier er brudt sammen, og virkeligheden synes at være ét stort brud.
Ebbesens kunstneriske udgangspunkt var Ny Abstraktion, som han brød med i 1986 for at gå nye veje. Hans værker ligger i feltet mellem Thomas Bangs komplekse skulpturelle fortællinger og Ole Broagers surrelle værk-verden. Denne gang er Ebbesen dog gået ned i skala, til galleriformat. Det klæ'r ham nu bedst, som den macho-kunstner og håndværker han også er, at arbejde large scale. Uden nogen grænser for vækst.

*Torben Ebbesen: Nye arbejder. Gelleri Weinberger, Valkendorfsgade 13, Kbh. Ti.-fr. 11-18. Lø. 11-14. Til 12. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her