Læsetid: 4 min.

Elvis får en på skrinet

8. januar 2000

Elvis Presleys 65 års dag fejres med et overflødigt bokssæt på 30 plader, men også med et fornemt kommenteret værk om hans liv, dag for dag, fra fattigdommen i Tupelo til den ensomme og dræbende rigdom på Graceland

Ny cd og bog
Den ligner et relikvieskrin, som den står der, kassen, i bordeauxfarvet fløj, 13,5 cm. høj, 15 cm. bred og 32,5 cm. lang med et ikonlignende billede af den evigtunge 1956-version af Elvis i relieftryk på låget. The Collection er den prunkløse, men alligevel prangende titel på dette tilsyneladende ultimative cd-bokssæt med Elvis Presley.
Tilsyneladende. For selv om skrinet rummer hele 29 cd'er og en såkaldt previously unreleased interview disk er det langt fra nogen helligdom - at høre et Elvis-interview er f.eks. nogenlunde lige så interessant som at lytte til Bjarne Riis. Snarere er bokssættet helligbrøde mod den tradition, danskeren Ernst Mikael Jørgensen og Roger Semon har oparbejdet siden først i 90'erne.
Den går, kort fortalt, ud på at genopdage Elvis Presley i den digitale tidsalder og tage diskografisk revanche for den skamløse lemfældighed, Presleys pladeselskab indtil da havde udsat ham og hans musikalske eftermæle for.

Lort og lagkage
The Collection udsendtes i USA allerede i august, men kom først hertil lige før jul, og ligner i anslaget en millennium-udgivelse, der vil sige spar to. Nogen burde i stedet have meldt pas. Alle pladerne, som dog er de nye udvidede remasterede udgaver, fås i forvejen i almindelig handel. Ydermere virker det som om boksen er blevet fyldt på må og få af yngste lagermedarbejder efter tilfældighedsprincippet - debutalbummet er der, men ikke efterfølgeren og så videre. Lort blander sig med lagkage, guld med simili.
Havde man så endda, nu, da låget alligevel var af, samlet alle hans udgivelser, så havde boksen da haft dokumentarisk værdi, selv om jeg nu ikke vil anbefale nogen at gennemlytte alle Elvis' udgivelser.
Stor spændvidde er nemlig ikke altid lige spændende - går man ind under 'Elvis Presley' i e-butikken amazon.com siger computerprogrammet, at personer, der køber ham, også køber plader med The Beatles, The Rolling Stones, Frank Sinatra, Santana og Andrea Bocelli!

Snoldet udstyr
Selv om det ikke lige er vores bord eller bekymring, kan man undre sig over udgivelsens kommercielle aspekt. Elvis-kompletister vil f.eks. afvise The Collection, bl.a. fordi sættet end ikke rummer en booklet, men kun en plakat for - ironisk nok - det smukke, annoterede 3cd-sæt Artist of The Century, der kom for et halvt år siden som en tilfredstillende light-udgave af de store karrieresamlende bokssæt tidligere i 90'erne.
Alt i alt et snoldet udstyr til den pris - jeg har set The Collection udstillet til kr. 2.800! Det er altså ikke kun Elvis, der får en på skrinet ...
Medens The Collection altså er et skræmmende eksempel på, at Elvis-industrien stadig kan gå i uhæmmet selvsving, markerer
Ernst Jorgensen, som han hedder over there, Kongens 65 års fødselsdag i dag med et værk, Elvis Day By Day, der kalder sig selv The Definitive Record Of His Life And Music.
Sammen med Elvis-krønikeskriveren Peter Guralnick har han fået adgang til de private Presley-arkiver i Graceland. Alt fra selvangivelser og postkort til bil- og medicinregninger.

Elvis-ekstravaganza
På sæt og vis kan bogen selvfølgelig læses som et ekstravagant opgaveløsningshæfte til en Elvis Presley Trivial Pursuit for viderekomne, og man kan sagtens diskutere, hvor vigtigt det er at vide, hvornår Elvis skænkede Memphis Zoo en kænguru, foræret til ham af australske fans, ligesom det vel også lader sig gøre at komme igennem livet uden de eksakter datoer på hans influenza i 1958 for slet ikke at tale om hans amokindkøb af landrovere og fuldblodsheste i 1960, men i sammenhængen tegner de et fint billede af en person og hans stadig mere uvirkelige virkelighed. Og der er et væld af sigende anekdoter og skarpe iagttagelser i omtalen af koncerter og film- og pladesessions.
Elvis Day By Day er meget mere end en kommenteret kalender, holdt i et koncist, men aldrig kedeligt sprog og garneret med et væld af skæve, skægge og tankevækkende billeder fra et USA, som ikke er mere.
På den led bliver denne Elvis-udgivelse i sig selv både luksusindbundet americana og et stykke fængslende kulturhistorie om et menneske, der satte sig for at kommunikere sin livsappetit ud til en verden, som han endte med at blive afsondret fra.

*Elvis Presley: The Collection. 30cd-sæt. RCA/BMG

*Ernst Jorgensen & Peter Guralnick: Elvis Day By Day. Ballantine Books, N.Y.C. Fås bl.a. i eksport fra Arnold Busck

Fakta - Elvis for samlere
Nu får den samler-orienterede Elvis-fan 'sit' eget pladeselskab, Follow That Dream Records (FTD). Selskabet skal, under supervision af Ernst M. Jørgensen og Roger Semon, rendyrke og kvalitetssikre udgivelsen af historiske, sjældne Elvis-optagelser ligesom det skal være med til at dæmme op for den stadig syndflod af piratplader. De første udgivelser på FTD er Burbank 68 med materiale, som ikke kom med i tv-comebackshowet, Out In Hollywood med 22 outtakes fra filmlydsporene (som ofte i sig selv lød som outtakes), samt den netop udsendte In A Private Moment med private optagelser fra Tyskland m.m. tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu