Læsetid: 4 min.

Færøernes fyrtårn

14. januar 2000

Ejgil Søholms glade julebog rummer meget mere end 'Mig og Heinesen'

Ny bog
Det går ikke stille af, når man i disse dage i Tórshavn skal fejre William Heinesens 100-års dag. I aften foranstaltes i Kommuneskolens aula oplæsning, koncert og præsentationer af hele tre nye bøger. I morgen, på selve dagen, afslører hans barnebarn et monument på højen syd for Plantagen; i Nordens Hus åbnes udstillingen "Hjemme på Jorden", skabt i et fagligt samarbejde mellem Færøernes Landsbibliotek og Det Kongelige Bibliotek, og om aftenen bliver der premiere på en musikdramatisk forestilling over Moder Syvstjerne. Ligeledes lørdag udgiver sangerinden Annika Hoydal endvidere sin nye cd, Stjerner mine venner, med egen musik til Heinesens poesi.
Gyldendal tog forskud på festlighederne ved som sin julebog at udsende Godheds ubændige vælde. En lille bog om William Heinesen, Færøernes store danske digter af Ejgil Søholm, et rigt illustreret, omhyggeligt gennemarbejdet, velfortalt og særdeles oplysende værk, der kommer i handelen i dag.

Fra alment til privat
Søholm, der kender forfatterskabet som udstillingsarrangør, kritiker, brevskriver og interviewer, har komponeret bogen i tre satser, der fra det almene og kendte via det personlige, knap så kendte, bringer os helt ind i det private, dog uden at dette bliver intimt.
Den første og længste del er viet en kronologisk gennemgang af liv og værk, begyndende med slægt og familie, fortsat med forfatterens tumultuariske ungdomsår som handelsskoleelev, journalist og drikkende digterspire i kredsene omkring Klingen og Otto Gelsted, og kulminerende med årene som (ikke altid lige) arbejdsom forfatter i Tórshavn. Nyt i forhold til tidligere værker om William Heinesen er her et godt dokumenteret afsnit om hans engagement i den færøske selvstændighedssag, senere i folkelig modstand mod NATO-anlæg på øerne og tilslutningen til det dengang så uskyldigt klingende EEC, senere betegnet EF, en forløber for den snarligt kommende krigsmagt EU.
I bogens anden del udnytter Søholm behændigt sit båndlager: brede samtaler med forfatteren, interviews, der heldigvis blev til, mens mindet var frisk og fortælleglæden usvækket.
I lange sekvenser får den 80-årige lov til at plapre frit, om Gelsted og Sophus Claussen, om vennen og kampfællen Hans Kirk, men også om færøske digterkolleger såsom især H.J.O. Djurhuus og prosaisten Hedin Brú, hvem Heinesen 'gavmildt' tildeler æren for, at romanen Noatun kom til at slutte med, at nybyggerne får et fyrtårn, der indbringer 1.000 kr. årligt i løn til fyrpasseren - ganske selvbevidst, må man nok sige, i betragtning af, af romanen ifølge Heinesen selv oprindelig skulle være skrevet af de to kolleger i fællesskab!
Et langt stræk er naturligt nok helliget fætteren og barndomsvennen Jørgen-Frantz Jacobsen, hvis tætte brevveksling med William Heinesen endnu kun delvis er udnyttet af forskningen; her aflives endnu en gang en myte, for det er stadig ikke korrekt, at Barbara blev færdiggjort af Heinesen efter vennens alt for tidlige død.

Brevenes kleinkunst
Selv blev William Heinesen gammel, rigtig gammel endda, men selv om han næsten holdt op med at skrive bøger eller der i det mindste blev længere mellem dem, så holdt han langtfra op med at skrive breve, ja, brevene fra 1980'erne udgør små dejlige kunstværker i sig selv, omhyggeligt kalligraferede, nydeligt dekorerede, ofte forsynede med egenhændige papirklip af den slags, han i sin høje alderdom rendyrkede til en helt egen, intim og dog klassisk kleinkunstnerisk perfektion.
I tredje del af bogen bliver den personligt prægede tilgang en styrke; man kommer via citater fra privat korrespondance tæt på et venligt, omsorgsfuldt, rigt og receptivt menneske og tænker egentlig ikke så meget over, at brevene i grunden drejer sig om såre 'banale' ting såsom diverse data omkring forfatterskabet, korrektur på fortællinger i Laterna Magica, samt alderdommens gebrækkeligheder - selv dagbogen fra en langvarig hospitalsindlæggelse forvandles til poesi og høj, helsebringende humor.
Indirekte har Søholms arbejde her fat i noget centralt: William Heinesens formidable evne til at gøre det mindste stort, se det globale i det lokale, det guddommelige i det menneskelige, det himmelske lys midt i det jordiskes undertiden tilsyneladende uigennemtrængelige mørke.

Livsglædens ret
Titlen Godheds ubændige vælde er hentet fra et Heinesen-digt i samlingen Panorama med regnbue (1961) og peger på motivet: lysets mulige magt over mørket, livsglædens ret på jorden. Det bliver desværre så let til almindeligheder, og på dette punkt, hvor det gælder om at nuancere og præcisere Heinesens holdning og livssyn, slår Ejgil Søholms fremgangsmåde næppe til. Han, hvis yndlingsord 'finurlig' også overanvendes i dette værk, har om forfatterskabets overordnede tematikker kun banaliteter at sige, og så såre han nærmer sig noget, der blot ligner dybereliggende spændinger, for slet ikke at tale om produktive indre konflikter, så bøjer han af.
Dette kan kaldes forståeligt, for så vidt som hensigten netop har været at mindes og hylde og festligholde; men Søholm burde da muligvis have afstået fra dét korte afsnit "I stedet for en sammenfatning," hvor han ikke bestiller andet end just at sammenfatte og kun får ymtet, at Heinesens forfatterskab har det gamle Tórshavn som stof, bæres af en dybt humanistisk holdning og altid holdes oppe af "sproget, stilen, humoren". Det er så sandt, som det er sagt, men det er, beklageligvis, også temmelig tyndt.
Nej, Godheds ubændige vælde har sin værdi som billedbugner og som en skatkiste af gode litteratur-historier. Som sådan er den med til at gøre dagen festlig og året til jubelår.

*Ejgil Søholm: Godheds ubændige vælde. En lille bog om William Heinesen, Færøernes store danske digter. 176 s. Illustreret. 248 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her