Læsetid: 2 min.

Falsk fax skabte Kohl-kaos

24. januar 2000

CDU gik i aftes til et nyt krisemøde. Et kasseeftersyn viser, at partiet med Kohl som formand fik mindst 42 millioner kr. i ulovlig støtte

BERLIN - Sent i aftes sad ledelsen af det tyske konservative parti (CDU) i et krisemøde. Vigtigste punkt på dagsordenen var den rapport, som eksterne revisorer har udarbejdet om de sorte penge i partiet.
Af rapporten fremgår det, at CDU under Helmut Kohls ledelse uretmæssigt fik tilført ca. 42 millioner kr. Hvor pengene stammer fra, er uvist. Resultatet af kasseeftersynet kan betyde, at CDU skal betale 120 millioner kr. tilbage til staten som straf for den ulovlige partistøtte.
Rapporten er ufuldstændig, for Kohl har med sin tavshed om de økonomiske bagmænd gjort en tilbundsgående undersøgelse umulig. Heller ikke de op mod 115 millioner kr., der i forrige uge dukkede op i CDU-afdelingen i Hessen, indgår i rapporten.
Ved redaktionens slutning var krisemødet endnu ikke slut, men det anses for udelukket, at partiet lægger sag an mod Kohl.
"Jeg har affundet mig med, at Kohl ikke vil sige navnene, men at vi alligevel får sandheden frem, sådan som det er sket i Hessen," sagde generalsekretær Angela Merkel.
Hun mente, at en retssag er for stor en belastning for partiets medlemmer, der har stor respekt for Kohl. I stedet vil partiet forsøge at lægge pres på hans hjælpere.

Falsk fax
Få timer før krisemødet i CDU forlød det, at Helmut Kohl alligevel var villig til at afsløre sine økonomiske bagmænd. I en fax til de tyske nyhedsbureauer hed det:
"For at afbøde skaderne for CDU har jeg besluttet at fortælle navnene på de personer, der finansielt har støttet mit arbejde," meddelte Kohl og angav sine betingelser: Han ville kun skrifte for et udvalg af prominente mænd, bl.a. forbundspræsident Johannes Rau, der ikke måtte videregive navnene til offentligheden.
Fax'en udløste hektisk aktivitet og blev hilst velkommen fra flere sider, bl.a. af Merkel. Men fax'en var falsk, Kohl kaldte den for en misinformationskampagne".
Hvem der har skrevet meddelelsen, eller hvad formålet var med den, er ikke opklaret. Den kunne spores til en faxmaskine, der står hos CDU på Bonns rådhus.

Side 5: CDU-frygt for splittelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her