Læsetid: 3 min.

En far tager hævn

28. januar 2000

Steven Soderberghs 'Englænderen' er et skævt gangsterdrama i ånden fra både Elmore Leonard og 70'ernes britiske klassikere

Ny film
Man må lade den amerikanske instruktør Steven Soderbergh, at han formår at finde på noget nyt, hver gang han kommer med en film. Otte meget forskellige film er det blevet til siden den guldpalme-vindende debut i 1989 med Sex, løgn og video, med hvilken Soderbergh egenhændigt satte den amerikanske independentfilm på landkortet.
Soderberghs forrige film var den forrygende Elmore Leonard-filmatisering Out of Sight, der også bragte ham længere ind i den amerikanske mainstream, end han har været før. Og nu er han biografaktuel med den aparte gangsterthriller Englænderen, der lader den engelske filmveteran Terence Stamp spille op mod bl.a. amerikanske Peter Fonda.
Katten efter musen
Stamp spiller den nys løsladte, midaldrende vaneforbryder, Wilson, som ankommer til Los Angeles fra London for at finde ud af, hvordan hans datter Jenny er kommet af dage. Den officielle forklaring lyder på et selvforskyldt biluheld i bakkerne over Hollywood, men det tror Wilson ikke på, og sammen med en af Jennys venner, Ed (Luiz Guzman), opsøger han datterens kæreste, den lidt tvivlsomme pladeproducent Valentine (Peter Fonda), overbevist om hans andel i Jennys død.
Det bliver et ikke fredeligt møde, og inden længe er Valentine og hans kumpaner involveret i en legen katten efter musen med en meget beslutsom og frygtløs Wilson, der tager sine egne, uortodokse og uamerikanske metoder i brug for at få skovlen under sine modstandere.

Utraditionelt
Steven Soderbergh ynder at lege med filmmediets indre og ydre formalia og publikums forventninger, hvilket forlener hans film med et dynamisk, originalt udtryk.
Ikke mindst hans udflugter til genrefilmens stringent opbyggede univers har givet ham rig mulighed for at vende op og ned på konventioner og klicheer - også fordi han ofte lader tilfældet råde.
I tone og stil minder Englænderen meget om de klassiske engelske, usentimentale gangsterfilm fra 70'erne, ikke mindst The Long Good Friday og Gør Carter kold, tilsat en spids cool Leonard-attitude. Og selvom vi har en idé om, at Wilson nok skal klare den - det dikterer traditionen trods alt - så er det ikke altid lige klart, hvornår og hvorledes. Desuden benytter instruktøren sig af en cirkulær fortællestruktur og springer både frem og tilbage i tiden - gamle filmklip fra Ken Loachs debutfilm, Poor Cow, gør det elegant ud for billeder fra Wilsons ungdom - hvilket bøjer filmens realitetsbegreb og forhindrer publikum i at være sikre på, hvor de har handling og hovedperson.

Smerte
Men al det stilistiske halløj til side, så er Englænderen først og fremmest et portræt af en (noget speciel) far, som godt nok ikke har været det store, positive forbillede for sin datter, men som ikke desto mindre elskede hende højt og ikke vil lade hendes mordere dø i synden. Hævnen skal måske kompensere for hvad, han ikke kunne give datteren, da hun var i live.
På overfladen synes Terence Stamps Wilson upåvirket, men han er ligeså stædig som en blodhund på sporet, og da han endelig står ansigt til ansigt med hendes morder - hvis identitet jeg ikke skal afsløre hér - og på sit markerede cockney-engelsk spørger om hvorfor, fornemmer man smerten og vreden lige under det rolige ydre.
Han er blevet hærdet af sit næsten livslange livtag med kriminalitet og fængselsophold, og han tøver ikke med at slå ihjel, men når han tænker på og taler om sin Jenny, føler man varmen og kærligheden i hans stemme.
Veteranen Stamp leverer en afbalanceret og rørende præstation, og bakkes flot op af Peter Fondas vege antagonist, der får lov at fremstå som et, måske lidt amoralsk, menneske interesseret i at leve et fredeligt liv uden alt for store bekymringer.
Englænderen er ikke ligeså stilistisk fuldendt og sprudlende opfindsom en film som Out of Sight, men den organisk fortalte historie rummer rigelige mængder af den samme varme, charme og afslappede, ja, nærmest skødesløse tone, som hører en god Soderbergh film til.
nEnglænderen. Instruktion: Steven Soderbergh. Manus.: Lem Dobbs. Amerikansk (Dagmar, Kbh., Cafébiografen, Odense og Øst for Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her