Læsetid: 11 min.

Farvel Afrika

22. januar 2000

Vi havde nu i to uger sejlet op langs Afrikas sultplagede kyster, og folk var begyndt at få alvorlige problemer med vægten. På agterdækket, hvor vi indtog vores måltider i godt vejr, skete det oftere og oftere, at de hvide plasticstole pludselig gav efter under de spisende og langsomt, som med største modvilje, gled de fire ben ud mod hvert sit verdenshjørne, skriver filminstruktøren Jon Bang Carlsen

Essay
Det var så svært at forlade Afrika, at vi overskred udrejsedatoen i vores visa og endte som "forbudte personer" med en midlertidig opholdstilladelse, der besvarede spørgsmålet om "grund til ophold" med et lakonisk "for at tage afsted". Sådan sker det ind imellem, at bureaukrater bliver ufrivilligt filosofiske. Som prohibited person måtte jeg skrive under på, at jeg var skyldig, uden at forbrydelsen blev konkretiseret, som var det skyggerne fra Golgata, der brød det hårde, afrikanske dagslys og ikke en banal historie om nogle rejsende, som tøvede før hjemrejsen.
Men selv den midlertidige opholdstilladelse udløb, og en dag gik vi ombord på et skib i Durban, der skulle sejle os op langs Østafrikas kyst, gennem det Røde Hav og Suez Kanalen for 22 dage senere at lægge til kaj i Genova i Norditalien.
Allerede på kajen var Afrika forbi. Et hornorkester bestående af gamle, hvide mænd søbede afrejsen ind i en let atonal suppe af velkendte militærmarcher fra de gamle, europæiske slagmarker. Borte var glæden, angsten, spændingen over at leve i en ny nation, som tog sine første vaklende skridt ud i lyset efter årtiers mørke for alle undtagen et lille blegt mindretal. Om bord på The Symphony var vi hvide pludselig ligeså stor en majoritet, som vi var en minoritet i Sydafrika. Mængden af hvidt flæsk på soldækket virkede næsten vulgært, efter vi i Sydafrikas byer havde set flokke af hjemløse, sorte børn, som forsøgte at klare sig i den frie konkurrence med de multinationale firmaer ved at sælge hvad som helst, i de ulykkeligste tilfælde deres egne, små, forslåede kroppe.
Ombord på The Symphony var der ingen, der sultede. Skibets daglige buffet virkede ligeså skræmmende i sin overdådighed som de gravidt udseende mandemaver i køen foran herlighederne. Flæsk i kø foran flæsk. Kannibalisme med hyggepianist. "God is my witness, I will never starve again," råbte Scarlett O'Hara vredt mod himmelen i Borte med Blæsten. Passagererne på dette smukke, italienske skib efterlevede hendes ord ved at sluge måltid efter måltid i småpludrende tavshed, mens skibet sejlede os længere og længere bort fra Afrika.
Vores kahyt var lille specielt for en familie på fire. Da den yngste af sønnerne så den for første gang, udbrød han: "Nu forstår jeg, hvorfor de kalder det townships" med hentydning til navnet på de overbefolkede blikskure, hans kammerater havde levet i tilbage i Sydafrika. Han syntes, det var dejligt, at hans egen familie endelig opnåede samme fysiske nærhed, som hans kammerater i Sydafrikas papkassebyer.
Snart havde vi alle vænnet os til vores nye, minimalistiske hjem med koøjet ud mod havet. Udenfor gled det indiske ocean stille forbi, ligesom dagene.
Selv om vi hverken havde aviser eller fjernsyn om bord, blev krigene hjemme i Europa mere og mere nærværende. En ældre, australsk dame spekulerede højlydt over, om vi mon ankom til Europa før starten på Den Tredje Verdenskrig. "Last time I visited, they were fighting the second!" - "Rubbish," afbrød en gammel mand hende "they cannot afford a war".
Kvinden fra Australien svarede med et missils træfsikkerhed: "People go to war when they are broke, war makes money". Fra et fjernt hjørne af skibets salon blandede en svageligt udseende kvinde sig pludselig i samtalen. "In school my children was taught that war is nature's way of pruning, but I don't want to hire that band of gardener who only removes the fresh young buds and leaves the withered old stuff behind. That is what war does, kills off the young and itleaves us with the old ones".
Så blev endnu et måltid annonceret over skibets højttaleranlæg og samtalen tonede hurtigt over i målbevidste skridt ned af skibets gange mod spisesalen.
Der var noget fortryllende iscenesat ved at sejle over det Indiske Ocean med sangen fra Titanic i skibets højttalere på vej mod et Europa, som altid er i brand, som var alle indbyggerne i virkeligheden brandmænd for hvem, tanken om et liv uden flammer var uudholdelig, uniformerede pyromaner, hvis brandslanger sprøjtede benzin i stedet for vand på bålet.

Min frue vågnede ofte op midt om natten og bad mig om at checke, om alt var normalt, fordi hun syntes, skibet lavede foruroligende lyde. Jeg stod altid op og gik rundt på må og få i de lange, tomme gange mellem kabinerne. Der var fuldt af underlige lyde. Det var, som om alle skibets kvinder lå og rullede i deres køjer iklædt et flor af raslende juveler, mens mændenes nosser rullede frem og tilbage i deres forkalkede punge for foden af de katedrallignende maver.
Og så var der de korte, metalliske smæld, som ikke kunne være andet end passagerernes plomber, der hoppede ud af deres sovende munde og landede på dørken. Og de dybe basstød, som måske var lyden af skibets dieselmotor, der bankede os tættere og tættere på Europa, men også kunne være en gammel mand, som i desperation over livets korthed, bankede hovedet mod kahytsdøren igen og igen . At bede mig checke, om alt var normalt, var en dårlig ide. Normalitet er et ukendt område for mig. Et rum bag en dør, jeg aldrig åbner, fordi jeg er sikker på, at døren blot er malet på væggen for at narre de enfoldige.
Det Indiske Ocean vuggede os hjem mod Europa. Jeg stod på dækket mellem hårdtarbejdende sømænd fra Thailand, mens natten gulnede i det ene hjørne. De spulede dæk og gjorde rent efter de gamle, hvide mænd og kvinder, som rullede frem og tilbage i deres egen overflod i skibets trange køjer. Så vidt jeg kunne bedømme, var alt normalt eller var det?
Var det normalt med al dette skvulpende, hvide flæsk, eller burde jeg styrte ned og flå familien ud af deres søde søvn og anbringe dem i en af de pompøse redningsbåde, som hang og dinglede langs siderne af The Symphony? Var de overvægtiges nagende sult et symptom på en kulturel ubalance, som før eller senere ville få vores smukke skib til at kæntre?
Når jeg omsider vendte tilbage til den stadig mørke kahyt, sov fruen altid sødeligt med et udtryk i hovedet, som var denne verden den tryggeste af alle verdener. Efter at have sendt mig ud i skibets gange på en trøstesløs vandring i normalitetens udjokkede fodspor, glemte hun alt om sære lyde.

S

elv var jeg oftest tabt for søvnen og satte mig i stedet op på dækket og ventede utålmodigt på, at solen skulle stå op. Ude på nattehavet førte et hvidt sejl sin båd afsted mod en ukendt havn. Der lå en kat på dækket. I det samme spredte lyset fra den opgående sol sig over havet, og katten strakte sig og blev uendelig lang, præcis som denne tur hjem mod Europa var begyndt at føles.
The Symphony sejlede stødt ned langs Afrikas østkyst. I dagevis så vi ingen andre skibe end vores eget, der var bygget samme år, jeg selv blev født. Som jeg selv var skibet heller ikke prangende, men det havde smukke detaljer, som rælingens bløde kurver mod havet og den sicilianske køkkenchef, der lignede forretten til en mafiafilm, som tøffelheltene fra Hollywood aldrig ville turde lave. Alle deres medieopblæste stjerner ville falme ubehjælpeligt ved siden af The Symphony's køkkenchef, der aften efter aften tonede faretruende, men tavs midt iblandt sine fortravlede tjenere.
"Mine damer og herrer, vi passerer nu Mogadisho," lød det en en aften høfligt over højttalerne. Alt vi så, var et par lys, som nedfaldne nødblus i mørket . Ellers intet.
"Take a good look at my knees, you won't see them for days," sagde en ældre englænder en dag insisterende til to damer ved et kaffebord. Det var det første tegn på, at denne uendelige rejse hen over et oftest blikstille Indisk Ocean var ved at nærme sig sin afslutning.
Flere dage før, de arabiske kyster blev synlige i soldisen over det skrigende blå hav, docerede tourguiden indtrængende om nødvendigheden af at gemme knæ og skuldre bort under det kommende besøg i Ægypten. "Take a close look for you're going to miss them," fortsatte den rynkede englænder, som lignede en spejder, der var faldet i et eddikebad. Der var noget uendeligt rørende over hans ældede barneansigt og hans små, runde knogleknæ, som damerne helt sikkert ville savne.

En dag gik mit videokamera i stykker. Det sidste, det så, var dets egen spejling i en vandpyt lige før, det væltede og druknede i sit egen spejlbillede. En passende død for en uhelbredelig voyeur, at miste livet i det øjeblik, han bliver sit eget motiv.
Efter at have gemt mig bag videokameraet i halvandet år måtte jeg pludselig møde verden med åbent ansigt uden det lille medieskjold, som jeg var blevet så vant til at skyde mellem mig selv og det uden for mig selv.
Nu flakkede jeg rundt på skibet og følte mig underligt nøgen. Hver gang verden blev til et billede, havde jeg ikke min digitale støvsuger parat til at suge det ind i den evige reproduktions rige. Pludselig måtte jeg acceptere, at verden præcis som mit eget liv bestod af øjeblikke, der hele tiden gled bag mig for at fortabes for altid. Som havet gled ned langs skibets sider i en bevægelse, som syntes evig.
Jeg opdagede til min skræk, at jeg fuldstændig havde glemt at være tilstede i øjeblikket, når det foldede sig ud. Jeg var så vant til at kunne tilbagespole øjeblikkene i mit videokamera for at se dem igen og igen, at det faktum, at allerede oplevede øjeblikke pludselig ikke længere kunne tilbagekaldes, fyldte mig med stor angst.
Men heldigvis var jeg ikke alene om denne infantile angst for tidens gang, for på dette skib fotograferede alle alt, for at det ikke skulle forsvinde. Vi passagerer så helst på verden gennem små, ledningsbefængte plasticklumper med kyklopøje, som bare gloede og gloede og gloede uden nogensinde at reagere på det registrerede. Det var lykkedes os at gøre vores liv til en lang tv-udsendelse, som vi så på, men ikke deltog i, og det gav os en følelse af usårlighed. Os kan tiden ikke skade, for vi er kun tilskuere, det er kun dem, der lever, der risikerer livet, selv er vi i sikkerhed bag vores små japanske reproduktionskasser.
Der var specielt et ægtepar, som havde hvert deres avancerede videokamera, der fascinerede mig. Hver gang, de besluttede, at verden hævede sig ud af ligegyldigheden, stod de side om side og videofilmede det samme motiv. Måske følte de, at de hver især behøvede bevis på det de så, måske mistroede de hinandens øjne. Måske havde det en seksuel dimension at stå side om side og stikke sin gennemkalibrerede mediebrod i livet.
Uden mit kamera ærgrede det mig, når verden bød sig velvilligt til. Der var et element af spild i, at livet bare skete uden, at det blev indfanget til senere brug. Jeg prøvede at kompensere med mit stillbilledkamera, men suset var ikke det samme. Manglen på bevægelser var en indrømmelse af,at øjeblikket var forbi - at endnu et trin under mig på himmelstigen var blevet ædt op af livet.
Når solen opførte sine flotte solnedgange i Det Indiske Ocean, var dækket fuldt af midaldrende ægtepar med videokameraer. Alle filmede vi solnedgangen, aften efter aften. Mens vi udførte ritualet var vores ansigter fulde af alvor, som var det vores egne ansigter, vi så synke i havet.
Med tiden blev alt på dette skib til ritualer. Igen og igen indtog de 246 passagerer og 312 besætningsmedlemmer de samme positurer, som blev til overdådige skulpturer i kød. Og kød var som tidligere nævnt ikke en mangelvare blandt den hvide middelklasse. Overalt på skibets dæk fandt man i de hede timer efter frokosten den samme skulptur, den sovende mand side om side med den læsende kone. Titlerne på bøgerne var forskellige, men positionerne var ens - manden har sluppet snoren i verden, hun kikker den nysgerrigt over skulderen. Er kvinder klogere end mænd?
Eller ser mænd sig bare hurtigere mæt på verden?
Vi havde nu i to uger sejlet op langs Afrikas sultplagede kyster, og folk var begyndt at få alvorlige problemer med vægten. På agterdækket, hvor vi indtog vores måltider i godt vejr, skete det oftere og oftere, at de hvide plasticstole pludselig gav efter under de spisende og langsomt, som med største modvilje, gled de fire ben ud mod hvert sit verdenshjørne.
Ansigterne så chokeret bordkanten stige dem over hovedet, men ingen grinede.
Det er et fælles mareridt, som oftere og oftere indtræffer for os rejsende, at verden giver efter under os.
Ved solnedgang sejlede vi ind i Det Røde Hav. Og den lavt hængende sol gjorde pligtskyldigt verden så rød, at ingen for en gang skyld var i tvivl om, hvor de befandt sig.

Efter otte måneders konstant solskin oplevede vi igen regnen. De forræderiske, hvide plasticstole på dækket stod tomme og den ellers så fjerne horisont dansede nu kinddans med skibet.
Blidt dansede de gamle kærester os mod Genova og togskinnerne mod nord.
Da jeg for første gang i næsten to år står på Rådhuspladsen i København, skinner solen, som var det en by i Afrika. Pladsen er fuld af liv. En gammel mand sidder på en bænk og spiser sin frokost. Han ser med stigende aggression på en gruppe glade, italienske turister, der taler ivrigt sammen på deres eget sprog. Pludselig rejser den gamle mand sig og råber i et vildt raseri: Kan man så få madro!
Pludselig går det op for mig, at det, der larmer så uudholdeligt i hans gamle ører, først og fremmest er uforståeligheden. Mistanken om, at ens eget sprog kunne ende med at blive et ufrivilligt isolationsfængsel. At ingen, når den tid kom, ville være i stand til at forstå det lille citat på ens gravsten, som så smukt udråber konklusionen på et langt livs erfaringer:
"Gud er kærlighed".

© Jon Bang Carlsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her