Læsetid: 5 min.

Fascinerende kaos

8. januar 2000

Uropførelsen af Nørgårds sjette symfoni i et program der lykkedes

Koncert
Alene på den måde soloklarinetist Niels Thomsen stod foran orkesteret i Carl Nielsens klarinetkoncert kunne man aflæse det, der viste sig som det mest påfaldende tema for årtusindets første torsdagskoncert: Tyngde, dybde, jeg havde nær sagt rod-chakra eller det, der er længere nede, hvis der er noget længere nede.
Det var en god dag for de dybe blæsere, ikke kun under hovedbegivenheden, uropførelsen af Nørgårds sjette, for også Sibelius' Tapiola og Nielsens klarinetkoncert er sådant orkestrerede, omend noget mindre radikalt. I sidstnævnte optræder slet ingen lyse blæsere, kun horn og fagotter - nå jo, en klarinet, forresten. I de to andre, og mest hos Nørgård, er blæserbasverdenen kraftigt udvidet. En odyssé i varieret klangarbejde i musikkens nederste (mange) lag. Tak i den forbindelse, Radiosymfoniorkester - og dirigenter! (Det var Thomas Dausgaard og Kaare Hansen, der delte koncerten imellem sig.)
Selvom Nørgårds nye symfoni naturligt havde den altoverskyggende hovedrolle var der allerede på grund af de parallelle egenskaber ved orkesterbesætningerne noget på færde, også imellem de tre spillede værker, deres
uoverhørbare forskelle og ulige nyhedsværdier til trods. Mellem visse akkorder i Tapiola, f.eks., trukket ud til brede, glatte flader - eller flossede flader nogle gange, fordi fagotterne rasler når de kommer derned - og de lange dybe strækøvelser, som man blev udsat for i andensatsen af Nørgårds sjette. Men før det kom så vidt skulle der jo varmes op:

Optakter i det nordiske
Tapiola er overvejende bredt formuleret i langstrakte drag. Den måde de dybe blæsere i værkets begyndelse sniger sig ind i melodiens ansatstoner på, synes så finsk som ordet Sibelius udtalt på den rigtige måde. Men blandt de mange vidunderlige påfund i værket, er der også en vrimmel af letheder, som flyver ind og ud af den vægtige grundtekstur.
Form i musik hænger som regel sammen med gentagelser og kontinuitet - en musikalsk idé får sin berettigelse i forhold til resten ved at blive gentaget, varieret eller fortsat. Det forekom at et yderligere fællestræk mellem Tapiola og Nørgårds sjette kunne bestå i de mange 'enlige svaler', der dukker op imellem de mere konstant udfoldede ideer: Ideer, der tilsyneladende ikke bliver taget op igen, men som bare lige er der, og som i kraft af deres isolation fra omgivelserne peger befriende væk fra værkets rammer.
Klarinetkoncerten blev, måske ikke overraskende, spillet hjemmevant, med det overskud en plastisk levende opførelse fordrer. Som i Niels Thomsens allerførste indsats, hvor han et kort sekund spillede lidt langsommere end orkesteret, hvorefter den umiddelbare henten ind blev formuleret som en musikalsk pointe, der gav fremførelsen et veloplagt igangspark.
Det for sin samtid så 'ultramoderne' og nærmest uforståelige værk (denne receptionshistoriske oplysning fremgår af programhæftet) mistede ikke sin gnist i torsdagens opførelse. Men den tilvoksede fortrolighed og den stedvist romantiske strygerklang markerer alligevel en slags af-radikalisering på godt og måske også ondt.
Ud i det frodige kaos
Hvis orkestret syntes at være hjemme hos sig selv før pausen, kan jeg til gengæld dårligt forestille mig at uropførelsen efter pausen blev fremført med regelmæssig puls i alle årer. Med sygdomsafbud fra Leif Segerstam ret kort tid før koncerten, et kompliceret partitur, høje forventninger fra offentligheden og en milleniumsk højtidelighed omkring begivenheden må det have givet kriller i maven. Men tjuhej da, hatten af.
Det var heldigvis ikke en af de uropførelser hvor man følte sig usikker på om man overhovedet hørte det værk, komponisten havde skrevet - det var det, der klang, simpelt hen for overbevisende til. Lidt af et stunt fra Kaare Hansens side, det må man give ham!
Hvor klarinetkoncerten sluttede, lyst, med sarte strygerflageoletter over klarinettens rolige sluttone, tog At the End of the Day, som Nørgårds nye symfoni hedder, sin begyndelse med en mangelaget, hvirvlende bevægelse deroppefra og ned. Hjemmevant er næppe det rette ord for det lydunivers, der åbnede sig. Faldet havde mere karakter af en udkomponeret nervøsitet, der sætter sig gradvist i dybden. I løbet af den spraglede førstesats førtes man gennem mange lydindtryk, der har slægtninge i tidligere Nørgård værker: Allerede det indledende, kromatisk dominerede fald, som også kom til at præge en stor del af tredje sats, er et fænomen, man har kunnet høre andre gange i andre udgaver. F.eks. i fjerde symfonis og klaverkoncertens start. Og visse aspekter af den udforskning af basverdenen, som den nye symfoni tager op, synes jeg også at kunne genkende, f.eks. fra klaverkoncerten. I denne blev bl.a. klangmulighederne i samspillet mellem orkesteret og klaverets dybe register, spillet meget kraftigt, udnyttet. Klaveret får der en mængde farverige overtoner, så det, selv om det altså spilles meget dybt, faktisk klinger oven over orkesteret. Dette hørte man også i symfonien. Men ligesom resten af symfonien var første sats et voldsomt bombardement af indtryk, som det nok kræver flere gennemlytninger at få styr på - 'enlige svaler' og enorme flokke blandt hinanden.

Ved dagens afslutning
Komponistens egen udlægning af titlen, At the End of the Day, indikerer at symfonien udspringer af en forestilling om et 'åbent værk': Når alt kommer til alt, fortsætter resten efter mørkets frembrud, fordi det alligevel ikke var alt. Sådan ca. tror jeg godt, jeg kan parafrasere hans forklaring. Der er altså en idé om en slags post punctum musik. Både selve symfonien som en 'rest' efter en afslutning (som så ikke var en afslutning), og åbningen mod den musik, der må komme efter symfoniens sidste tone. Der postuleres en slags udveksling mellem værket og verden: Værket 'fortsætter' i en eller anden forstand og breder sig ud over sig selv som ekkoer, der knap kender deres egen kilde - verden går ind i værket, der ikke er en lukket monolit, men en beholder af strittende indfald, der suger modsigelser til sig. Det sidste kom måske mest markant til udtryk i slutningen, der med sin stilfærdige knirken afstod fra enhver opsummering eller konklusion på den voldsomme, rytmisk pågående musik, der gik forud.
Og med den sammenblanding af det kaotiske og mangfoldige, der har været en del af det nørgårdske univers i hvert fald siden fjerde symfoni, og de mange systemer, som også altid er en drivkraft og fascination i hans musik, er der unægtelig tale om en cocktail, der ikke let bliver i glasset. Men bag det uoverskuelige overkill af indfald, som det tager tid at fordøje, lå også en markant fornemmelse af forløb, der måske ved siden af dens fokusering på 'det dybe' er denne symfonis egentlige særkende: Førstesatsens fald og efterfølgende overskylninger af bølge efter bølge, andensatsens træge væv af udvidelser og sammentrækninger og tredjesatsens orgiastiske udfoldelser og de hele tiden opbremsende fald efter fald efter fald.
Jeg tror det er en symfoni, der i kraft af disse relativt (i deres omrids i hvert fald) tydelige processer og den samtidige holden fast i det strittende uregerlige, umiddelbart går lettere ind end den nu snart ti år gamle femte. Foruden denne meget fascinerende uropførelse en på alle måder vellykket koncert.

*Torsdagskoncert 6. januar i Radiohusets Koncertsal: Radiosymfoniorkestret under dirigenterne Thomas Dausgaard og Kaare Hansen. Værker af Sibelius (Tapiola), Nielsen (Klarinetkoncert, solist: Niels Thomsen.), og Nørgård (6. Symfoni, uropførelse)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her