*John Irving amerikansk best seller-forfatter, er på biografrepertoiret med Æblemostreglementet, og meget a propos viser DR 2 den første Irving-film, Verden ifølge Garp fra 1982, der blev en publikumssucces herhjemme. Her har en neddæmpet Robin Williams en af sine bedste roller som den selvironiske forfatter Garp, der udsættes for al landsens ulykker, selv om hans livsbane egentlig former sig ret traditionelt fra college-romance til forstadsægteskab og familiefar-status. Men det er et par næsten surrealistiske birollefigurer, man husker bedst: Glenn Close som Garps puritanske mor, sygeplejerske og succes-forfatterinde til bogen A Sexual Suspect - en frygtindgydende feminist. Og John Lithgow som den robuste sportsmand, der viser sig som kammeratlig transvestit. - Den dygtige George Roy Hill skaber med et let touch en slags helhed ud af Irvings mange spredte barokke ind- og udfald og efterligninger af den traditionelle udviklingshistorie. Abonnerer man ikke på den herhjemme udbredte opfattelse af Irving som Den store amerikanske Forfatter, kan man godt irriteres lidt over vilkårlighederne og mindes kritikeren Pauline Kaels ord: "Begivenhederne i Garps liv giver ikke mening - de giver Lidderadur." Men filmen er - som den mere stilrene og følsomme Æblemostreglementet - god underholdning for voksne.
The World According to Garp/Verden ifølge Garp. DR 2, fredag kl. 19.50-22.00
*Robert Altman fik 1992 et opsigtsvækkende comeback med den overdådige Hollywoodsatire The Player. Her slog Altman en hel fluesværm med ét smæk. Han fortæller en elementært spændende krimihistorie om en smart yngre Hollywood-producent, der trues på livet af en frustreret manuskriptforfatter og på fatal vis tager sagen i egen hånd. En klassisk thriller om selvtægt og skyld. Men indbefattet i portrættet af den hollywoodske succes-dreng på afveje er en overstadigt morsom, hvas og underfundig satire over et filmmiljø, hvor intrigerne gror som giftige klatreroser, og jagten efter succes baserer sig på gårsdagens hits. Tilmed er filmen så spidsfindigt komponeret, at den spejler sig i sig selv og sin egen status som Hollywoodfilm. Det sker f. eks. i den virtuose start, hvor en ca. ni minutter lang uklippet optagelse introducerer de fleste af hovedpersonerne - en åbenbar hilsen til Orson Welles' legendariske indledningssekvens i Politiets blinde øje. Hollywood spejler sig selv i et lukket kredsløb, hvor kun de stærkeste overlever. - En lang række kendte navne - fra Julia Roberts til Malcolm McDowell, fra Burt Reynolds til Jack Lemmon, dukker op i små biroller og bidrager til det autentiske narcissistiske look i en sædeskildring med et skarpt blik for filmbyens grådighed. Men det er Tim Robbins' magtfulde producer, der står i centrum - bedragerisk mild og høflig, afglidende og koldblodig.
The Player. DR 2, søndag kl. 20.50-23.00
*Krzysztof Kieslowski satte sig inden sin alt for tidlige død et mindesmærke med farve-trilogien Blå, Hvid og Rød. Sidstnævnte handler nominelt om broderskab, men kan ikke sådan sættes på formel. Den placerer den skære, barne-sarte Irène Jacobs Valentine som en søgende sjæl overfor Jean-Louis Trintignants dommer, der har trukket sig tilbage i utide i lede over juraens utilstrækkelighed. I stedet aflytter han sine naboer, hvilket kun er egnet til at bekræfte hans sortsyn. Men efter den første kontakts mistro bygges en venskab op af møder, der føles lige så tilfældige som uundgåelige. Og den gamle skeptiker og fatalist ribber Valentine for hendes verdensfjerne høje krav til sig selv. Når han i den grad kan tro på skæbnen, er det fordi han til en vis grad kontrollerer den. På raffineret vis gøres han til den bagvedliggende styrende Gud i handlingsforløbet, en slags stand-in for filmskaberen selv. - Det varsomt spirende venskab mellem dommeren og Valentine er den prisme, hvorigennem historiens nøje planlagte sidetemaer og visuelle ledemotiver stråler i forførende farver (selvfølgelig mest rød). Kieslowskis sidste film blev også en af hans mest overgivent artistiske, en lunefuld leg med handlingstråde, der væves sammen af en mester med suverænt overblik over enhver detalje. Man får, som Vladimir Nabokov udtrykker det i Pale Fire, "en følelse af fantasi-planlagt, rigt rimet liv." Så Rød handler ikke blot om sandhedssøgen, idealisme og livsløgn, men også om hunde (Disney ville have bifaldet), telefonforbindelser, vejr og uvejr, fotografier og lysets brydning bag sorte overflader. Og tilmed dyrkes helt åbenbart Irène Jacobs rene uskyldsudstråling som en ikke særlig sandsynlig moderne fotomodel: hendes ideale fordring til sig selv og omgivelserne tror man derimod på. At samme Irène Jacob (der også medvirkede i Veronicas dobbelte liv) nærmest er forsvundet ud i den filmiske intethed efter Kieslowskis død, siger noget om mesterens hypnotiske evner som personinstruktør. Og gør kun savnet af denne store, legende og dybt alvorlige kunstner endnu mere føleligt.
Trois Couleurs: Rouge/Rød. TV2, søndag kl. 00.40-02.20
*Fred Astaire er den store attraktion i denne musical fra 1942, en af hans mindre kendte, hvilket man dog ikke skal lade sig skræmme af. Den pålidelige engelske guide Time Out er nemlig vældig glad for filmen, hvor Astaire spiller en Broadway-danser, der er strandet i Buenos Aires, hvor han prøver at rette op på sin karriere og indleder et romantisk forhold til hotelejer Adolphe Menjous tilsyneladende koldsindige datter Rita Hayworth. - Filmen siges at rumme en række medrivende dansenumre - og så kunne fagbladet Variety med lettelse fastslå, at den ikke rummede en eneste hentydning til den standende verdenskrig, men var ren eskapisme. Som om nogen havde troet andet. - Romatiske Jerome Kern-kendinge som You Were Never Lovelier, I'm Old-Fashioned og Dearly Beloved er blandt filmens sange, og Xavier Cugats rumba-rytmer sætter skub i flere af numrene.
You Were Never Lovelier. TV2, mandag 00.20-02.00
