Læsetid: 4 min.

Film

20. januar 2000

*Osvald Helmuth på film forbinder de fleste nok med Harry i Harry og kammertjeneren fra 1961. En klog mand men fem år før tog Helmuth forskud på den stilfærdigt inderlige spillestil som en anden klog mand, kvaksalveren Rasmus Thomsen, der udøver sin kunst hjemme på sin gård med en rolig, afslappet snak. Filmen bygger på Paul Sarauws populære skuespil (et vældigt hit i Berlin i 1937!) - det blev samme år filmatiseret første gang med Carl Alstrup. Inspirationskilden er Bratbjergmanden, der i 1928 idømtes 30 dages fængsel for kvaksalveri efter at have behandlet en lille pige, der døde, da hun på Ålborg hospital fik amputeret sit ben. - Så der er både drama, folkekomedie og minsandten også lidt visesang i filmen, som Helmuth dominerer med sin lune, varme snusfornuft. Men sjovt er det også at se ham spille sammen med sin purunge søn Frits, der dengang var så slank og elegant som nogen Brian Laudrup (ligheden er der!). Han spiller den kloge mands medicinstuderende søn, selvfølgelig i opposition til faderens metoder.
Den kloge mand. DR 1, lørdag kl. 21.05-22.40

*Ole Bornedal var det store hvide håb i dansk film og dramatik, da han omtrent samtidig brød igennem på teaterscenen, gav dansk film en - gennem mange tiår uset - gysersucces med Nattevagten, blev leder af det datidige tv-teater i DR og derpå dampede afsted til Hollywood for at gøre sin lykke. Nu seks år senere (og stadig med sin danske film nummer to til gode) har Bornedal tilsyneladende fået fastere jord under fødderne og måske et mere realistisk ambitionsniveau - en del erfaringer fattigere. At han i 1994 satte skel i dansk film med Nattevagten, kan ingen tage fra ham, og filmen blev også positivt bemærket udenlands. Dens styrke er, at den kombinerer et indforstået generationsportræt af de næsten-30-årige på kanten af det etablerede med en gyserhistorie, der spiller på frygten for faldet ned i de morderiske instinkters dyb. Filmens tre unge hovedpersoner - spillet af Nikolaj Coster Waldau, Kim Bodnia og Sofie Gråbøl - strejfer afgrunden, og førstnævnte må som den nye, overmodige nattevagt døje underholdende med to sære, ormstukne faderfigurer (fremstillet af Gyrd Løfquist og Ulf Pilgaard). Mange scener, især i starten, har bid og atmosfærestyrke, men efterhånden sætter usandsynligheder, sammentræf og en halvfjollet slutning et mere tvivlsomt præg på gysene.
Nattevagten. TvDanmark 2, torsdag kl. 20.00-21.45

*Danny Boyles sorte komedie om en gruppe narkomaner i Edinburgh fremstiller stofafhængigheden som en vild mareridtsfarce. Filmen er lavet i sin unge stofmisbrugers billede - det vil sige kynisk, rapkæftet og gennemført fandenivoldsk. Og da Danny Boyle magter at gennemføre stilen, så frækheden belønnes og underholdningen sikres, blev filmen et stort hit hos både publikum og kritik. Det er Ewan McGregor, der spiller anti-helten Mark, som prøver at holde sig stoffri, men falder i igen og tilmed har et godt argument for uvanen: Suset fra heroinsprøjten fører til en ekstase, der overgår alt (i hvert fald det hjernedøde forbruger-ræs, han ser omkring sig). Også en sølle narkoman kan opleve svimlende stjernestunder. Filmen handler om udfarende udskud, ikke passive udkoksere. Og narkomanens ekstase eller mareridt visualiseres på rent surrealistisk manér. Da Mark f. eks. leder efter en pille tabt i toilettet, ses han nærmest drukne i lort, inden han glider ned i stoffernes magiske undervandsverden. Og en overdosis får ham til at synke ned gennem gulvet, rent bogstaveligt. Filmen er en af 1990'ernes trendsettere i sin amoralisme og usentimentale forhold til et emne, som ellers mest giver anledning til socialrealistisk bekymring. Men filmens sprælske artisteri skygger, efter som handlingen skrider frem, ikke for den tragiske kendsgerning, at døden lurer om hjørnet på selv den mest kæphøje narkoman.
Trainspotting. DR 2, søndag kl. 20.50-22.30

*Spioner er et tema, som virkeligheden ikke vil slippe, men som på lærredet især hørte 1960'erne til. Datidens teknologiske fremskridt blev på film ihærdigt benyttet af standens udøvere og dyrket af effektglade instruktører i dette ekspansionens frejdige årti, hvor man ganske vist oprustede og spionerede til den store guldmedalje, men i medierne reagerede med en egen glubsk appetit på de nye tider. James Bond-filmene er et typisk eksempel på en dengang ny overdådighed i effektopbud og genreblanding, for spændingen blev mikset med humor og frem for alt ironi. Francois Truffaut ser Bond-filmene som en skillelinje - fra da af forventede instruktørerne ikke nødvendigvis længere, at publikum enfoldigt troede på alvoren og sandsynligheden i en spændingsfilm. Den ironiske dimension holdt for alvor sit indtog (indvarslet af Hitchcocks Menneskejagt). Man tog forskud på postmodernismen. - Skal det være Bond, så er Goldfinger, seriens nummer tre, så absolut sagen. De fleste smagsløg tilgodeses, og den rødhårede kæmpe Gert Fröbe har en uforglemmelig massivitet som skurken, der skjuler sit jernhårde vanvid bag en Khrusjtjov-lignende jovialitet. Shirley Eaton er pigen, der smøres ind i guld, og Honor Blackman den judokyndige Pussy Galore: begge med det fornødne erotiske raffinement. At Sean Connery er den perfekte Bond behøver vel dårligt noteres - eller at det er her, Shirley Bassey på uforlignelig vis synger filmens kendingsmelodi. Spioner i alvorsfuld, tragisk udfoldelse kan ses samme aften i Martin Ritts melankolske John le Carré-filmatisering Spionen, der kom ind fra kulden fra 1965, hvor Richard Burton yder en af sine bedste præstationer som den forbitrede og forrådte spion, en hjælpeløs brik i stormagternes kyniske kold krigs-spil. Claire Bloom er heltinden.
Goldfinger. TV3, fredag kl. 20.30 - 22.35
The Spy Who Came in From the Cold/Spionen, der kom ind fra kulden. Sveriges TV1, fredag kl. 22.00-23.50

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu