*Jack Nicholson har både spillet primitive naturer og højt begavede karakterer. Det sidste ligger nok bedst for ham, selv om han i Familiens ære gav et godt bud på en småt kørende (gangster)figur. Det særlige ved Nicholson i Five Easy Pieces fra 1970 er, at han forener det decideret uintellektuelle med det kunstnerisk forfinede. Han spiller den tilsyneladende grovkornede Robert, der arbejder på et oliefelt og har et noget afstumpet forhold til en servitrice. Men i virkeligheden er Robert en tidligere lovende pianist på flugt fra sin over-kultiverede familie. Denne tyngende, kompleks-fyldte slægtsfortid tvinges han til at konfrontere, da faderen får et slagtilfælde. - Nicholson finder fremragende udtryk for det splittede i denne temperamentsfulde, intense mand, der ved, at han er bestemt til 'noget bedre', men har svært ved at finde det. - Karen Black spiller servitricen, og Susan Anspach står for den blonde forfinelse i Bob Rafelsons sikre instruktion.
Five Easy Pieces. TV2, torsdag kl. 00.15-01.55
*Nils Malmros' Kærlighedens smerte fra 1992 er den første Malmros-historie, hvor begge hovedpersoner er voksne. Men det er karakteristisk, at Anne Louise Hassings århusianske Kirsten - som i øvrigt også den efterfølgende Barbara - har stærkt barnlige karaktertræk, og at hun dominerer samspillet med Søren Østergaards lærer Søren. Kirsten er egentlig en glad pige, på vej ind i en forlovelse med den halvkedelige Anders, men under typisk Malmroske spilfægterier (filmen begynder som en komedie!) flirter hun også med sin ikke uimodtagelige lærer Søren, og det er forholdet til ham, som bliver afgørende. Kirsten er overstadig - og overmodig, viser det sig, for hun har ikke psyke til et stabilt forhold. Snart er hun kåd og sorgløs, snart helt nede i kulkælderen. Det viser sig, at hun 'er i lommen på sig selv', som hun udtrykker det, ude af stand til at modtage Sørens kærlighed. - Der gives ikke nogen entydig forklaring på Kirstens dilemma, og det er netop filmens styrke. Den handler om en kvinde, der på én gang er meget beskyttet og og meget udsat. Om de indre dæmoner, der driver deres suveræne spil og om et kærlighedsforhold, hvor den ene part vokser tragisk væk fra den anden og bliver en fremmed. - Debutanten Anne Louise Hassing fik et opsigtsvækkende gennembrud som Kirsten, og efter både Bodil- og Robertpris har hun taget en uddannelse på Statens Teaterskole og vundet endnu en Bodil som den mest fornuftige af Idioterne i Lars von
Triers film. Kirstens borgerlige, velmenende forældre spilles af Birthe Neumann og Waage Sandøe, der også begge vandt Bodil. For den Hammershøi-inspirerede fotografering står Jan Weincke, Malmros' faste fotograf siden Kundskabens træ.
Kærlighedens smerte. DR 1, fredag kl. 21.30-23.25
*Morten Korch er mere spiselig i nostalgisk tilberedning end i det moderne opkog, TV2 diverterer med i serieform, placeret lige inden. Har man én gang oplevet Poul Reichhardt synge sangen for galophesten Ibrahim, mens den aser for at vinde 'det store løb', glemmer man det aldrig - i hvert husker man det længere end filmens intrige, der er hartad ubegribelig. Men hvad gør det, når Ib Schønberg hygger, Peter Malberg plirrer og Poul Reichhardt stræber så inderligt sympatisk for at vinde hvad der retteligt tilkommer ham: den fædrene gård, hvis testamente er skjult i det store løbs vindertrofæ. Filmen er fra 1952, og så man den som barn, har den - som De røde heste - mærket én for livet. Hvortil der kun er at sige med Peter Schrøder: Det er fa'neme uhyggeligt, du!
Det store løb. TV2, lørdag kl. 20.30-22.20
*Stephen Frears viser her, at socialrealisme sidst af alt behøver være kedelig, når den turneres med vid - og en præcision i miljø og typer, der i sig selv kalder på smilet. Der er drøj og djærv humor og næsten sydlandsk overskudsvitalitet i historien om den børnerige arbejderfamilie, der bor i Dublins triste Barrytown. Husets ældste, uforlovede datter, Sharon i de sene teenage-år, bliver gravid. Med hvem vil hun ikke fortælle, men efterhånden siver det ud, at det er gadens mindst populære husfar, som er gerningsmanden, og så bliver hele familien ikke så lidt til grin. - Trist kunne det være blevet, men komedietonen holdes, og der er noget næsten homerisk over Sharons spruttende latter, der fejer al selvmedlidenhed til side, når det ser sortest ud. Hendes far - fremragende spillet af Colm Meaney - er i starten rasende over al sladderen, men indser det futile i at spille fornærmet og begynder i stedet at engagere sig i Sharons graviditet. Det åbner for emotionelle reserver og nye oplevelser, for selv om han mange gange er blevet far, har han aldrig haft tid til alt det med fødsler. - Filmen bygger på den irske forfatter Roddy Doyles trilogi om Dublins North Siders - et stof, der tidligere inspirerede Alan Parker til The Commitments og blev fuldt op af Frears i The Van.
The Snapper/En smutter. DR 2, søndag kl. 20.50-22.30
*Orson Welles er i allerhøjeste grad i byen i en af sine bedste roller nogensinde - Harry Lime i Den tredie mand. Men dette mesterværk hverken skrev eller instruerede Welles - som han gjorde det, da han året før placerede sig selv som en naiv irsk eventyrer i garnene på udspekulerede rigmænd og -kvinder i noir-dramaet Kvinden fra Shanghai. Datidens store sex-idol Rita Hayworth er den femme fatale, der fordrejer hovedet på den brave irer under et Stillehavssejlads (i Errol Flynns lånte lystbåd!). Og meget er blevet skrevet om, at Welles brugte filmen som en bitter kommentar til deres forliste ægteskab (omgivelsernes sympati var dog mest på Hayworth' side). - Det er en ujævn film, der glimter af Welles' virtuositet og barokke billedfornemmelse, og en svimlende afslutning i et spejlkabinet er blevet berømt. Men producenterne beklippede filmen så stærkt, at handlingen ikke altid er lige forståelig, og Welles er ikke rigtig troværdig som den troskyldige irlænder, der går i saksen.
Den tredie mand. TV2, søndag kl. 00.25-01.50
