Læsetid: 5 min.

Født til at skrive

27. januar 2000

En samling af Jack Kerouacs tidligste tekster viser, at Beat-kongen allerede i puberteten drømte om livet på vejene.

Kerouac
Da Jack Kerouac i 1957 - efter seks års tovtrækkeri med diverse forlag - fik udgivet hovedværket Vejene, blev han af omverdenen betragtet som en ung og lovende komet på USA's litterære himmel. Sandheden var en anden.
Kerouac (f. 1922) havde skrevet i hvert fald seks romaner og adskilligt andet til skrivebordsskuffen, da anerkendelsen omsider kom, og han havde betragtet sig selv som seriøst arbejdende forfatter i mindst femten år. I midten af 50'erne havde frustrationer over, at debuten fra 1950, slægtsromanen The Town and the City, var blevet overset, næret en gnavende desillusion, og et stærkt stigende alkoholmisbrug havde gjort ham lunefuld og svækket talentet i betragtelig grad. I realiteten var den nybagte stjerne ved at være udbrændt.

Unik dokumentation
I de første 20 år efter Kerouacs død i 1969 kom en del af de uudgivne manuskripter dryppende mere eller mindre tilfældigt, men med 90'ernes fornyede interesse for beatgenerationen kom der anderledes skik på tingene. Forfatterens forbløffende velordnede arkiv blev gennemgået systematisk, og offentliggørelsen af breve, noter, dagbøger samt de sidste litterære smuler blev sat på skinner, altsammen nøje timet i forhold til Douglas Brinkleys autoriserede og formodentlig ultimative biografi, der skulle ramme boghandlernes hylder inden for de næste par år.
Seneste publikation i rækken er Atop an Underwood, en samling af mere end 60 helt tidlige stykker, skrevet i perioden 1936-43, fra Kerouac var 13 år til omkring de 21, hvor arbejdet med The Town and the City begyndte. Materialet er redigeret og kommenteret af Paul Marion, en forfatter fra Kerouacs fødeby, Lowell, Massachusetts, og det dokumenterer på næsten sensationel vis dét, beat-ikonet selv senere betegnede som a great little beginning effort.
Der er en tendens til, at kritikere helst forholder sig nedladende til de rariteter, som ofte følger i kølvandet på berømte forfatteres død. Selvfølgelig er kritikerne selv ivrige efter at snuse i kuriositeterne, men når sulten er stillet, iler de gerne med at meddele, at det selvfølgelig slet ikke holder mesterens vanlige niveau, og at forlæggeren havde gjort klogere i at lade braset blive liggende i skuffen. I deres arrogance overser disse kritikere, at engagerede læsere faktisk gerne vil have mulighed for selv at kunne danne sig en mening. Adgangen til tekster, man kender omtalt fra sekundære kilder, er en kvalitet i sig selv.

Nøgle til forfatterskabet
I tilfældet Kerouac er de tidlige anstrengelser oven i købet interessant læsning, måske ikke i kunstnerisk, litterær forstand, men som nøgler til et forfatterskab og et liv omgivet af usædvanlig mange myter og spekulationer.
Bogen er sammensat af skitser, essays, noveller, digte, erindringsfragmenter og et enkelt manuskript til et stykke radiodramatik, som den 18-årige Kerouac i 1940 sendte til Orson Welles, uden dog at få svar. Irriterende er det, at tidlige 'romaner' som Raw Rookie Nerves og The Sea Is My Brother kun gengives i uddrag, men disse kommer vel i fuld længde på et senere tidspunkt. Til gengæld er samlingen som helhed ikke blot et interessant blik ind i forfatterspirens værksted, men tillige særdeles indsigtsgivende hvad angår udgangspunktet for de temaer, der skulle komme til at bære forfatterskabet.
Det var den stilistiske nyskabelse i Vejene - den såkaldte spontaneous bop prosody - der sikrede Kerouac en plads i amerikansk litteratur, men indholdsmæssigt havde den unge forfatter allerede tidligt sporet sig ind på sine mål og grundmotiver.

Til jazz og poesi
I Visions of Cody hævder Kerouac, at han skrev sin første miniroman som 11-årig, Mike Explores the Merrimack, et eventyr fra Lowells lokale flod i bedste Huckleberry Finn-stil. Manuskriptet er gået tabt, men i Football Novella, skrevet fem år senere, er hovedpersonen, fodboldhelten Bill Clancy, en arketypisk hobo, just drifting along, der ankommer til en lille by og spreder rejselængsel blandt indbyggerne.
Efter at Kerouac i 1939 var flyttet til New York, blev sportsheltene skiftet ud med jazzmusikere og unge digtere, samtidig med at fornemmelsen af tab begynder at sætte ind: "I must take it slow now," skriver Kerouac i 1940, "and look at the present and say to myself: Look, John, hold the present now because someday it will be very precious. Hug it, and hold it."
Samme år sporer han sig ind på en litterær strategi, som han endnu ikke er i stand til at føre ud i livet: "I will write a play about life as it is and I will wait till it hits me in the face before I write it. Then I will rush to my typewriter and write it." Da Kerouac i 1957, efter gennembruddet med Vejene, i essayet Essentials of Spontaneous Prose skal formulere sin poetik, er det i realiteten denne tanke, han blot folder mere ud.
Mange af bogens stykker præges af ynglingens besyngelser af sine forbilleder - Whitman, Saroyan, Wolfe og ikke mindst den i dag glemte Albert Halper - mens andre beskæftiger sig med nødvendigheden af at finde sin egen stemme: "I don't want to copy anyone. I have too many things to say, lads."

Drømme og vejene
Mest berigende er imidlertid de tekster, der drømmer om vejenes eventyr. Allerede ved opbruddet fra Lowell skriver Kerouac om at sætte ud på en rejse med "eyes aflame with the passion of travelling." Og da han i starten af universitetstiden pendler frem og tilbage gennem New England, forelsker han sig i hele det amerikanske sceneri, landskaber og småbyer, og konstaterer: "I love America; I love its tempo." Samtidig begynder han at fantasere om den eneboertilværelse i skovene, som han fablede om livet igennem uden at kunne realisere.
Et sidste interessant punkt er en foregribelse af Kerouacs ambivalente forhold til sin egen biseksualitet. Tænk lige over, hvad den afsluttende sætning i følgende iagttagelse af en bøsse på gaden i New York betyder: "I felt repugnant toward him. But then I knew that it was a sickness, deserving of pity. He cannot help it, I thought. And neither can I."
Atop an Underwood slutter omkring mødet med Lucien Carr, en studerende fra Columbia University, der skulle blive Kerouacs adgangskort til Allen Ginsberg, William Burroughs og resten af det slæng, som i sidste halvdel af 40'erne forvandlede sig til kernen i The Beat Generation. Fra de øvrige beat-forfatteres erindringer kender vi allerede skildringerne af den unge Kerouac som en genert forfatterspire, der hævdede at have bagagen fuld af udkast til kommende mesterværker. Nu ved vi, at det ikke kun var tomme ord, og at grunden til forfatterskabet reelt blev lagt længe før den sky arbejdersøn fra en fransk-canadisk forstad til industribyen Lowell mødte storbyens hipsters.
Som den ældre Keroauc selv konstaterer det i forordet til Lonesome Traveler (1960): "Always considered writing my duty on earth."

*Jack Kerouac: Atop an Underwood. Early Stories and Other Writings. 250 s. Viking Penguin

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu