Læsetid: 2 min.

Fornem pris til filmfotograf

17. januar 2000

Dirk Brüel inkasserer den største hæder til en dansk filmfotograf nogensinde

Pris
Lørdag aften modtog filmfotografen Dirk Brüel i USA den nystiftede Da Vinci-pris, der blev uddelt i Palm Springs.
Brüel var nomineret for sin fotografering af Magnetisørens femte vinter, og i juryen sidder ni af verdens absolut førende filmfotografer - fra amerikanerne Roger Deakins Fargo og Vilmos Zsigmond The Deer Hunter over franskmanden Pierre Lhomme Cyrano de Bergerac til Kurosawa-fotografen Shoji Ueda Ran og kineseren Changwei Gu Farvel min konkubine.
Her er altså ikke tale om en af de mere eller mindre tilfældige filmpriser, der uddeles i stakkevis året rundt, men om den højst tænkelige udmærkelse fra en kreds af eminente fagfæller.
Dirk Brüel deler prisen med de to andre nominerede, Janusz Kaminski for Steven Spielbergs Saving Private Ryan og tyskeren Gernot Roll for Der Grosse Bagarozy.
Juryen kunne ikke blive enig om at udpege en enkelt vinder og besluttede derfor at hædre alle tre nominerede.

Brüels visualisering
Magnetisørens femte vinter er en filmatisering af Per Olov Enquists roman om en healer fra 1800-tallets start, med Ole Lemmeke i titelrollen.
Dirk Brüel arbejdede tæt sammen med instruktøren Morten Henriksen på filmens visuelle udformning. Med inspirationskilder fra Rembrandt til Den tredie mand giver Brüel ofte sine billeder en ekspressionistisk lys-skygge-effekt og isolerer personerne fra baggrunden for at opnå den maksimale dramatiske intensitet.
Samtidig arbejder han meget bevidst med en vekslen mellem køligt blålige toner og varmt gyldne kulører, ofte i samme scene.
"Morten Henriksen er en meget analyserende instruktør, mens jeg selv arbejder mere pr. intuition," fortæller Brüel om samarbejdet.
"Morten vil ikke nøjes med, at jeg siger, at jeg føler billederne skal se ud på en bestemt måde. Han vil vide hvorfor. Men med nogen scener arbejdede vi langt videre, end Mortens manuskript angav. F.eks. magnetisørens flugt over hustagene, der fyldte nogle linier i manuskriptet, men som tog tre-fire dage at optage."
Filmen blev optaget i Norge i bidende vinterkulde:
"Jeg ligger fuldstændig død en uges tid efter at have lavet sådan en film," siger Brüel.
"Men det skyldes også, at jeg blander mig i alt, også hvad der ikke direkte vedrører mit arbejde. At være fotograf er både et spørgsmål om kunstnerisk indlevelse og teknisk ansvarlighed. Og jeg går ikke efter de lette løsninger."

Lang creditliste
Dirk Brüel har optaget 45 spillefilm over de sidste 30 år og er især kendt for sin forfinede fornemmelse for lys og billedkomposition.
Blandt hans film er Nils Malmros' Drenge, Bille Augusts Honning måne, Morten Arnfreds Johnny Larsen, Hans Kristensens Per, Helle Ryslinges Flamberede hjerter , Eddie Thomas Petersens Springflod, Morten Henriksens De nøgne træer, Peter Schrøders Det forsømte forår og Kun en pige.
Brüel er uddannet på Filmskolens andet fotografhold 1967-69 og er 58 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu