Læsetid: 9 min.

Forræderi eller fornuft

28. januar 2000

Gennem seks år i midten af 80'erne tvang et flertal i Folketinget regeringen at lægge luft til NATO's atompolitik. Gik Folketinget fjendens ærinde, eller var 'fodnotekrigen' udtryk for en reel frygt for et atomkapløb, der var ved at gå amok. Den Kolde Krig er slut, men debatten er stadig varm

Med en dagsorden vedtaget af Folketingets såkaldt 'alternative flertal', Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF den 14. april 1988 mod den borgerlige regerings stemmer, har statsminister Poul Schlüter fået nok.
Ikke alene er det 23. gang, at det alternative flertal pålægger regeringen at føre en politik, der er kontroversiel hos vore NATO-partnere. Det er også 23. gang, at oppositionen fratager regeringen et ansvar, der ifølge Grundloven er regeringens: udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Men ydmygelsen er værre endnu: Dagen før har Schlüter fået den socialdemokratiske leder, Svend Aukens, tilsagn om, at socialdemokraterne kan stemme for regeringens dagsordenforslag.
Eneste forskel på de to dagsordensforslag er, at regeringen ifølge dens egen formulering skal orientere 'andre stater' om den danske holdning - ikke specifikt 'besøgende orlogsfartøjer'.
Den sidste formulering kan regeringen ikke leve med. Den vil udfordre gældende amerikansk og britisk politik: Aldrig at oplyse, om der er atomvåben om bord på et konkret fartøj. En vedtagelse kan få til konsekvens, at amerikanske og britiske fartøjer vil nægte at anløbe danske havne. Det vil bringe forstærkningsaftalerne, Danmarks mulighed for at få hjælp udefra i en krisesituation, i fare.
Schlüter går på talerstolen og afslører, hvad han mener er Aukens 'løftebrud'. Auken nægter at have givet et sådant løfte - men hans politiske troværdighed lider et knæk, som flere år senere kommer til at koste ham partilederposten.
Efter fem dages betænkningstid erklærer Schlüter, at den vedtagne dagsorden "er uacceptabel for Danmarks allierede og udgør en trussel mod Danmarks fulde medlemskab af NATO". Han udskriver valg, som vindes af højrefløjen, dog med et fortsat spinkelt 'alternativt flertal' til S, R og SF. Men efter valget går de radikale ind i VK-regeringen - ikke mindst for at genskabe en bred enighed om udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
"Hele forløbet i april 1988 viste, at vi ikke magtede at håndtere uenigheden om sikkerhedspolitikken. Den blev til et instrument i den interne politiske kamp. Vi ødelagde vores muligheder for at blive taget alvorligt internationalt", siger den radikale sikkerhedspolitiske ordfører, Jørgen Estrup, i dag til Information.

Misbrugt af 'fjenden'?
Perioden 1982-88 efterlod sig dybe ar i dansk parlamentarisme. Selv i dag, 12 år efter, skændes de involverede politikere højlydt om 'det alternative flertal', som gjorde Danmark til en 'fodnote-nation' i NATO. Ikke mindst efter, at åbningen af Stasi-arkiverne har vist, at den østtyske spiontjeneste - og dermed formentlig også den sovjetiske - nøje fulgte med i og forsøgte at opnå indflydelse på meningsdannelsen herhjemme.
"Der er ved at åbne sig en port til erkendelse af, hvad der skete i de år, hvor Danmarks sikkerhed var truet konkret og alvorligt. Hvordan spillede de os ud mod hinanden? Og hvor let spil havde de med os? Hvem lod sig misbruge, og hvem handlede med åbne øjne imod nationens interesse?," hedder det således i en kommentar fra den daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, i Berlingske Tidende den 18. januar i år.
Mette Herborg og Per Michaelsen, forfattere til to bøger om Stasis virksomhed i Danmark, siger det mere direkte i forordet til deres bog nummer to, Ugræs - danske STASI-kontakter: "Endnu engang var Danmark i færd med at underkaste sig en totalitær magt. Et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, de radikale og SF støttede ligefrem i 80'erne ganske åbenlyst fjenden på et så vitalt område som sikkerhedspolitikken".
"Beskyldningerne er meningsløse, grænsende til det latterlige. Man må sondre mellem kriminel aktivitet til fordel for en fremmed magt og lovlig politisk aktivitet. Det ville have været utroligt farligt og uklogt, hvis vi af koldkrigshysteriske årsager havde stoppet samtalerne og kontakterne med Øst," siger de radikales nu afgående sikkerheds- og udenrigsordfører, Jørgen Estrup.
Og Lasse Budtz, Socialdemokratiets ordfører på området i 1980'erne, er på linje: "Man glemmer, hvorfor NATO blev skabt: For at forsvare demokratiet! Vi var ganske enkelt af et ærligt hjerte uenige i NATO's beslutning om at opruste atomstyrkerne i begyndelsen af 1980'erne, og vi må have vores demokratiske ret til at udtrykke den holdning - som vi i øvrigt delte med langt de fleste socialdemokratiske partier i Europa", siger Budtz i dag.
Baggrunden for den mest dramatiske periode i efterkrigstidens danske sikkerhedspolitik skal ses i den såkaldte 'dobbelt-beslutning', som NATO's forsamlede udenrigsministre vedtager i december 1979.
1970'ernes afspænding mellem Øst og Vest var forbi, og Sovjet er allerede i 1976 begyndt at udstationere atomare mellemdistanceraketter, de såkaldte SS-20, som især gør den tyske socialdemokratiske kansler, Helmut Schmidt, bekymret.
NATO-mødet i 1979 vedtager, at der i de kommende år skal opstilles 572 mellemdistanceraketter i Vesteuropa: 108 Pershing II-raketter i Vesttyskland og 464 krydserraketter i Vesttyskland, Storbritannien, Italien, Belgien og Holland. Opstillingen skal ske, medmindre russerne fjerner deres SS-20 raketter igen.
Den danske socialdemokratiske udenrigsminister, Kjeld Olesen, meddeler sine kolleger, at Danmark ikke - som konsekvens af vor atomvåbenpolitik - vil have atomraketter på dansk jord, men støtter dobbeltbeslutningen.
Det får senere Uffe Ellemann-Jensen til at anklage socialdemokraterne for først at modsætte sig dobbeltbeslutningen, da de kommer i opposition i 1982.
"Socialdemokraterne var langsomme i optrækket, men allerede i 1980-81, altså før regeringsskiftet, begynder de at handle," siger historikeren Poul Villaume, ekspert i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik.
Ifølge Lasse Budtz var der fra første øjeblik dyb skepsis over for dobbeltbeslutningen i den socialdemokratiske ledelse, ikke mindst hos statsminister Anker Jørgensen, som allerede i 1978 kalder atomvåben "Djævelens værk".
"Anker var følelsesmæssigt dybt involveret i kampen mod atomoprustning og meget betænkelig ved dobbeltbeslutningen, men valgte i første omgang ikke at udstille uenigheden med NATO-partnerne. Vi prøvede at foreslå NATO en udsættelse af beslutningen i et halvt år, men støttes ikke af nogen. Først derefter gik vi med - også fordi at det var en dobbeltbeslutning: Først forhandlinger med russerne om SS-20 raketterne, derefter udstationering", siger Budtz.
Men dobbeltbeslutningens ord om forhandlinger trådte snart i baggrunden, og en ny kold krig udviklede sig. Sovjetunionens invasion i Afghanistan i december 1979 udløste bred international fordømmelse. I november 1980 valgtes Ronald Reagan til amerikansk præsident, og snart efter begyndte en amerikansk oprustning uden sidestykke. Det internationale klima blev iskoldt.

Pres fra fredsbevægelsen
Det udgjorde den ydre ramme for, hvad borgerlige modstandere kalder socialdemokraternes 'kovending' i sikkerhedspolitikken. Men også i Danmark var Socialdemokratiet under påvirkning fra en fredsbevægelse, som fik solid medvind i kampen mod mellemdistanceraketterne.
Radikale og socialdemokratiske politikere flokkedes side om side med fagforeningsmænd, intellektuelle, gymnasieelever og ganske almindelige græsrødder under Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerheds paraply.
Det var i Samarbejdskomiteens morads af aktivister og mere fremtrædende meningsdannere, at de østlige efterretningstjenester knyttede kontakter - skal man tro Michaelsens og Herborgs bøger om Stasis virksomhed i Danmark.
"Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen kunne have illusioner om, hvad Samarbejdskomiteen stod for. Den var klart præget af Danmarks Kommunistiske Parti, havde direkte forbindelser med regeringerne i Øst, og gengav i det store og hele Sovjetunionens nedrustningsforslag. Det er også fuldstændigt klart, at Stasi og andre østlige tjenester arbejdede i Samarbejdskomiteen. Jeg tvivler dog på, om det har haft nogen indflydelse overhovedet på den danske beslutningsproces," siger Poul Villaume, dr. phil. og lektor i historie ved Københavns universitet.
Samme opfattelse har Søren Møller Christensen, redaktør af det militærkritiske tidsskrift Forsvar i 1979-84.
"En del af den vestlige fredsbevægelse var politisk domineret af kommunisterne, inspireret af sovjetiske synspunkter og i et eller andet omfang infiltreret af agenter. Men det vil være meget forkert at betragte fredsbevægelsen som en homogen størrelse".
I protest mod Samarbejdskomiteens DKP-dominans stiftede Møller Christensen m.fl. i december 1979 bevægelsen Nej til Atomvåben, der aldrig, hvad antallet af medlemmer angår, nåede på højde med Samarbejdskomiteen, men alligevel havde stor gennemslagskraft takket være et stort analysearbejde. Det var også Nej til Atomvåben, der gav modstanden mod atomvåben en ny drejning.
"Fra at være ensidigt rettet mod eksistensen af atomvåben blev bevægelsen mere og mere optaget af at nedbryde delingen af Europa. Efter nedkæmpelsen af Solidaritet og indførelsen af undtagelsestilstand i Polen i 1981 blev vi klar over, at kampen mod atomtruslen nødvendigvis også måtte være en kamp mod eksistensen af autoritære regimer i Europa, og vi begyndte at tage kontakt med de østeuropæiske dissidenter og alternative fredsbevægelser", siger Søren Møller Christensen.

De 23 dagsordener
Hvad enten det er det stærkt forværrede internationale klima, det store folkelige pres fra fredsbevægelserne eller det er resultat af egen tankevirksomhed - eller en kombination af alle tre - så sker der i begyndelsen af 1980'erne en 'skærpelse' af den socialdemokratiske sikkerhedspolitik, som skal få mærkbare konsekvenser i dansk politik i årene efter.
I december '82 - efter Schlüters overtagelse af statsministerposten - træder 'det alternative flertal' i karakter for første gang, da Folketinget beslutter at tilbageholde Danmarks økonomiske bidrag til udstationering af Pershing-raketterne. I maj '83 følger en dagsorden, der kræver en forlængelse af NATO's tidsfrist til russerne og dermed også en udsættelse af udstationeringen af raketterne.
Derefter går det slag i slag: Regeringen påbydes at arbejde aktivt for etablering af en kernevåbenfri zone i Norden - klart imod NATO's atomstrategi. Regeringen får besked på at anbringe en fodnote, der redegør for den danske holdning, hver gang en NATO-erklæring støtter udstationeringen af mellemdistanceraketter.
Yderligere dagsordener forpligter regeringen til at arbejde for et globalt forbud mod atomprøvesprængninger og mod produktion, lagring og brug af kemiske og bakteriologiske våben. Flertallet tvinger regeringen til at modsætte sig enhver dansk medvirken til forskning i et raketforsvars-system (efter Reagans lancering af sit Stjernekrigs-projekt i 1983).
En dagsorden fra marts 1987 forbyder en udbygning af Thule-basens radar til brug for aktiviteter, der strider mod den den såkaldte ABM-traktat mod missilforsvar, reelt et forbud mod Thules inddragelse i Stjernekrigsprojektet.
Den sidstnævnte dagsorden er vedtaget med regeringens stemmer, men ellers er det reglen - i 23 ud af 28 tilfælde - at dagsordensforslag stemmes igennem af det 'alternative flertal' mod regeringens stemmer (eller i nogle tilfælde med en regering, der undlader at stemme).
Det giver en højst bizar og hidtil enestående parlamentarisk situation: Statsminister Schlüter vælger at leve med dagsordener vedtaget af oppositionen i vitale sikkerhedspolitiske spørgsmål uden at gå af eller udskrive valg.
Normalt ville en sådan fremgangsmåde straks føre til et mistillidsvotum fra oppositionen, men ikke i dette tilfælde - de radikale ville ikke være med.
"Vi fik det jo, som vi ville have det. Regeringen Schlüter gennemførte i store træk den økonomiske genopretningspolitik, vi var enige i skulle til. Og vi formulerede sikkerhedspolitikken sammen med det alternative flertal. Hvorfor skulle vi lave om på den situation?", siger Jørgen Estrup.
I dag mener han, at den radikale strategi havde store omkostninger.
"Uenigheden om sikkerhedspolitikken forgiftede hele det politiske klima, blev brugt i en magtkamp mellem Socialdemokratiet og regeringen og ødelagde vores muligheder for at trænge igennem med vore synspunkter internationalt. Jeg står fuldstændig ved den holdning, vi havde. Der var brug for, at der blev sagt fra over for NATO's atomoprustning. Men enten skulle regeringen have levet op til sit ansvar ved at gå af. Eller også skulle vi allesammen have gjort en større indsats for at nå en form for konsensus om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Heri ligger også en del selvkritik," siger Jørgen Estrup.
Lasse Budtz fortryder ikke: "Vi prøvede gang på gang at nå til enighed med de borgerlige, men det kunne ikke lade sig gøre. Og folk må forstå, at ikke var et partitaktisk spil for at genere regeringen og selv komme til. Det er meget enkelt: Vi var simpelthen bange for, at den atomoprustning af hidtil usete dimensioner, Reagan havde sat i gang, kunne ende i en atomkrig"
I 1988 endte den dramatiske parentes i dansk parlamentarisk historie med, at de radikale indtrådte i regeringen Schlüter.
På internationalt plan skete en afgørende udvikling, da den nye sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, og præsident Reagan i december 1987 indgik aftale om at skrotte alle mellemdistanceraketter i Europa. Snart brød Muren ned, og dermed Østblokken.
Hvor tæt vi var det atomragnarok, Budtz, Anker Jørgensen og alverdens fredsaktivister frygtede, fik vi lidt mere at vide om, da en oberstløjtnant Stanislav Petrov, tidligere øverstbefalende på den sovjetiske atomvarslingsstation Serpukhov-15, for nylig røbede, at han den 26. september 1983 valgte at tolke satellitmeddelelser om et "fjendtlig angreb med fem atomraketter" som det, det var: en teknisk fejl.
I modsat fald havde der måske slet ikke været nogen fodnote-krig i Danmark. Men det er en helt anden historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her