Læsetid: 3 min.

Et forsigtigt boom

22. januar 2000

Til næsen
Bøger på dansk om italiensk vin har længe været en mangelvare. Og så bragte de sidste måneder af 1999 ikke mindre end tre af slagsen - og til overflod alle tre skrevet på dansk, ikke oversat fra engelsk eller italiensk. Vi har i denne spalte allerede omtalt to af dem, nemlig Alfredo Tesios og Carlo Merollis. Den tredje, der kom i december, er skrevet af Finn Klysner og hedder Italiens vine fra nord til syd. (Forlaget Møntergården. 238 sider. Illustreret. Kr. 299).
Samtidig kan Vinredaktøren med flere med tilfredshed konstatere, at man fra organiseret italiensk side er begyndt at bearbejde og orientere det danske marked om italiensk vin, hvilket man dernedefra i årevis har forsømt på det skammeligste. Således står Italiensk Institut for Udenrigshandel bag en stor "Italiensk vinbørs" med smagning af vine fra 90 producenter i næste måned i København. Her kommer også amerikaneren Burton Anderson, hvis værker har været indgangen til italiensk vin for mange, også herhjemme.

De sidste tre-fire år har den italienske andel ligget og svinget mellem otte og ni procent af det danske vinmarked, mens tal fra første halvår 1999 tyder på, at den er ved at svinge sig op omkring de ti procent. Om det er hønen, der er i ægget, ægget, der er i hønen, eller det bare er tilfældigt, er det nok lovlig tidligt at udtale sig om.
En anden statistik, som er værd at trække ind i den sammenhæng, er den, der viser, hvordan det samlede alko-holindtag er fordelt mellem øl, vin og spiritus i de for-skellige lande. Her ser vi, at Danmark trods øllets tilbagegang dog stadig er et øl-land, mens Italien i den sammenhæng er vinlandet frem for noget. Gennemsnitsitalieneren drikker på årsbasis mere end dobbelt så mange liter vin som øl - og næsten ingen spiritus. Så stor er vinens dominans end ikke i Frankrig. Og som enhver ved, er et stærkt hjemmemarked den måske vigtigste forudsætning for en eksportsucces.

Men tilbage til litteraturen og til Klysners bog. Den er noget af en tour de force og skrevet med en grundighed og en vilje til at vende hver en sten
og hver en vinstok, som gør forfatterens hovederhverv som litteraturvidenskabsmand ære. Grafisk smuk er den også, men det er ikke lige bogen for bon vivant'er eller grinebidere. Her bliver virkelig gået seriøst til sagen.

Fra Carlo Merollis lager kom jeg fornylig i besiddelse af nogle flasker Gattinara 1991 fra huset Dessilani. Gattinara stammer fra det nordlige Piemonte og er som Barolo lavet på Nebbiolo-druer. Engang var det vine, der overgik Barolo i
ry, men efter en større nedtur er de nu på vej frem igen og har fået ret til betegnelsen DOCG.
"Endnu har vi ikke set det store kollektive løft i kvaliteten af Gattinara, der kun sjældent lever op til vinbøgernes beskrivelser som fyldig og tør, med en duft af roser, hindbær, jordbær samt lakrids. Ofte er de stramme og snerpende i tannin og frugtsyre og bitre i eftersmagen", skriver Klysner, mens Merolli selv skriver, at den er en af de store Piemontevine, som dog kræver en del tålmodighed af sine beundrere. At dømme ud fra det smagte eksempel hælder jeg mest i Merollis retning - men dog med en understregning af det med tålmodigheden.
Dessilanis '91-er vil bestemt ikke tage skade af at
ligge endnu et par år eller tre efter mit skøn. Selv ser ita-
lienerne for øvrigt anderledes på det, de foretrækker ofte den lidt rå frugt og de skarpe tanniner i ganske unge vine.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her