Læsetid: 4 min.

Mange forslag på banen

4. januar 2000

Krav om passende bolig ved familiesammenføring kan hjælpe med at styre problemer. Andre forslag er mere problematiske, vurderer forsker

Efter at Jyllands-Posten 19. december på sin forside slog fast, at "Indvandrere får flertal" i en række københavnske omegnskommuner, er det vrimlet frem med forslag til, hvad man kan gøre for at begrænse antallet af personer med udenlandsk baggrund i Danmark - eller for at løse de sociale problemer i de kommuner, hvor der bor mange flygtninge og indvandrere.
Allerede i næste uge - godt tre uger efter starten på Jyllands-Postens kampagne - ventes indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) at fremlægge et lovforslag om stramninger til diskussion blandt Folketingets partier.
Blandt de forslag, som de seneste to uger har været luftet i medierne, er:
*Kun danske statsborgere skal have adgang til familiesammenføring.
*Man skal have været dansk statsborger i tre eller fem år, før man har ret til at få en udenlandsk ægtefælle familiesammenført til Danmark.
*Man skal have en "passende bolig" for at kunne få en udenlandsk ægtefælle familiesammenført til Danmark.
*Også danske statsborgere skal på forhånd dokumentere, at de kan forsørge deres familiesammenførte udenlandske ægtefælle. Dette krav blev afskaffet i 1998.
*Der skal ske indgreb over for tvangsægteskaber. For eksempel ved at man skal være 21 år mod i dag 18, før et ægteskab giver adgang til familiesammenføring.
*Der skal ske en udbygning af det almennyttige boligbyggeri også i de kommuner, hvor der ikke er meget af det i dag.

Passende bolig
Information bad Jan Hjarnø, som er forskningsleder ved Dansk Center for Migration og Etniske Studier ved Syddansk Universitet, om at vurdere nogle af forslagene.
Om kravet om "passende bolig" forklarer han, at det var gældende fra starten af 1970'erne og indtil vedtagelsen af den nye udlændingelov i 1983, og at det måske også i dag ville kunne bruges til at styre problemerne.
"Passende bolig" betød i 1970'erne en lejlighed med ikke over to personer pr. beboelsesrum.
Børnefamilier skulle have selvstændigt køkken og toilet i lejligheden.
"Det betød, at mange gæstearbejdere flyttede fra de dårlige boliger på Vesterbro til de nye, almennyttige lejligheder i Ishøj, hvor viceborgmester og byggeudvalgsformand Per Madsen ligefrem annoncerede efter dem i Fremmedarbejderbladet," forklarer Jan Hjarnø.
Pakistanerne blev ikke alle boende i de dyre lejligheder i Ishøj. Nogle af dem købte hurtigt parcelhuse og flyttede.
Det er ifølge Jan Hjarnø også forklaringen på, at pakistanerne i Danmark har klaret sig godt i erhvervslivet og uddannelsessystemet, mens et tilsvarende antal pakistanere i Norge ikke tog springet fra lejeboliger til ejerboliger og derfor klarer sig dårligere i uddannelsessystemet og i erhvervslivet.

Andre boligtiltag
Han erkender, at situationen for indvandrere, der ønsker familiesammenføring, ikke er så enkel i dag, som den var i begyndelsen af 1970'erne, hvor de fleste gæstearbejdere havde arbejde og adgang til ledige lejligheder i Ishøj.
"Det er en vanskelig ting. Men mon ikke de kan finde ud af det ved at være medlemmer af boligforeninger ligesom danskere. Jeg tror, at mange indvandrere er skrevet op i boligforeninger," siger Jan Hjarnø.
Han mener i øvrigt, at det er vigtigt at se på boligpolitikken, hvis de sociale problemer blandt flygtninge og indvandrere skal løses.
Kommuner bør have anvisningsret i privat udlejningsbyggeri - mod en passende kompensation til udlejerne.
Og så kunne man overveje at hjælpe folk til at købe ejerbolig.

En god fidus
En konkret model stammer fra New Zealand, hvor man indtil for få år siden gav familier mulighed for at få udbetalt hele børnetilskuddet på én gang på betingelse af, at pengene blev investeret i fast ejendom:
"Det var en god fidus for staten, fordi folk, der får fast ejendom, bliver lidt mere omhyggelige med deres penge. Hvis børnetilskuddet går til mursten, bliver den månedlige boligudgift så lille, at familierne også har råd til at købe mad og tøj til børnene," siger Jan Hjarnø.
Han mener, at den newzealandske model kunne bidrage til at mindske skellene mellem parcelhuskvarterer for den danske middelklasse og det almennyttige boligbyggeri af beton, hvor indvandrerne bor.
Kravet om, at man skal have dansk statsborgerskab for at få familiesammenføring, er problematisk, fordi oprindelseslande som Pakistan og Tyrkiet stiller tidligere statsborgere højst forskelligt:
"Pakistanere mister ikke rettigheder i Pakistan ved at blive danske statsborgere. De kan for eksempel stadig arve jord. Men for en tyrker betragtes det nærmest som landsforræderi at skifte statsborgerskab. Hvis vi kræver, at tyrkiske indvandrere skal være danske statsborgere, vil nogle af dem få problemer med sig selv i forhold til deres tyrkiske identitet," siger Jan Hjarnø.

Tvangsægteskaber
Ved den seneste stramning af udlændingeloven i 1998 indførtes en bestemmelse om, at ægteskaber, hvis "indgåelse beror på en aftale indgået af andre end ægtefællerne" (udlændingelovens paragraf 9, stk. 10) ikke giver adgang til familiesammenføring.
"De, der ved, hvordan aftaler om ægteskaber indgås, ved, at man ikke uden videre kan finde ud af, om aftalen er indgået af andre end ægtefællerne," siger Jan Hjarnø.
Han understreger, at man selvfølgelig må tage afstand fra tvang. Men arrangerede ægteskaber er et vidt begreb:
"I pakistanske familier er det sådan, at mødrene i reglen har nogle forslag til sønnerne om en to-tre piger, som de mener, de bør gifte sig med. De unge mænd og kvinder er opdraget til at synes, at det er en god ide, og i de fleste tilfælde retter de sig efter det. Ret så ofte er det de unge selv, der finder hinanden. Så handler det for dem om at få forældrene til at acceptere, at de unge skal have hinanden. Det er selvfølgelig også et arrangeret ægteskab, men der har de unge selv fundet hinanden," påpeger Jan Hjarnø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her