Læsetid: 3 min.

Forsødet æblemost

14. januar 2000

John Irving-filmen 'Æblemostreglementet' er god, kultiveret underholdning, smukt instrueret af svenskeren Lasse Hallström

Ny film
Det er nok et held for forfatteren John Irving, at han har en meget opreklameret fortid som bryder. Forestiller man sig en historie som Æblemostreglementet signeret af en skrøbelig gammeljomfru fra New England, ville anklagerne for tuttenuttet sentimentalitet sikkert være mere talrige.
Det begynder med børnehjemmet, og det slutter med børnehjemmet, og over det hele hviler far Dickens' ånd og inspiration, som det anerkendes i direkte citater fra David Copperfield, også overført til filmen. Men Dickens ville måske have kviet sig ved at skabe en idyl for forældreløse helt så sukkersødt skyfri som den, der manes frem i svenskeren Lasse Hallströms kønne og velinstruerede, men for lange filmatisering (131 minutter). Der hersker en noget nær perfekt harmoni mellem børn og voksne, eftersom forstanderen er den kloge, forstående fødselslæge Wilbur Larch, der simpelthen bare elsker børn. Og det er han lederskab, som gennemtrænger det ellers noget gudsforladte sted i Maine, hvor ugifte mødre i mellemkrigstiden søger hen for at føde deres 'uægte' børn til Larch' videre børnehjems-varetægt.

At blive voksen
Hovedpersonen Homer Wells er opvokset på stedet og bliver Larch' yndling og elev - en slags adopteret søn i mangel af anden familie. Han er et af disse ubeskrevne blade, som udviklingshistorier elsker - grønskollingen, som må prøve sig selv af i en verden, som hidtil har været lukket for ham. Chancen byder sig, da han bliver gode venner med et ungt par, som opsøger Larch for at få en abort (for den avancerede fødselslæge bryder gerne loven, hvis kvinden ønsker det.)
Det velstående par tager Homer med sig og ansætter ham som æbleplukker på deres velfungerende frugtplantage, og så er det tid for Homer at gøre de første erfaringer udi erotik og etisk handling.
Men imens er den kloge, men også snedige Larch ved at finde sin afløser som børnehjemmets leder. Og det er ikke svært at gætte, hvem det er.
På et filmmarked gearet mod teenagerne laves der efterhånden relativt få underholdningsfilm for voksne. Æblemostreglementet er en af dem - blidt og blødt charmerende, lavet med smag og sikker beherskelse. Og med spredte glimt af virkelig inspiration, der tilsyneladende især skyldes Lasse Hallströms visualisering.
John Irving har selv skrevet manuskriptet og bruger især i starten entusiastisk løs af sine mange ord. I den første tredjedel broderer filmen for mange småhistorier sammen uden at få tilstrækkelig fremdrift i hovedberetningen om Homer. Her er Lasse Hallströms dunlette touch og ligesom svævende klipperytme en fordel.
Senere savner man et fastere, samlende greb og en mere spændt dramatisk nerve. Hvad handler filmen egentlig om? Om de leveregler, Homer må lære i den store barske verden, hvor selv en retsindig sort æbleplukker har en dyster hemmelighed? Ja, det gør den vel: dette æblemostreglement, som man enten kan bryde (som Homers opdrager Larch, der udfører aborter) eller holde sig til (som Homers ven Wally, der dør af for meget regelret heltemod).
Banalt er ikke ordet, men sig det ikke højt herhjemme, hvor Irving dyrkes som halvgud og hele to bogudgivelser fejrer filmens premiere.

Fint spil
Sammenlignet med Lasse Hallström-film som Mit liv som hund og Gilbert Grape er Æblemostreglementet en noget tandløs, selvbehagelig oplevelse. Der lyser små solstrejf af poesi gennem den: Homers første oplevelse af havet, af en nøgen kvinde, af en tom drive-in-biograf. Men filmens sødme undgår ikke altid det sødladne.
Præstationerne er dog i top: Michael Caine, der kan have det koldest tænkelige fiskeblik, giver uden besvær Larch den krævede hjertevarme, Tobey Maguire er passende ufærdig og dunet som Homer og i filmens bedste og skarpest skrevne rolle som den sorte æbleplukker Mr. Rose brillerer Delroy Lindo.

*Æblemostreglementet (The Cider House Rules). Instruktion: Lasse Hallström. Manuskript: John Irving. Amerikansk (Dagmar, Palladium, Grand)

Læs også anmeldelsen af John Irvings bog, der beskriver projektet fra bog til film her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu