Teatermanden Robert Hosseins nye superproduktion er en hyldest til modstandsbevægelsen og det 20. århundredes største franskmand - Charles de Gaulle
Musical
PARIS - "Vi var ikke veget tilbage for at gå i gang med Jesus... Men de Gaulle!"
Historikeren Alain Decaux fandt emnet overvældende, betror han os i programheftet til vintersæsonens største teaterproduktion i Paris, Celui qui a dit non, (Manden, der sagde nej), der har general de Gaulle som hovedperson - og som Decaux er medforfatter til. Jesus! Jo, hentydningen er pertinent, eftersom det er hovedpersonen i to af de teaterværker i kæmpeformat, som Robert Hossein tidligere har lanceret i samarbejde med Decaux (Un homme nommè Jèsus og Jèsus ètait son nom). Sammenligningen er heller ikke blasfemisk ud fra en fransk tankegang, for Frankrigs universelle udstråling har altid været taget for givet i dette land, og de Gaulle er den største historiske person i Frankrig siden Napolèon Bonaparte.
Man kunne spørge, om scenen er stor nok til en så stor mand. Hossein, der altid satser stort, har valgt den største scene, der findes i Paris, og en sal til 3.600 tilskuere. Stedet er Kongrespalæet ved Porte Maillot i den vestlige udkant af Paris, og stykket går for fulde huse aften efter aften.
Produktionsselskabet satser på over 500.000 tilskuere i løbet af fire måneder. Det er big business med en investering på 45 mio. kr., stillet på højkant af stormagasin-magnaten Francois Pinault, Frankrigs næstrigeste mand og en nær ven af præsident Chirac. Stykket (som ikke er et stykke, men mere svarer til den engelske betegnelse show - på fransk spectacle) er skrevet af Alain Decaux, der er specialist i dramatisering af historisk stof, i samarbejde med den nyligt afdøde politiker Alain Peyrefitte, der i mange år stod de Gaulle nær og havde et intimt kendskab til hans stil og udtryksmåde. Men ideen skyldes Robert Hossein, der også har stået for iscenesættelsen.
Af alle de teater- og filmprojekter, som Hossein og Decaux har samarbejdet om gennem årtier, er de Gaulle-historien den vanskeligste, fastslår Decaux. Emnet er stort og stadig aktuelt, og kildematerialet er gigantisk. Man måtte finde en ny dramatisk form.
Person og myte
Charles de Gaulle nævnes stadig næsten dagligt i den politiske debat, og en politisk bevægelse, den gaullistiske, har navn efter ham. Præsident Chirac betegner sig som gaullist, men hans neogaullistiske parti er i stærk tilbagegang og blev fornylig sprængt. Et nyt, gammelgaullistisk parti påberåber sig nationalistiske ideer, som tiden er løbet fra, og resterne af Chiracs eget parti er blevet neoliberalistisk og konformistisk, dvs. alt andet end gaullistisk. Men er gaullismen død, lever de Gaulle til gengæld stadig som historisk person og myte, og forfatterne til forestillingen har klogeligt valg at holde sig til perioden 1940-45 og den de Gaulle, som Frankrig står i en evig taknemmelighedsgæld til.
Hans virksomhed som politiker og statsmand efter krigen er mere tvetydig. Han spillede en historisk rolle som grundlægger af den Femte Republik i 1958, og han bidrog afgørende til at skaffe Frankrig en tiltrængt stabilitet, selvtillid, modernisering og en selvstændig international rolle. Men det var også ham, der 'sagde ja' til atombomben, atomkraften, en vis korruption og lejlighedsvis brutale politiaktioner.
I 1940 var de Gaulle manden, der sagde nej til det nederlag, som Frankrig - med marskal Pétain i spidsen - næsten enstemmigt tog til efterretning. de Gaulle var en ukendt, nyudnævnt brigadegeneral, som kun en håndfuld officerer og politikere fulgte i begyndelsen. Ved Frankrigs befrielse i 1944 inkarnerede han det kæmpende Frankrig, og det er takket være ham, at Frankrig blev anerkendt af USA, Sovjet og England som en af sejrsmagterne i 1945.
Hvad man end kan mene om de Gaulle som politiker efter krigen og præsident fra 1958 til 1969, er det sikkert, at han ved sin indsats under krigen sikrede franskmændene et Frankrig, som de var bedre tjent med i resten af århundredet, end tilfældet ville have været uden ham. Måske en besværlig allieret, men et Frankrig med livskraft og selvrespekt, i stedet for det føjelige Frankrig, som USA ønskede.
Farverigt persongalleri
Når de Gaulle 'sagde nej' i 1940-45, var det ikke bare til den tyske fjende, men også til USA's præsident, Franklin D. Roosevelt, der længe mente, at det Frankrig, der var blevet en passiv allieret for Tyskland i 1940, skulle gøres til en slags amerikansk-britisk protektorat efter krigen. De Gaulles nej på flere fronter og opbygningen af den franske modstandsbevægelse er temaerne for Hosseins teaterstykke.
Hovedpersonerne er - foruden de Gaulle - Winston Churchill, Roosevelt, modstandslederen Jean Moulin, gestapochefen Klaus Barbie, den britiske udenrigsminister Anthony Eden og andre af epokens kendte politikere. Hvilket farverigt persongalleri! Herudover medvirker godt 100 unge skuespillere i forskellige småroller og desuden omkring 100 statister. Det er altså en produktion af operadimensioner.
Scenen har den fornødne størrelse, men dekorationerne er ekstremt forenklede, det er alt andet end et udstyrsstykke i den overlæssede betydning af ordet. Optrinene veksler mellem dialoger mellem hovedpersonerne - indholdsmæssigt strengt baseret på historisk kildemateriale, men ofte med telegrammer eller korrespondancer omdannet til personlig samtale - og kortvarige masseoptrin og tableau'er. På bagtæppet vises i glimt nogle autentiske filmoptagelser af centrale krigsbegivenheder som Pearl Harbor og Stalingrad. Alt ialt et scenisk freskomaleri, hvor Hosseins særlige talent og erfaring kommer til sin ret.
Tidløs appel
Det er Robert Hosseins største succes siden Les Misèrables, men i øvrigt den sidste af en lang række superproduktioner, som den nu 72-årige skuespiller, iscenesætter, dramatiker, filminstruktør og producent har lagt navn til. Det er ikke subtilt teater, men man fristes til at sige forbandet godt håndværk. Personfremstillingerne (Jacques Boudet som de Gaulle, Robert Hardy som Churchill og Lyle Joyce som Roosevelt) er mesterværker i genren. De mange kilometer eksisterende dokumentarfilm med disse personer har tydeligvis været til hjælp, og det betyder samtidig, at publikum, der har set mange af disse film i tv gennem årene, kan værdsætte ligheden.
Den stormfulde dialog mellem de Gaulle og Churchill er fængslende gengivet. Det er et solidt arbejde, der lever op til sit historisk-pædagogiske formål - uden i øvrigt at skjule de Gaulles svagheder, hans arrogance og hans utrolige stædighed. Stykkets tidløse appel beror måske på, at det handler om at sige nej til barbariet, men et fremtrædende undertema er kampen mod amerikansk overherredømme, og det har aldrig har mistet sin aktualitet i Frankrig. Sidst er det blusset op i forbindelse med verdenshandelsorganisationen WTO... Stykket har fået en god modtagelse i den franske presse, og det har også fået ros i flere britiske blade, således The Spectator, der finder, at det indgår i "den store tradition fra Orson Welles og Eisenstein".
*Robert Hossein: Celui qui a dit non (Manden, der sagde nej). Kongrespalæet ved Porte Maillot, Paris
