PÅ HJEMMEBANE har Frankrig det skidt med de høje idealer, som nationen gerne vil identificeres med ude i verden. Adskillelse mellem udøvende og dømmende magt, mellem regering og retsvæsen - det hedder også uafhængige domstole, lighed for loven - er et grundlæggende kriterium for retssamfund og demokrati. Princippet blev formuleret af den franske forfatningsteoretiker Montesquieu (1689-1755), men i Frankrig har regeringsmagten i realiteten altid bevaret en indirekte kontrol med retsvæsenet.
Denne situation, der bevirker, at regeringen kan bremse eller fremme sager efter forgodtbefindende
- d.v.s. i værste fald forfølge politiske modstandere og holde hånden over venner - er blevet kritiseret i mange år. I mindst ti år er det blevet krævet med stigende styrke, at anklagemyndigheden skulle gøres uafhængig af justitsministeren.
Netop denne ændring var i centrum for en stor retsreform, som præsident Jacques Chirac gav signalet til for nøjagtig tre år siden, den 20. januar 1997. Reformen blev udarbejdet og lodset gennem parlamentet af den socialistiske justitsminister Elisabeth Guigou og vedtaget med overvældende flertal i begge kamre i november 1998 (697 stemmer mod 64). Visse aspekter af reformen nødvenddigjorde ændringer i grundloven, og derfor skulle den endelige vedtagelse ske ved et fælles møde af de to kamre (Kongressen) og med tre femtedeles flertal.
Kongressen var indkaldt til møde i Versailles den 24. januar.
Den 19. januar - med fem dages varsel - blev mødet aflyst ved et dekret fra præsident Chirac, kontrasigneret af premierminister Lionel Jospin. årsag: Højreoppositionen - der har stemt for reformen i de to kamre - har skiftet mening, således at den endelige vedtagelse i Versailles var udelukket.
Reformen er faldet med et brag.
Formelt er sagen udskudt på ubestemt tid, men den dukker tidligst op igen efter præsidentvalget 2002. Det må konstateres, at denne væsentlige reform - efter års diskussioner, omhyggelige forberedelser og højtidelige løfter - er strøget af dagsordenen fra den ene dag til den anden. Røget i vasken.
Betragtet udefra er det ufatteligt, at en reform, som en højrepræsident og en venstreregering fremmede i skøn forening - den indgik i socialisternes valgprogram i 1997, endnu før Chirac tog sit initiativ - har kunnet lide skibbrud. Det siger noget om, at franske højrepolitikere har svært ved at give afkald på den immunitet, de ofte har kunnet skyde sig ind under i kraft af det traditionelle system. De har svært ved at affinde sig med ikke at være hævet over loven i visse situationer.
I årevis har man talt om at 'kappe navlestrengen' mellem den politiske regeringsmagt og anklagemyndigheden. Nu viger man tilbage for dette skridt - men ansvaret for reformens skibbrud ligger hos højrepartierne. De kan komme til at betale dyrt herfor - og i mange år - for reformen er yderst populær og støttes ifølge en meningsmåling for ganske nylig af 80-85 procent af vælgerne.
Det besynderlige er, at debatten vedholdende har været præget af advarsler - ikke bare fra konservative og gammelrepublikanske politikere, men talrige kommentatorer i medierne - mod, at 'dommerne tager magten'. Hvis politi og domstole får ret til at gøre deres arbejde uafhængigt af den politiske regeringsmagt, får man en situation, hvor 'dommerne regerer', lyder det.
Altså en magtkamp, hvor nødvendigvis enten politikerne eller dommerne har magten.
Det er en primitiv form for debat, der ikke burde finde sted i Montesquieus fædreland. Den hører rent ud sagt hjemme i en bananrepublik.
Disse gamle rygmarvsreflekser forklarer ikke til fulde, at reformen er strandet. Skandalen bunder også i, at de franske højrepartier befinder sig i en krise - med opløsning, splittelse, projektløshed og rådvildhed - ikke mindst takket være Chirac. Hans berømte 'selvmål' i 1997 (beslutningen om valg i utide, der berøvede højrepartierne deres store flertal) fremkaldte en demoralisering og en bitterhed mod Chirac, der er vokset år for år.
Kampagnen mod retsformen blev lanceret med brask og bram fornylig af den nyvalgte leder for Chiracs gamle parti, RPR, Michéle Alliot-Marie, der simpelt hen ønskede at distancere partiet fra præsidenten Chiracs Frankrig byder på stadig nye overraskelser. Vi har haft tid til at vænne os til, at republikkens præsident på en gang er statsoverhoved og oppositionsleder. Nu er han enig med regeringen i en vigtig sag, men torpederes af sine egne.
I mellemtiden bør man ikke glemme de korruptionssager, der har stimuleret folkekravet om et uafhængigt retsvæsen. Chirac ved, at han ikke kan retsforfølges, så længe han er præsident. Dette er lige blevet bekræftet ved en kendelse fra appelretten i Versailles, men samtidig blev det fastslået, at undersøgelserne mod Chirac for fiktive ansættelser og anden korrupt praksis i Paris i hans 18 år lange borgmestertid kan fortsætte med henblik på en sigtelse, når han engang forlader Elysèe-palæet.
En undersøgelsesdommer har iøvrigt konstateret, at materialet mod Chirac er så 'belastende og samstemmende', at kun hans embede hindrer en sigtelse. Et tegn blandt mange på, at retsvæsenets uafhængighed i praksis baner sig vej, med eller uden grundlovsændring. B.V.
