Læsetid: 12 min.

Fremskridtets onde tvilling

15. januar 2000

Folkemord er civilisationens totale nedbrud, der viser os, at fremskridt går hånd i hånd med med undergangen. Historikeren Uffe Østergaard bliver direktør for det nye Center for Holocaust- og Folkemordsstudier. Tvunget af nøden spørger han om politisk korrekthed eller måske endda censur er et af de få midler mod den verbale vold, der leder til katastrofen

Koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau, det besatte Polen nær Kraków, 1944:

Ligene var nu rigtigt gået i forrådnelse. Vi gjorde arbejdet lettere ved at spænde remme om de dræbtes arme, fødder eller hals, så vi ikke var nødt til at berøre dem med hænderne, og så trak vi de klæbrige, oppustede kroppe hen over gårdens beton og hent til vognen. Vi læssede vognen mest muligt, så at vi kunne nøjes med så få ture som muligt, men snart var læsset så stort, at der ikke kunne være flere.
"Obojski? Er I allerede færdige? Hvor mange?" spurgte SS-manden.
"80!"
"Det må jeg nok sige, godt præsteret!" Han skrev tilfreds tallet ned i sin bog.

Fra 'Anus Mundi - 5 år i Auschwitz' af
den overlevende fange Wieslav Kielar

Folkemordet viser os, at civilisationen har et janusansigt. Alt det vi på den ene side kan glæde os over at have opnået, kan vi på den anden frygte og væmmes ved."
Uffe Østergaard, historiker ved Aarhus Universitet, varmer op til det første interview om sit nye job. Han er nyudnævnt direktør for regeringens Center for Holocaust- og Folkemordsstudier, der i de kommende måneder skal etableres.
Han har meget på hjerte. Så han ved ikke rigtigt, hvor han skal starte. Skal vi starte med folkemordet som civilisationens sorte side, der viser os, at alting ikke bare går fremad? Er det propagandaen, som minder ham om disse ugers udlændingedebat og får ham til at forsvare den politiske korrekthed?
Vi enes om at starte ved basis. Først skal folkemordet forklares. Sættes i sammenhæng og afgrænses. For folkemord er som sagt ikke bare at slå et stort antal mennesker ihjel.
Den 9. december 1948 tiltrådte FN's Generalforsamling konventionen mod folkemord.
Udryddelsen af jøderne i Auschwitz, Treblinka og de andre udryddelseslejre var den direkte anledning. Og siden har diskussionen bølget: Er det sådan, at mordet på jøderne under Anden Verdenskrig er noget fuldstændigt enestående? Eller kan det sammenlignes med andre situationer?
"Til tider har dele af den israelske forskning ønsket at 'reservere' begrebet folkemord eller i hvert fald holocaust til jøderne," forklarer Uffe Østergaard.
"Folkemordet på jøderne var noget særligt, fordi det førte til oprettelsen af staten Israel. Havde det ikke været for udryddelsen af jøderne, havde der ikke været et Israel," siger han.
"Det er selvfølgelig den rationelle begrundelse for, at nogle israelere godt kunne tænke sig, at der kun var ét folkemord. Fordi det forklarer retfærdigheden i, at deres egen stat er blevet oprettet. Det er baggrunden for, at man i litteraturen, i politik og også i det ny centers navn har dobbeltheden: holocaust og folkemord. Det er jo i og for sig dobbeltkonfekt, men man har taget det til sig."
"Den overvejende holdning er dog nu, at der også er andre folkemord. For det første må man retfærdighedsvis sige, at det ikke bare var jøderne, der blev udryddet i Nazi-Tyskland. Sigøjnerne blev det også efter samme principper som jøderne. Men sigøjnerne har ikke en stat i ryggen, derfor er de blevet glemt."
"Og man er stort set også enige om, at der blev lavet et folkemord på den armenske befolkning i det osmanniske rige i 1915 (omkring en million eller tre fjerdele af den armenske befolkning blev dræbt, mener man i dag, red.). Så selv når man er meget nøjeregnende, har man i hvert fald tre eksempler på folkemord. Det vil sige, at det er et fænomen, der kan generaliseres. Man kan ikke bare sige, at det var noget, der hændte for jøderne og kun dem," siger Uffe Østergaard.
- Hvad med Pol Pots terrorregime i Cambodja, Stalins udrensninger og deportationer og Rwanda. Kvalificerer det til folkemordsstatus?
"Der bliver det sværere at sige, om det er et egentligt folkemord. I Cambodja blev de fleste folk myrdet, fordi de tilhørte over- eller middelklassen. Ikke på grund af deres etniske eller nationale tilhørsforhold. Så er der mange, der sætter hælene i og siger, at der ikke er tale om et folkemord. Så er det politisk motiverede mord i stor skala. Der er en lignende og ret overbevisende analyse, der antyder, at der i Rwanda reelt mere var tale om to klasser end om to folk mod hinanden. Og Sovjetunionen kunne sige, at det sandelig ikke var ukrainere, de var ude efter, men storbønderne - kulakkerne. Ikke at forbrydelserne bliver mindre af den grund."
- Skal centret så ikke beskæftige sig med sådanne tilfælde?
"Jo, alle disse situationer, som nogen kalder for et folkemord, kan vi i princippet undersøge. Der vil det kun være ressourcerne, der bliver afgørende. Men om det kan karakteriseres som folkemord er et åbent spørgsmål," siger Uffe Østergaard. Og afbryder så sig selv.
"Her kommer vi faktisk ind på noget mere spændende: Hvad er det, der adskiller folkemord fra andre udryddelser?" spørger han og giver selv svaret:
"Folkemordet hænger snævert sammen med det moderne samfund, altså den moderne, rationelle, videnskabelige måde at opfatte verden på. Det at man videnskabeligt klassificerer folk som en race, og så udrydder dem. Der er formodentlig blevet udryddet mennesker i hele menneskehedens historie. I middelalderen myrdede man massevis af mennesker, i romerriget og det gamle Kina gjorde man det. Men det var ikke så systematisk som de folkemord, vi har set i nyere tid. Og kriteriet for at gøre det var slet ikke det samme. Man udryddede dem, man ikke kunne lide, dem, der var i vejen eller dem, der ikke ville betale. Inkvisitionen i Spanien forfulgte de vantro. Men afsvor de deres tro, slap de. Man udryddede ikke folk, fordi de tilhørte en bestemt 'race'. Folkemordet hænger sammen med den moderne måde, hvor man i sidste halvdel af 1800-tallet begyndte at anskue både mennesker og samfund som objekter for naturvidenskabelige studier. At man klassificerer mennesker i bestemte racer og bestemte nationaliteter."
Et af de fremmeste eksempler på folkemordets samspil med videnskaben er Nazi-Tysklands Nürnberg-love fra 1935, der satte forfølgelsen af jøderne i system. De skabte en præcis kategorisering af, hvor meget jødisk blod man skulle have for at blive regnet som jøde. Man udmøntede raceteorien i moderne lovgivningspraksis, med en på det tidspunkt anerkendt videnskabelig overbygning.
"Det er den side af de moderne udryddelser, der er mest skræmmende. Man tager alt det, vi er stolte af at have opnået, alt det vi opfatter som det moderne og tilsyneladende rationelle og bruger det til at begrunde noget barbarisk. Det er det moralske problem, som folkemordet konfronterer os med. Pludseligt viser det os, at der ikke bare er en jævnt stigende fremgang i verdenshistorien. Alting bliver ikke bare bedre."
"Derfor er der så meget tale om etik nu. Der er den her lurende angst for, at vi kan meget mere af alting, end vi kan styre. Og hvad er det, vi ikke kan styre? Ja det er jo os selv."

Rwanda, april-juni 1994:

"RPF er kommet for at dræbe jer."
"De er ude efter jeres jord. Jeres marker. Forsvar jer mod angrebet"
"Vi er alle i krig. Vi må alle kæmpe denne krig. Det er den afgørende krig, den må vindes. Folket har besluttet, at den skal vindes."
Stol ikke på nogen tutsi, slet ikke på kvinderne. Enhver hutu, der gør forretninger med en tutsi, er en forræder."
"Graven er fortsat kun halvt fuld. Hjælp os med at fylde den."
Citater fra den radiostationen RTLM, der spillede en væsentlig rolle i mordet på omkring 800.000 mennesker i Rwanda.

"De holdt deres billige radio i den ene hånd, macheten i den anden. De var parate til at dræbe med det samme, ordren blev givet."
Canadisk journalist ifølge den undersøgelse af radioens betydning for mordene i Rwanda, som en række menneskeretsorganisationer gennemførte. Deres konklusion var: uden radio intet folkemord.

Center for Holocaust og Folkemordsstudier har tre formål. At forske i jødeudryddelserne og særligt redningen af de danske jøder. At oplyse om holocaust og folkemord. Og at forske i, hvordan folkemord opstår. Så det måske en dag bliver muligt at give en tidlig advarsel, der bliver lyttet til.
"Vi kender jo allerede nogle af advarselssignalerne," siger Uffe Østergaard.
"Den måde, man taler om hinanden på, er et uhyre vigtig. Vi ved, at det er et dårligt tegn, når vi begynder at opfatte og tale om hinanden i abstrakte kategorier som 'serbere', 'jøder' eller 'fremmede'."
"Derfor er det bekymrende, når vi i Danmark begynder at tale om 'udlændinge' som en gruppe og ikke om individer. For de er ikke bare udlændinge, de er individer. Men vi taler vi om dem i fjendekategorier. Jeg siger ikke, at vi er på vej mod et folkemord i Danmark. Men en af de mest tydelige mekanismer, man kan se i optrækket til et folkemord er, at man begynder at tale om dem og os."
"Vi er på det felt blevet meget oplyste af konflikten i Jugoslavien. I slutningen af 1980'erne tog man låget af debatten. Indtil da havde der været forbud mod den 'verbale vold' eller ophidselse til nationalisme. Man kom i spjældet og kølede af der i en to-tre år. Både Franjo Tudjman fra Kroatien og Alija Izetbegovic fra Bosnien har tilbragt lang tid i spjældet under Tito."
"Når man kigger tilbage, må man sige, at det var måske ikke helt forkert at bure dem inde - set i lyset af, hvad de siden hen gjorde. Jeg har også været blandt dem, der kritiserede Jugoslavien for at spærre folk inde. Men det er åbenbart klogt for et samfund at sætte grænser for, hvor meget verbal vold, man vil tolerere. For det eskalerede jo."
- Det er jo censur.
"Ja, det er det. Og det næste meget bekymrende spørgsmål er, om den danske politik med at tillade alle ytringer er klog. Centret har ikke nogen mening om det, og jeg har egentlig heller ikke endnu. Men fra at være tilhænger er jeg blevet mere betænkelig. For det første har jeg jo set, hvordan det har udviklet sig i Jugoslavien. For det andet er det et reelt problem for vores nabolande, at Danmark er blevet en distributionscentral for nazistisk propaganda."
"I Danmark har vi ment, at vi bør give folk frit løb til at sige noget grimt om hinanden, ellers gør de bare holdning til handling og bliver rigtigt voldelige. Men vi ved jo ikke, om folk virkelig afstår fra fysisk vold, bare fordi vi legaliserer verbal vold. Det er jo ikke bare i Jugoslavien, at ordene bliver til handling. I virkeligheden kunne man se det samme ske både under den franske revolution, hvor den verbale vold eskalerede til de kappede hovederne af hinanden og under nazismen."
- Skal vi så tilegne os den amerikanske politiske korrekthed. Man kan jo sige, at den prøver at gøre det muligt for meget forskellige grupper at tale sammen?
"Det må jeg faktisk svare ja til. Jeg griner jo også af nogle eksempler på politisk korrekthed. Men der er noget om det, og man kan jo oversætte det til civilisation eller høflighed."
- Antropologen Anne Knudsen beskriver danskerne som et folk, der gerne vil sætte sig ned og snakke om tingene. Kan vi det, hvis der er ting, vi ikke må sige?
"Det er formentlig en rigtig opfattelse, hun har, så længe vi opfatter hinanden som tilhørende den samme klub eller familie. Men det er vi jo ved at holde op med. Så vi bliver måske nødt til - selv om det harmer os - at lære af større lande, hvor man har mere håndfaste regler for omgangsformen med hinanden, fordi folk simpelthen er mere forskellige. Vi kan ikke antage, at vi altid kan finde ud af det, hvis vi bare sætter os ned. Fordi verden er ikke bare en kreds i børnehaven."
- Hvad er folkemordets vigtigste våben?
"Det er ordene. Kategorierne vi sætter hinanden i. Den verbale vold. Den får folk til at gøre ting mod andre mennesker, de normalt ikke ville gøre. Om det så sker med gas, machete, eller neutronbomber er mindre vigtigt. Rwanda viste os, at et folkemord kan ske med de mest lavteknologiske våben. Det kræver bare endnu mere overbevisning og endnu flere mennesker. Det er den verbale vold, der får skredet til at ske i folks hoveder."

Phnom Penh, Cambodjas hovedstad, 1993:
"...over for en fremmed nægtede (cambodjanerne) at berette om det uværdige liv, de var blevet tvunget ud i... Kun de, der lukket inde i familiehusets beskyttende mørke 'sørgede', syntes også at mindes, og deres forstenede sjæleliv var for de øvrige cambodjanere et advarende eksempel på den ødelæggende kraft, der udgik fra erindringen om Khmer Rouge. Så hellere ikke mindes. At vælge glemslen var for cambodjanerne også at vælge livet."
Forfatteren Carsten Jensen om oplevelser ved en rejse i Cambodja fra bogen 'Jeg har set verden begynde'.

Uffe Østergaard taler om folkemordets betydning for et folk i psykologitermer. Det er et "traume", der ofte "fortrænges", som i Cambodja. Men de senere generationer ved alligevel mere, end det umiddelbart ser ud, mener han.
"Når noget er så stort og så tæt på, husker man det ved ikke at tale om det. Men det er der. Og de 17-18-årige, de ved det godt alligevel. De kan høre tavsheden og alt det, der ikke bliver sagt. Jeg har ikke undersøgt det i Cambodja. Men fra tyskerne ved vi vældigt meget om de rytmer, sådan noget foregår i. Det har jo ikke skortet på kritik af tyskerne. Men jeg må sige, at jeg synes, de er kommet vældig godt igennem tre generationer."
"Først var der den store tavshedskultur. Så kom 60'ernes store konfrontationer: Intet har jeg hørt om Hitler i skolen, sagde man. Det passede ikke helt. Men den unge generation havde ikke kunnet tale med deres forældre og bedsteforældre om det. Og nu har vi den tredje voksne generation, der stort set har lært af det og har draget konsekvensen."
"Helmut Kohl blev berømt på at tale om nåden ved at være født så sent, at man ikke selv kunne have gjort noget. Han udtrykte den dobbelthed, som jeg synes, tyskerne har mestret: 'Jeg er nok skyldig som tysker, men ikke personligt'. Jeg tror, at der er meget få, der benægter, at de som tyskere har et ansvar. Men mange vil være uenig med mig på det punkt."
- Men der er jo også dem, der helt benægter, at holocaust fandt sted.
"Jeg er født i 1945. Det vil sige, at jeg er vokset op med bevidstheden om holocaust som et ubetvivlelig faktum. Som billeder og steder og oplysninger."
"Når man står i Auschwitz er det jo svært at forstå, hvordan folk kan finde på at sige, at det aldrig er sket."
- Er benægtelsen farlig?
"Det ville jeg ikke have sagt for 20 år siden. Men det tror jeg nu. For den forsvinder åbenbart ikke. Og den er udtryk for en mistro til alt, hvad vi har af sandhedsmekanismer i samfundet. I stedet for at forholde sig til fakta, klynger man sig i stedet til en idé om en stor konspiration om at sværte nazismen til."
"Og det er en fallit for vores fælles dannelses- og uddannelsessystem. For der må åbenbart være behov for at tro på det irrationelle og mørkets kræfter."
"Men det har det 20. århundrede jo også givet god grund til. Man kan sige, at vi havde alle muligheder i begyndelsen af århundredet og vi havde alle muligheder, da vi netop gik ud af det. Men vi gjorde det skidt i mellemtiden."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her