Læsetid: 5 min.

Fremtidens soniske frontalangreb

3. januar 2000

Nye cd'er frembærer igen tekno-musikkens stålblanke klangflader og elektroniske lydsimulationer, og fremmaner en grum fremtid

Nye cd'er
Da tekno-musikken begyndte i Detroit i begyndelsen af 80'erne, var det med navne, som skulle kortslutte vejen til fremtidens digitale tidsalder. Man indfriede en del af drømmen om hi-tech paradis, hvor bits og biomekanik omsider kunne blive forenet.
Tekno-musikkens producere ved bedre end nogen, at man i maskinen ser uendelighedens princip realiseret. Derfor drejer musikken sig først og fremmest om det mulige, om drømmen, eller det futuristiske potentiale, der ligger indkapslet i hvert eneste sekund. Derfor er tekno-musikken også repetitiv og rekursiv, uden en traditionel fortællende form. For den er altid i sin vorden, altid i færd med at blive til. Tekno er en spydspids ind i det kommende, en spion i teknologiens forestillingsevne. Og fordi den rummer dét man ikke kan forestille sig, er teknologien heller ikke helt til at styre - 'det mulige' er både utopisk forløsning og dystopisk implosion.

Ufuldbåren teknologi
I den forstand er teknologien fuldbåren, uden snor, eller Wireless, som det hedder med titlen på englænderen Luke Slaters seneste album. På Wireless er det ikke som hos Pinocchio en overmodig løssluppenhed, men derimod en aggressiv, teknologisk selvbevidsthed der kommer til udtryk.
Den giver sig til kende i knasende overstyring, isnende elektronlyd og ikke mindst den software-genererede Darth Vader-vokal, der lægger stemme til musikmaskinen på denne teknologisk funky plade med lyd af anløbent metal. I Slaters vision udgør rytmernes stoflighed det enlige menneskelige element i et post-industrielt wasteland.
De korporlige breakbeats, der udstanses i samlebånds-hakkende sekvenser, springer gennem højttalerne som knytnæveslag mod kroppens bløde panser, indtil pladen toner ud på et kor af overvågnings-systemers alarmsignaler.

Hårdtslående
Samme fysiske påmindelse, omend i endnu mere hårdtslående stil, oplever man i den aktuelle anti-konsum-thriller, Fight Club. Filmens billedside går et skridt videre end den næseblødende Slater på omslaget af Wireless, mens filmens musik, der er komponeret af den amerikanske Dust Brothers duo, ikke så meget dykker ned i apparaturet, men så meget mere udstiller teknologiens indvirkning på verden.
På samme måde som Brad Pitt og Edward Norton i filmen nedbryder en (samfunds-)orden, underminerer de to Dust Brothers det traditionelle instrument- og harmoni-inventar med teknologiens logiske bomber, og genskaber det i modificeret form som en Fugl Fønix af asken efter den forstøvede Corporate World. I Fight Club slås man for sin fysiske væren i den post-humane verden, og på lydsporet demonstrerer Dust Brothers hvordan sang, citar og blæsere - lydsignaturer, som engang var bundet til den menneskelige krop - kan indhøstes af den teknologiske grønthøster som tid- og sted-bestemte overleveringer, og omplantes i tekno-biosfæren, der ligger som et stadig tættere netværk - ikke omkring Jorden, men igennem den, overalt i kulturens symbolmaskineri.
Lyden efter mennesket opsuges af det digitale collage-apparatur, der gendanner verden i sit eget synkrone billede, og i denne grid-struktur er Fight Clubs forvrænget
guitar og dampskibs-dybe bas blot knudepunkter på linie med lakpladelyd fra rejsegrammofonen, harpespil og satellit-blip.

Maskinmennesket
Hos den Jamaica-fødte Kurtis Mantronik bliver tekno-griddet opløftet til væsen. Man+tronik. Mand og elektronik. Maskin-mennesket made in flesh. Og alligevel ikke, for på I Sing The Body Electro, kan kroppen ikke komme til syne, kun besynges. Kurtis Mantroniks armerede cyborg kan nok træde en virtuel dans gennem de komplekse og ru breakbeats, en urban ringdans i gnistrende spring fra disco til elektronisk rock til funk og filtrerede samplinger, men den kybernetiske organisme forbliver metafor eller fantasme.
Mantronik-robotten træder aldrig frem foran musikken, den er den musikalske patchwork-maksime selv, der udvælger og sætter sammen i en vekselvirkning mellem mennesket og maskinerne.

Teknologihengivelse
Slater, Dust Brothers og Kurtis Mantronik er med deres sampling-baserede og instrument-citerende genbrugsmusik både inde i og uden for apparaturet. Maskinen er her blot det redskab der gør det muligt at nedbryde kulturens faste forbindelser.
Hos den ny generation af Detroits techno-producere kan man derimod afkode utvetydige signaler, der beretter om en mere fuldkommen hengivelse til den verden teknologien tilbyder.
Dopplereffekt og Aux 88 er blandt de førende eksponenter for en scene, der har taget prædikatet techno bass til sig. Mekaniske rytmemønstre af elektronisk percussion, hypersyntetiske melodistumper og titler som 'Scientist', 'Radiometer', 'Infophysix' (Dopplereffekt), 'Direct Drive' og 'Xeo-Genetic' (Aux 88), indtaster sig ligesom producer-pseudonymerne i en direkte forbindelse til tekno-videnskabens prægnante formelsprog.
Ligesom videnskaben, skaber maskinen en ny verden i stedet for dén, den foregiver at tjene, et Gesamtkunstwerk, med titlen på Dopplereffekts album: en verden af måleinstrumenternes og computer-simulationernes skærmbilleder, en verden af datalyd, tastet direkte ind som maskinkode i maskinens CPU, og returneret som bas - den eneste af musikmaskinens tilbagemeldinger, der er i stand til at røre den menneskelige krop. "Do not attempt to change the bass," knaser det advarende igennem de sub-soniske trykbølger på Aux 88 presents Electric Boogie, hvor man, foruden Dopplereffekt og Aux 88, bl.a. også kan høre Drexciya, der for nylig udsendte cd'en Neptune's Lair.
Hos Drexciya er der en militant futurisme på spil. Et ønske om på een gang at restaurere afro-amerikanernes historie, og sende dem ind i det 21. århundredes farveblinde malstrøm. Det kan aflæses af titler som "Species Of The Pod", "Habitat'O'Negative" eller "Drifting Into A Time Of No Future", og det kan høres på den melankolske grundtone, der binder Drexciyas musik til den originale lyd af Detroit. Ligesom den af franskmanden Manu Le Malin kompilerede Biomechanik 2, er Drexciyas på een gang følsomme og aggressive elektronmusik et anslag mod operativ-systemet fra teknikken selv. Men hvor Drexciya sidder i Neptuns hule på havets bund, retter Biomekanik 2 et sonisk frontal-angreb mod mennesket. Tekno-drømmens genkomst i skikkelse af et Geiger-uhyre, eller -med en formulering af filosoffen Walter Benjamin- teknikkens slaveopstand, bevæbnet med overstyrings-bazooka, forvrængnings-pistol og rytme-granater.

*Luke Slater Wireless (Mute/Playground)
*Dust Brothers Fight Club (Restless/BMG)
*Kurtis Mantronik I Sing The Body Electro (Oxygen Music/Playground)
*Dopplereffekt: Gesamtkunstwerk (Int. Deejay Gigolo/Voices of Wonder)
*Aux 88 presents Electro Boogie (!K7/Voices of Wonder)
*Drexciya Neptune's Lair (Tresor/Voices of Wonder)
*Manu Le Malin Biomechanik 2 (FCommunications/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her