Læsetid: 5 min.

Frit flydende tanker

14. januar 2000

Det er ret moderne at se mennesket som et fritstillet individ, der flyder ubesværet rundt i verden. Men det dog slående, hvor meget mere præcist og intelligent flyderiet var beskrevet af Heraklit for ca. 2.500 år siden

Qlummen
Alting flyder. Heraklits velkendte maxime er basale visdomsord for en gammel sofist som mig. Især ved årsskiftet, som traditionelt hensætter mennesket i tanker.
Det flydende kan være et billede på hvad som helst. Heraklit tænkte selv metaforisk på en flod, når han talte om dette flyderi. Det ved vi fra hans forskellige udsagn om, at man hverken kan bade én eller to gange i den samme flod, netop fordi den forandrer sig bestandigt, mens alting i den flyder.
Modernitetstænkere mener, at det moderne menneske er et fritstillet individ, som flyder ubesværet rundt i den globaliserede verden. Sådan er fremtiden skitseret i mange tekster her ved årtusindskiftet. Det undrer mig bare, at dette frie flyderi betragtes som en nymodens opfindelse, når nu Heraklit så udmærket har beskrevet det for ca. 2.500 år siden? Og desuden synes jeg egentlig, at Heraklit har beskrevet fænomenet noget mere intelligent end modernisterne, fordi de fokuserer for meget på individet og for lidt på flyderiet.
Er det så frit endda? Er vi mennesker overhovedet individualistiske? Ifølge Heraklits udsagn er der jo ikke kun flyderiet, der er også noget, alting flyder i, nemlig floden. En substans, som det flydende er en del af. Et fællesskab af alt, der flyder.
På samme måde må det såkaldt frisatte individ formodentlig erkende, at det nok er frit, men dog stadig befinder sig i en verden.
Der er med andre ord noget, der er fælles for mennesker, også i en foranderlig verden. Nemlig behovet for hinanden. For at være velfungerende mennesker har vi brug for accept, anerkendelse og respekt. Hvis ikke menneskene havde disse sociale behov, ville menneskeheden ikke kunne drive et samfund, som primært er reguleret af den hårdeste håndhæver af ro og orden: Social kontrol.
Da alting som bekendt flyder i floden, kan kontrollen gå på hvad som helst, blot hovedparten af det flydende følger med.
Her kan vi passende tale om strømme. Gad vide om ikke mange mennesker, ligesom jeg selv, ofte lader sig føre med af strømme, der måske ikke svarer helt til ens overbevisning, men afgøres af ydre vilkår, vi ikke mener selv at være herre over? Det er ikke så enkelt at gå imod strømmen. Man må være pragmatisk. Og man lader sig måske overbevise af, at alle andre omkring én tilsyneladende ikke har skrupler over at flyde med.Vi narrer hinanden.
Én af de kraftigste strømme pt. er troen på det stærke, fritstillede individ - som om man kan flyde uden at være drevet frem af flodens kraft, ja uden at være i floden! Bliver vi ikke bedre og bedre til at narre hinanden til at tro på illusionen om, at det er hvert menneske selv, der vælger og har ansvaret for sine valg. At det er frit, sjovt og særdeles flydende at leve som individualist?
Mere konkret kunne man tage eksempler som internationaliseringen eller arbejdsmarkedet. Emnet arbejde er faktisk et rigtig godt eksempel på effektiv social kontrol, og det viser så glimrende paradokset i vor tro på den fri individualisme og det frie flyderi. Med mindre mennesket har legitime undskyldninger, såsom barn-, ung-, syg- eller alderdom, forventes man at holde sig selv flydende ved hjælp af arbejde. I vort samfund er der næsten ikke noget så statusforringende som arbejdsløshed. Uden arbejde har man ingen identitet.
Børnene bilder vi ind, at valget af erhverv er fuldstændig frivilligt: Hvad vil du være, når du bliver stor? Men det frie valg på alle hylder bliver måske en realitet for en promille, mens resten efterhånden lærer at tilpasse sig. 'Fleksibilitet' er ikke for ingenting et af arbejdsmarkedets absolutte plusord. Alligevel tror vi på individualisme og egne frie valg. Og hvor absurd det end lyder, er det indbildte frie valg med til at fastholde mennesket under ågene fra den sociale kontrol. For jo mere 'frit' man mener at have valgt sit erhverv, des større tilfredshed forventes arbejdet at give, des større arbejdsindsats forventes man at yde, og des mere statustabende vil det være at forlade det.
Også arbejdsmarkedet flyder og forandres. Dét arbejdmarked, jeg kender bedst, er det akademiske, men jeg har begrundet mistanke om, at denne 'individualist-fælde' findes næsten alle steder, hvor mennesker mener, de selv har valgt erhverv.
På arbejdsmarkedet har man virkelig lyttet til de viise modernister. 'Frit flydende' er det bedste mantra man længe har hørt.
Stillingsstruktur og ansættelsesformer ændres, for nu har vi alle lært, at fastansættelse gør doven. Kontraktansættelser fra tre til 36 måneder er alfa og omega i dag. Så arbejder de ansatte mere ihærdigt og producerer mere. Forskere f.eks. skifter emne, hver gang bevillingsstrømmen vender. De vil det helst sådan. Så har de det meget sjovere. Arbejdsmarkedet skal jo passe til tidens individualister.
Hvis tidens mennesker ville det samme allesammen, var de jo ikke individualister. Men det er belejligt at lade som om, for dét giver arbejdsmarkedets ledelser langt mere magt og kontrol. Præstationspresset øges, menneskene opfører sig som bier for at bevise deres værd til næste ansøgningsrunde - hvis der bliver en. Måske bliver der et par måneders ledighed, før den næste mulighed for at søge, måske får man et afslag... måske... Og hvis man ikke er i gang med et succesfuldt projekt den dag, man fylder 45, begrænses mulighederne markant.
Det er egentlig ikke så mærkeligt, at mennesker i job forventes at præstere noget, som andre mener er nyttigt. Dét, der er mærkeligt, er, at der er så mange, der følger med strømmen og accepterer disse uanstændige ansættelsesvilkår. Og der er noget, der er endnu mere mærkeligt. Tænk, at vi fortsat lader os bilde ind, at vi er frie individer!
Troen på frisættelsen og det uundgåelige, individualistiske flyderi i fremtiden er en illusion og en fælde. De stigende krav til den frit flydende arbejdskraft vil få store menneskelige omkostninger, både for dem der er i arbejde, og for de mange, der ikke kan klare kravene. Men der er desværre ikke mange tilbage til at hjælpe dem, der får det dårligt. Frivillige hjælpeorganisationer har svært ved at skaffe de frivillige, for folk har ikke tid og overskud. Og overordnede forandringer er tvivlsomme. For hvem har energi og visioner tilbage til at gå ind i politisk arbejde eller organisationer, der arbejder på at ændre verden?
Dette system befordrer alle til at tænke på sig selv først - på grundlag af en fejlslutning. For vi er alle en del af floden, og dens løb er ikke afgjort på forhånd.
Mit nytårsønske er, at fokuseringen på den frie individualisme må lide druknedøden i det ny århundrede; at vi kunne lære at indse, at mennesker flyder bedst sammen; at floden er et fællesskab.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu