Læsetid: 3 min.

At gumle violer

7. januar 2000

Daudets mesterværk af fortællinger fra Provence

Nyudgivelse
Nu og da udkommer der stadig bøger, som gør det, man kan forlange af en bog. Nemlig at den svarer læseren, det vil sige, fortæller historier, som er gennemkomponerede i den hensigt at gøre læseren klogere, end hun er. En sådan bog er Alphonse Daudets fortællekreds Breve fra min mølle, som første gang udkom i 1869, og som det lille danske forlag Hernov nu har udgivet i Gerd Haves oversættelse fra 1910.
Det er et mesterværk af fortællinger fra Provence, sindbilleder og pointer, der lukker sig om læseren på en måde, som er umulig at definere, fordi læseren selv skaber det rum og de pointer, som der kun er byggeklodser til i teksten. Der er tale om fordybelser, hvor det i højere grad er vore ældgamle følinger end nutiden og dens billeder, som forudsætter henrivelsen.
Så gør det mindre, at der fortælles om den håbløse kærlighed, som en hyrde nærer til sin husbonds datter. Eller om en underpræfekt, der i en kalechevogn er på vej for at holde en tale, men fortaber sig undervejs og begynder at samtale med violerne og en tyk grønspætte, hvad der sker på en måde, som kunne være skrevet af Inger Christensen eller Peter Seeberg.
I "Bixious breve" antastes en blind mand af en digter. Den blinde var tidligere en frygtet kritiker, som var kendt for sine karikaturer og nedsablinger af digtere, men nu beder han et af sine tidligere ofre om hjælp. Digteren inviterer ham til at spise frokost sammen med sig, og herunder forstår han, at den blinde stadig er lidt af en kyniker, hvad der bl. a. går ud over hans datter Celine. Da den blinde er gået, opdager digteren, at han har glemt den brevtaske, og hvorom det hedder sig i Paris, at den er fuld af nederdrægtigheder. Det er ikke nederdrægtigheder, som digteren finder i tasken. Det er breve fra Celine, det er recepter mod barnesygdomme. Og det er en forseglet konvolut, hvorfra et par gule, krøllede lokker stak ud. På konvolutten har den blinde skrevet: "Celines hår, klippet den 13. maj, den dag hun trådte ind derhenne."
En anden historie er lige så tidsløs. Det er en beretning om en dreng, der har guld inde i hovedet, men først får det at vide af sine forældre, da de på hans 18 års dag beder om lidt af guldet. Manden med guldhjernen ender som en stakkel, hvortil Daudet i det brev, han sender til den kvinde, som har bedt om en lystig historie, tilføjer: "Hvor fantastisk denne historie end kan lyde, er den sand fra ende til anden. Over alt i verden findes stakler, som er fordømt til at leve af deres hjerner og må betale i det pureste guld, med al deres saft og kraft, for selv de ringeste ting i livet."
Som en anden stor, såkaldt romantiker, amerikaneren Henry Thoreau, er alt, hvad Daudet skriver, skrevet af en stor kærlighed til den del af verden, som er større end mennesket og dets samfundsformationer. Der er tale om grundliggende, menneskelige værdier og ligefremme følinger, og så gør det mindre, at personerne går i klæder eller sejler i skibe, som hører et andet århundrede til.
Daudet ved noget om mennesker, som ved noget om sammenhæng, og det fortæller han så enkelt og sammenfattende, at man næsten får lyst til ligesom underpræfekten at ligge på maven i græsset og gumle på violer.

*Alphonse Daudet: Breve fra min mølle. Oversat af Gerd Have. 156 s., 198 kr. Hernovs forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu