Læsetid: 3 min.

Heureka!

29. januar 2000

Den dybe tallerken

Gode opfindelser er aldrig overflødige. Tænk bare på æggebægret, det varme vand og den dybe tallerken - ja, og brød i skiver, for bare at nævne nogle få og ganske nærliggende. I forlængelse heraf kan man ikke andet end glæde sig med De Danske Bagermestre, der for en ti-tolv dage siden åbenbarede en stor nyskabelse for den måbende verdenspresse: et groft kernerugbrød, minsandten - og denne gang med rugkerner i. Det er mageløst. Mindre end tre uger inde i det splinternye årtusinde er det lykkedes et drevent og utrætteligt korps af bagersvende og mestre at opfinde fuldkornsrugbrødet!
At den kollektive hukommelse i bagerfaget ikke rækker længere tilbage end til tiden før tilsætningen af solsikkekernerne og andre fuglefrø fik forurenet det klassiske fuldkornsrugbrød (bagt af rugmel og knækkede rugkerner), skyldes jo nok andet end melstøv på hjernen. Måske er dagens bagerier bemandede af en styrke med en gennemsnitsalder på omkring de nitten, og hvem kan egentlig huske rugbrødet under madderne i børnehaven?
Det 'nye' fuldkornskernerugbrød, benævnes 'groft slankerugbrød' og har en fedtprocent på godt én (ligesom fuldkornsrugbrød altid har haft det!), mod de omkring ti procent, der er almindeligt for et brød med solsikkekerner. Til anskueliggørelse af, hvilket kraftfoder, man her har med at gøre, rummer det fremsendte pressemateriale et billede af en flok brødbærende raske drenge og showbryderen Asbjørn Riis. Denne skal til glæde for marketingsfolkene have udtalt "Bare fordi man er et ordentligt brød, behøver man ikke at være fed". Der er s'gu krummer i ham, som man si'r.
Og nu til noget helt andet. Jeg erindrer gentagne gange på dette sted at have påstået, at man ikke nødvendigvis behøver at frembære det forseglede bevismateriale, hvis man skal klage over en fordærvet eller på anden måde utilstedelig madvare, man har købt. En polemik med et stort engrosindkøbsfirma om fire plumrådne vagtler har fornyligt belært mig om, at man måske alligevel bør gøre det. De omtalte kræ var importeret fra Frankrig iført en holdbarhedsdato på ti dage, hvoraf der var fire tilbage da jeg købte dem. Fra midt på dagen den ene dag til næste aften, lå de i mit køleskab, og - bevares - der var en noget stram fims i køleskabet da jeg om morgenen åbnede det for at tage mælken til teen. Nå, nå tænkte jeg og slog det hen til om aftenen, hvor de blev pakket ud - og stank. 'Ingen beskøjter er for mugne til at blive barberet og spist' tænkte den sejlivede sømand, som åbenbart også bor i mig, mens jeg vaskede vagtlerne i saltvand, tørrede dem, og - flovt nok - stegte dem. Stegte dem til de var mere end gennemstegte (man tager jo ingen chancer) og serverede dem for de nærmeste. Selvfølgelig var de ikke blevet mindre rådne af en tur på panden, og selvfølgelig skulle jeg aldrig have stegt dem. Jeg vidste det godt, men blev alligevel grebet af den der øv-agtige stædighed, der klokken 19.45, når man er sulten som en ulv, kan få en til at stege fordærvet mad og så alligevel tro, der sker et mirakel. Lige på hovedet i skraldespanden røg de.
Det korte af det lange er, at slagteren i det pågældende firma ikke ville tro mig eller bare komme mig i møde, selvom jeg havde både kvittering og holdbarhedsmærke med. Da jeg spagfærdig påpegede, at der vel ikke er nogen, der finder på at klage over gode varer som de har spist, svarede han: "Alle snyder og lyver om hvad som helst, selv for en enkelt kotelet." En unødvendig negativ og deprimerende holdning til kunder og service, synes jeg, men benytter alligevel lejligheden til hermed at advare folk.
Heldigvis er det ikke alle steder, de er lige dumme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her