Siden Bill Bradley var en berømt basketballspiller i 1960'erne, er han blevet omtalt som en kommende præsident. Nu er han endelig klar, men vil vælgerne lytte til hans stemme?
Portræt
CONCORDE, New Hampshire - Her er en amerikansk politiker, som ikke lader sig distrahere af alt det irrelevante i en valgkamp. I stedet sætter han fokus på endemålet - Det Hvide Hus. Uanset op- og nedgange skal bolden i nettet, og hvis det ikke bliver i 2000, så i 2004 eller 2008.
Bill Bradley blev først berømt, da han i en ung alder spillede basketball på Princeton Universitys hold i midten af 1960'erne. Allerede dengang talte hans kammerater, trænere og journalister om hans fremtid som en lands-kendt politiker.
"Om 25 år bliver vores præsidenter nødt til at være bedre udrustet end nogensinde. Det er godt at vide, at Bill Bradley vil stå til rådighed," skrev kommentatoren Leonard Schecter i New York Post i 1964.
Citatet er hentet fra en serie artikler i New Yorker Magazine fra 1965. Forfatteren, den 30-årige journalist John McPhee, var blevet betaget af den begavede og talentfulde spiller fra Crystal City i Missouri og brugte et år til at skrive om Bill Bradleys spillekunst og livsfilosofi.
Liv i rampelyset
Serien udødeliggjorde denne enestående amerikanske personlighed. Siden Bradley var 20 - i dag er han 56 - har han levet et liv i rampelyset, og folk omkring ham ventede tålmodigt i mange år på den dag, hvor han ville er-klære sit kandidatur til præsidentposten. Det skete endeligt i 1999.
I dette præsidentvalg er han den eneste demokrat, der turde stille op mod vicepræ-sident Al Gore, kandidaten begunstiget af præsident Bill Clinton og langt størstedelen af den demokratiske partielite. Bill Bradleys politiske erfaring er ikke til at knipse af. Han tjente 18 år i Senatet for sin adopterede stat New Jersey, hvor Princeton University hører hjemme, men kun to af hans kolleger fra Senatet - Bob Kerrey fra Nebraska og Paul Wellstone fra Minne-sota - støtter ham åbent.
I Senatet blev Bradley betragtet som en fjern, halvarrogant og intellektuel type, der afviste at lave studehandler og gå på kompromis med sine grundpricipper. Det er let at forstå denne dom over præsidentkandidaten, thi det er næsten umuligt for venner, vælgere og reportere at få indsigt i Bradleys karakter.
"Jeg har kendt ham hele mit liv, lige fra barnsben og holder enormt meget af ham, men jeg har ikke nogen dyb indsigt i hans menneskelige karakter. Hvad man ser, er hvad man får," beretter Sarah McPhee, kunsthistoriker og datter til New Yorker-skribenten af samme navn.
Socialt engagement
Mange vælgere her i New Hampshire er blevet vildt betaget af Bill Bradley og hans dybe engagement i sociale emner som racediskrimination, fattigdom blandt millioner af børn i Amerika, kravet om sygesikring for alle borgere og hans forslag om at indføre offentlig finansiering af valg til Kongressen og Det Hvide Hus. Når han taler, lytter de tilstedeværende intenst. Ofte bliver de omvendt og ender med at vælge ham fremfor Gore.
Men lige så indtagende og overbevisende Bill Bradley kan være under valgmøder og i sin kontakt med vælgerne, lige så fraværende og indadvendt forekommer han i andre situationer.
"VicepræsidentAl Gore er langt bedre til at gå ud og trykke næver med folk. Han har godt nok ikke Clintons karisma, men han opnår mere fysisk kontakt end Bradley," siger L. Dickinson Bennett, direktør for opinionsinstituttet American Research Group.
Dette handikap kan i længden komme til at koste Bradley en vigtig sejr på tirsdag i New Hampshire, den første delstat til at afholde et primærvalg.
Meningsmålinger viser, at Al Gore har overhalet ham i de sidste par uger. En del af forklaringen skal søges i Bradleys manglende evne til at definere en bæredygtig alternativ vision for fremtiden i tydelige vendinger, en anden årsag er hans principielle afstandtagen fra at gå i clinch med sin modstander.
Forskellen mellem Gores direkte og rå facon og Brad-leys pæne og stilfærdige stil risikerer f.eks. at koste mange stemmer fra New Hampshires arbejderklasse. Efter tv-debatten onsdag aften strøg Gore til et heppemøde i transportarbejderforbundet Teamsters Union lokalafdeling i statens største by Manchester. Bradley tog derimod tilbage til sit hotel.
"Vores fagforening har 5.000 medlemmer. Det er mange stemmer i New Hampshire, men vi har kun modtaget henvendelser fra Gore. Bradleys rådgivere har aldrig kontaktet os," fortæller afdelingsleder John Laughlin.
Følelser før lederskab
Her er altså en politiker med visioner, med en blæn-dende intelligens og en enorm viden om verden, som endnu ikke er kommet på bølgelængde med et flertal af vælgerne i New Hampshire. Hvorfor? Måske fordi han stadig demonstrerer mere medfølelse end lederskab.
"Jeg husker, da jeg var lille pige og Bill kom på julebesøg. Han satte sig ned med os børn og spurgte: Hvad ønsker I mest i verden? Hvad drømmer I om? Det spørger han stadig vælgerne om," bemærker Sarah McPhee.
I sin bog 'Time Present, Time Past' fra 1996 skriver Bradley: "Jeg kan ikke forstå, hvordan politikere kan skabe kontakt til folk eller blot repræsentere dem, hvis de ikke lytter til dem. Uden dét kan man ikke tage de rette beslutninger."
Bradley har sandelig levet op til denne filosofi, efter at han forlod Senatet i 1996. Han har rejst USA på kryds og tværs og mødt ledere fra erhvervslivet og private og statslige institutioner.
Den indsamlede lærdom er blevet fordøjet og brugt til at formulere Bradleys politiske program. I samme forbindelse skabte han en finansiel base, fra hvilken han foreløbig har kunnet tappe ca. 30 mio. dollar til sin præsidentvalgkampagne.
Lytter til sig selv
Ligesom John McCain synes Bill Bradley at være en kandidat støbt af en hel anden kaliber end den sædvanlig figur i amerikansk præsidentpolitik, der lytter til rådgiverne fremfor deres egen indre stemme.
"Bradley er ikke som Gore, der er villig til at lave om på sin stil og sin person for at vinde Det Hvide Hus. Nej, enten tager man Bradley, som han er, eller også er det lige fedt. Dersom han taber i New Hampshire, vil råddenskaben i vores politiske system være blevet blottet," påpeger Sarah McPhee.
At holde øjnene fikseret på målet og samtidig bevare et minimum af hæderlighed er ikke en let opgave i amerikansk politik. Inden tv-debatten i onsdags blev Bradley stærkt presset af sine rådgivere, herunder senatorerne Kerrey og Wellstone, til at gå i offensiv mod Gore, hvilket han så gjorde.
"Det var en risikabel strategi, fordi Bradley gang på gang har fortalt vælgerne, at han ikke havde i sinde at starte mudderkastning. Men han er pludselig bagud i meningsmålingerne og havde ikke andet valg. Jeg tror, en mere aggresiv linie, vil hjælpe ham i de sidste dage," udtaler L. Dickinson Bennett.
Lige fra sine dage som topspiller i amerikansk basketball har Bradley udvist en blændende strategisk sans. I John McPhees bog 'A Sense Of Where You Are' (1965) kan man læse sig både til hans svage og stærke sider.
"Bradley afskyr den flamboyante stil, og modsat andre af spillets superstjerner har han tilsyneladende aldrig lavet en dribling for at høste opmærksomhed," hedder det et sted.
Bedst under pres
McPhee fortsætter: "Bradley kan ikke lade være med at kaste et vist antal bolde fremad på banen uden mål og med, blot for at afprøve en teori og håbe på det bedste... Det sker normalt, når et eller andet er gået galt i kampen... Afleveringen går til den nærmeste medspiller. Intet på jorden kan få ham til at ændre sin strategi, førend Princeton begynder at tabe. Så fokuserer han mere på at score, men det sker kun, når situationen påkræver det."
"Han scorer altid mest, når det andet hold er stærkt og omstændighederne kræver det," skrev McPhee i 1965.
Spørgsmålet er om denne spillestrategi kan overføres til den politiske verden - om Bill Bradley kandidaten finder en måde at score på i New Hampshire.
Det fascinerende ved Bradleys kandidatur er, at han tiltrækker opbakning fra hele det politiske spektrum i USA. På nogle emner ligger han til venstre, på andre til højre og andre på midten. For vælgerne er det afgørende imidlertid, at han er en politiker, de kan stole på, en leder med personlig integritet.
Utallige republikanske vælgere har i de sidste par måneder fortalt reportere, at de vil overveje at sætte kryds ud for Bradley, hvis han bliver nomineret til det demokratiske partis kandidat.
Lyt blot til Jack McMullen, republikaner og forretningsmand fra nabostaten Vermont, hvorfra han i 1998 stillede op til senatsvalget.
"Jeg tror, han ville blive en god præsident. Han er begavet, visionær og et pragtfuldt menneske. Hvis han beder mig om det, ville jeg nok stemme på ham," siger republikaneren McMullen, der tjente som økonomisk rådgiver for Bradley i Senatet.
Mange på den amerikanske venstrefløj er lige så betaget af denne demokratiske politiker. Én af dem er den afro-amerikanske professor og politiske aktivist Cornell West, der underviser på Harvard University. Alt efter hvilken dag man taler med West kalder han sig en 'demokratisk socialist' eller en 'radikal demokrat'. Han ligger altså på yderfløjen i partiet.
"Bill Bradley er min bror. Folk tror, at jeg støtter ham, fordi vi er enige om raceproblemer og fattigdom blandt Amerikas børn og om behovet for almen sygesikring. Det er vi selvfølgelig, men når det kommer til stykket handler det om et langt venskab, om min tillid til hans hæderlighed og integritet som politiker," siger Cornell West.
Den sorte intellektuelle, der med sit afro-hår ligner en aktivist fra 1960'erne, kunne have tilføjet i samme åndedrag, at hverken Bill Clinton eller Al Gore besidder disse kvaliteter.
"Bradley er som en jazzmusiker, der ved, hvem han er, og som derfor kan finde sin egen enestående visionære stemme. Gore er derimod en pop-stjerne på evig søgen efter sit jeg. Han bliver nødt til at rådføre sig med konsulenter og meningsmålere for at finde sin egen stemme."
Hvis stemme vil være sød musik i New Hampshires øren?
