EU's beslutning om at genoptage våbenleverancer til Indonesien kommer på et tidspunkt med øget uro og vedholdende rygter om et militærkup
EU har besluttet, at medlemslandene kan genoptage våbenleverancer til Indonesien. Beslutningen kommer på et kritisk tidspunkt for Indonesien, hvor slaget om landets fremtid bliver udkæmpet dag for dag, time for time. Stridspunktet er, om landet skal fortsætte i den trods alt positive retning mod pluralisme og et spirende demokrati, eller om de autoritære traditioner alligevel vil få overtaget i den sidste ende?
Den kamp gør i øjeblikket landet til et af verdens mest urolige områder med konstante udbrud af ny vold mellem etniske og religiøse grupper. Samtidig summer hovedstaden Jakarta af vedholdende rygter om et forestående militærkup mod præsident Abdurrahman Wahids kun tre måneder gamle, civile regering.
Det er i den situation, at EU-landene nu har valgt at genoptage våbenleverancerne - eller mere præcist: ikke at forlænge den våbenembargo, der udløb mandag, og som blev indført for fire måneder siden under de daværende blodige uroligheder på Østtimor.
"Vi vidste alle, at denne våbenembargo var tidsbegrænset, og de særlige grunde til at den blev indført, eksisterer ikke længere," lød den kortfattede begrundelse fra en talsmand for EU's udenrigskommissær, Chris Patten.
Mere uddybende hedder det i en udtalelse fra Portugal, der i øjeblikket har EU-formandskabet, at EU-landene anerkender de seneste måneders "historiske forandringer" i Indonesien. Altså en indirekte støtte til Abdurrahman Wahid og hans demokratisk valgte regering, men samtidig udtrykker EU også bekymring for den "rystende vold" i Molukkerne, spændingerne i Irian Jaya og den vedvarende konflikt i Aceh. Og endelig understreges behovet for retsforfølgelse af de ansvarlige for tidligere menneskeretskrænkelser.
Måske i et forsøg på at være dækket ind for kritik, erklærer EU desuden, at selvom våbenembargoen nu er udløbet, gælder EU's interne, etiske regler for våbeneksport. Herunder at tilladelser til våbeneksport ikke bør gives, hvis der er en klar risiko for, at våbnene kan blive brugt til 'intern undertrykkelse', dvs. at våbnene kan blive vendt mod civilbefolkningen.
I Indonesiens tilfælde må den risiko siges at være tilstede. Det er et almindeligt anerkendt faktum, at landets ydre grænser i øjeblikket ikke er truet - der er ingen af de omgivende lande, som har planer om at gøre indhug i det store ø-rige.
Til gengæld er de indre grænser i allerhøjeste grad truet, og selvstændighedsbevægelser i bl.a. Aceh-provinsen på det nordlige Sumatra eller i det østligste område, Irian Jaya, udgør reelle trusler mod landets fortsatte enhed. Trusler, som militæret kun kender én løsning på, og som det har benyttet gennem flere årtier - de skal bekæmpes med våben.
I de seneste uger og dage har opløsningstendenserne også vist sig fra en anden kant: De etniske og religiøse modsætninger er igen blusset op i dette verdens største muslimske land, hvor ca. 90 procent af de 210 millioner indbyggere er muslimer, mens resten hovedsageligt er kristne, buddhister og hinduer.
De blodige kampe mellem kristne og muslimer på ø-gruppen Molukkerne med hundreder, måske tusinder af ofre, har fået muslimske ledere til at mobilisere masserne i protest mod regeringens tilsyneladende manglende evne til at gribe ind og forsvare muslimerne.
Kritikken er delvist rettet mod præsident Abdurrahman Wahid, men især hans vicepræsident Megawati Sukarnoputri har fået på puklen for sin håndtering af krisen. Wahid har givet Megawati ansvaret for at finde en løsning af krisen på Molukkerne, men opgaven er ikke blevet løst og har åbnet for en storm af kritik mod Megawati, især fra stærkt muslimske kredse.
Disse mere eller mindre fanatiske muslimske kredse har endda i flere omgange marcheret i Jakartas gader med krav om jihad - hellig krig.
Mandag, samme dag som EU besluttede at ophæve våbenembargoen, løb en sådan demonstration ud af kontrol på Lombok, naboøen til Indonesiens store turistmagnet Bali. På Lombok nedbrændte muslimske demonstranter kirker og sendte hundreder af kristne på flugt. Mens dette skrives, rapporterer nyhedsbureauet Reuters om nye udbrud af uroligheder på Lombok med plyndringer af især kinesiske hjem og butikker.
Med skilte, der kræver "Død over de kristne" eller "muslimsk revolution", synes Indonesiens tidligere så berømmede tolerance mellem de etniske og religiøse grupper for alvor at være på vej til at blive afløst af det modsatte. Og fortsætter volden med at brede sig, synes det uundgåeligt, at militæret før eller siden må bruge våben for at skille parterne - altså igen våben til 'internt brug'.
Men nok så skræmmende er rygterne om, at et militærkup mod Abdurrahman Wahids regering skulle være nært forestående. Den slags rygter har ganske vist for vane at dukke op med jævne mellemrum i Jakarta og omegn, men på det seneste har de været ualmindeligt vedholdende.
Så vedholdende, at det i sidste uge fik den amerikanske præsident Bill Clinton til meget markant at udtrykke sin støtte til Wahid, kombineret med at USA's FN-ambassadør Richard Holbrooke på det skarpeste advarede det indonesiske militær mod, at et kup ville forårsage "umådelig, måske uoprettelig" skade på Indonesiens økonomi og internationale omdømme.
"Vi er vidne til et drama, en magtkamp mellem de kræfter, der ønsker demokrati og reformer, og fortidens kræfter, der står for korruption og militarisme," sagde Richard Holbrooke til International Herald Tribune.
"Udfaldet af denne kamp vil have en enorm betydning på fremtiden for ikke bare Indonesien, men hele Sydøstasien og måske videre endda," tilføjede Holbrooke.
Det er ifølge avisen frygten for en alliance mellem konservative muslimer og militæret, der får USA til at gå så markant ud med støtte til Wahid og advarsler til de indonesiske generaler.
Også internt i den indonesiske regering breder nervøsiteten sig:
"Vi har alle på fornemmelsen, at dele af hæren forsøger at gennemføre et snigende kup. De undergraver regeringens arbejde ved at skabe en kontrolleret og begrænset tilstand af konstant uro," siger en af Wahids ministre, Sarwono Kusumaatmadja til det britiske dagblad The Independent.
Hvis der sker et kup, vil det ifølge avisen være efter den kendte opskrift og rollefordeling: En præsident, der er udmattet efter måneder med uro, og en offentlighed, der er træt af alle de brudte løfter. På det rette tidspunkt træder en stærk general ind på scenen for på magisk vis at genoprette ro og orden.
Og det er her, de europæiske våben kan få en vigtig birolle.
