Læsetid: 5 min.

Inden det er for sent

22. januar 2000

Vi kan ikke bare flyve nogle soldater ind for at løse problemerne - FN må begynde at forebygge, hvis vi skal undgå et nyt Rwanda, et nyt Bosnien, et nyt...

Udefra
FN's mandat til at overvåge våbenhvilen i Congo udløb i denne uge, uden at de 500 militærobservatører, som generalsekretæren havde bedt om, nogensinde er blevet sendt i marken. Tiden vil vise, om Sikkerhedsrådets beslutning om at lade en styrke på 6.000 mand sikre en meget skrøbelig våbenhvile i Sierra Leone vil blive ført ud i livet. I øjeblikket virker det mere end tvivlsomt.
Det internationale samfund synes at stå nærmest lammet over for borgerkrige i Afrika. FN forlod Somalia efter 18 amerikanske soldaters grusomme død. De fredsbevarende FN-styrker blev trukket ud af Angola sidste år efter flere års tilsyneladende frugtesløst arbejde.
Og i Rwanda, skuepladsen for det værste folkemord siden Cambodjas killing fields, anklages FN for at sætte kikkerten for det blinde øje.
Rædslerne i Rwanda vil ikke forsvinde. De lever videre ligesom Holocaust og holder alle tænkende mennesker vågne om natten, plaget af samvittighedsnag over det, de ikke gjorde og spekulationer om, hvad de kan gøre for at undgå en tilsvarende situation næste gang.

På sin afrikanske safaritur for et år siden erkendte præsident Bill Clinton, at han personligt havde fejlet. Og tidligere i denne måned fremsatte FN's generalsekretær, Kofi Annan, en ynkelig undskyldning i kølvandet på en undersøgelse foretaget af den tidligere svenske statsminister Ingvar Carlsson.
Men vi tager fejl, hvis vi mener, at de burde have vidst, hvad der foregik, inden det var for sent. Og vi tager endnu mere fejl, hvis vi tror, at militær intervention i en borgerkrig er et enkelt universalmiddel - også selv om vi godt ved, hvad der foregår.
Efter et interessant stykke detektivarbejde, som offentliggøres i sidste nummer af tidsskriftet Foreign Affairs, fastslår Alan Kupferman, at en væsentlig grund til, at verden undlod at gribe ind over for blodbadet på tutsier i Rwanda, var den dårlige journalistiske dækning.
Først da det hele var næsten forbi, forstod vi, hvad der var i gang. Så meget for 'CNN-effekten'.

Folkemordet blev indledt den 7. april 1994. Men som Kupferman påviser, "kunne Clinton (eller nogen anden statsleder) ikke have vidst, at der var tale om et landsomspændende folkemord, før omkring den 20. april".
Et par dage inde i folkemordet rapporterede New York Times, at "kampene er taget af i intensitet".
Tre dage senere skrev Le Monde, at "der hersker en underlig ro i Kigalis centrum".
Først den 18. april satte en belgisk radiostation spørgsmålstegn ved pressens konsensus, da den forklarede det tilsyneladende fald i antallet af voldshandlinger med, at de fleste udlændinge - deriblandt journalisterne - havde forladt landet.
Den amerikanske organisation Human Rights Watch kom med det første rimelige gæt den 20. april, da den anslog, at "op imod 100.000 mennesker kan være dræbt". Næste dag udsendte Røde Kors en pressemeddelelse, hvori det hed, at dødstallet "måske løber op i hundredtusinder".

Det er blevet sagt igen og igen, at det værste blodbad kunne have været undgået, hvis bare FN havde reageret, da chefen for en fredsbevarende styrke på stedet, general Romeo Dallaire, den 10. april bad om 5.000 mand mere.
Men Kupfermans analyse viser - bortset fra at den demonstrerer den udbredte uvidenhed - at en intervention i sidste øjeblik ikke kunne have reddet ret mange tutsier fra deres hutu-mordere.
Selv en amerikansk let infanteribrigade på 5.000 mand havde haft brug for en uges forberedelser, før den kunne udrette noget fornuftigt i Rwanda.
Og selv da måtte den have ventet endnu et par dage på udstyret.
Så selv om FN havde gjort, hvad Dallaire anmodede om, var halvdelen af folkemordet allerede gennemført. Dallaire selv var uvidende om, hvad der foregik uden for hovedstaden, og efter al sandsynlighed ville de nye tropper være blevet i Kigali. Hvis han faktisk havde kendt til situationen på landet, ville han have bedt om mere end 5.000 mand; det ville have krævet mindst 15.000. Det ville have taget to uger at få soldater nok til at indlede et forsøg på at standse volden.
I virkeligheden skulle man have grebet ind allerede i januar.
På det tidspunkt forsøgte den moderate hutu-regering desperat at holde de militante hutuer i skak (de moderate politikere var nogle af de første, der blev myrdet). Dengang argumenterede både regeringen og den gamle kolonimagt, Belgien, for en omfattende FN-operation - ud over den lille styrke under Dallaires kommando. Men USA og Storbritannien afviste tanken med den begrundelse, at det ville være for dyrt, og at soldaternes liv ville være i fare, sådan som det var tilfældet i Somalia det foregående år.

Hvad kan man uddrage af det? Naturligvis det indlysende, at vi er nødt til at bruge fantasien for at forudse den slags situationer. Men det er ikke nok; det viser den lære, man kan drage af de senere interventioner rundt omkring i verden.
Somalia lærte os, at soldater i en fredsbevarende styrke ikke skal begynde at optræde som en invasionshær. Haiti lærte os, at selv en heldigt gennemført militær besættelse ikke alene kan forandre de grundlæggende modsætninger i samfundet.
Bosnien lærte os, at man med en militær intervention kan købe lidt tid til genopbygning efter en grusom krig, men ikke bringe balance i en farligt ustabil politisk situation. Kosovo lærte os, at en militær intervention for det første kan fremskynde det, den egentlig skulle forhindre, og for det andet skifte et problem (serbisk terror) ud med et andet (albansk terror).
Debatten om interventioner afslører adskillige dilemmaer. Det er ikke så sært, at Sikkerhedsrådet så ofte bliver lammet i den slags spørgsmål. Det er heller ikke mærkeligt, at det er svært at få medlemslandene til at sætte deres soldaters liv på spil, selv om rådet vedtager at gøre noget.
Hvis noget i FN trænger til at blive styrket, så er det det præventive diplomati.
Der må etableres en stab af mæglere - ikke bare en enlig troubleshooter, der flyver ind og holder møder med præsidenten. De skal kunne træde til i en konfliktsituation, blive et år eller to eller endnu længere og arbejde på alle samfundets niveauer. En model kunne være den svenske Transnationale Fond for Fred og Fremtidsforskning.

Jonathan Power er britisk journalist med speciale i internationale forhold.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu