Den danske musik er inderlig, som danskerens sjæl, siger Jørgen I. Jensen, forfatter
til en biografi om Carl Nielsen
Danskhed
Interviewet starter hovedkulds med, at Jørgen I. Jensen spørger om jeg kender Brosangen. Da svaret er nej, springer han op af lænestolen, sætter sig til flyglet og spiller den så mange gange, at jeg lærer en ny sang. Teksten er skrevet af Niels Brunse og melodien af Carsten Johannes Mørch i anledning af Storebæltsbroens åbning, hvor Poul Dissing sang den.
"Når man har spillet den ti gange, får man tårer i øjnene.
Den er indadvendt og lige pludselig springer den op," siger Jørgen I. Jensen.
"Pointen er, at der altid er to ting i dansk musik. Den enkle melodi og de pludselige udspring. Vi kan jo ikke sige, at Der er et yndigt land har en bestemt dansk tone. Men vi har vedtaget, at den tone er dansk. Til den sidste hjemmekamp mod Israel blev den sunget fabelagtigt flot af 45.000 mennesker. Det er vist det eneste, der kan give tårer i øjnene. Danskernes dybeste forpligtelse går ind i selve nationalfølelsen. Den bliver religiøs - men det er ikke en religion."
I sin bog om Carl Nielsen - Danskeren hedder den - understreger Jørgen I. Jensen da også, at komponisten skrev dansk musik.
- Hvordan hører du det i musikken?
"Jeg bliver nødt til først at sige, at det er svært at sætte ord på musik. Når jeg kalder bogen for Danskeren, er det i fuld bevidsthed om, at det er et problematisk begreb. Men det er en bestemt side af danskerne, at vi har haft meget svært ved at opfatte os selv som hovedpersoner."
"Selv store mænd som Carl Nielsen skrider ud og opfatter sig selv som biperson. Alt ting foregår altid et andet sted, og vi er en efterklang."
Stort indre liv
"Samtidig har vi høj indre selvfølelse. En evne til at løfte os op over tingene, som blev grundlagt i det forrige århundrede, hvor det var spørgsmålet om Danmark skulle overleve eller ej. På det tidspunkt udviklede vi det der særlige dobbelte bogholderi, hvor man på den ene side skæver til de andre i skolegården, men samtidig har mental mulighed for at løfte sig op."
"Den dobbelthed betyder, at Danmark må være et land, hvor alle mennesker har et stort indre liv."
- Mener du det helt alvorligt?
"Ja," siger Jørgen I. Jensen med eftertryk.
"Det kommer også frem i musikken. Det går langt tilbage. I den betydelige musik før Carl Nielsen var det sådan, at komponisterne blev tændt, når de kom i nærheden af et bestemt stof, nemlig folkeviserne eller middelalderen. Tænk på Der var en lørdag aften."
"Niels W. Gade kan man mene meget om, men dér, hvor det virkelig rykker er i kontakten med det melankolske, det triste. Tænk på Kongens fald, som er blevet erklæret for den bedste roman i det 20. århundrede. På Drot og marsk-operaen. I Elverskud går det også galt. Vemodstonerne synger ud."
"Carl Nielsens generation måtte rydde ud i det. Men det, de ikke kunne vende sig mod er faldet."
- Faldet?
"Carl Nielsen, Oluf Ring, Thomas Laub og Thorvald Aagaard - Højskolesangbogens melodier - som grundlagde den ny nationalfølelse i musikken, ville have en ny klarhed, et nyt lys en ny sol ind i melodierne. Men de kunne ikke løbe fra, at selve den melodiske linie falder i deres musik. "
Jørgen I. Jensen rejser sig igen, og spiller Oluf Rings første strofer i Danmark nu blunder den lyse nat. Og ganske rigtigt: den går ned ad bakke.
"Danmark nu blunder den lyse nat, som er valgt til den bedste danske sang, har vemodet fra Gade. Selvfølgelig er der melodier, som går op og ned. Men vi orienterer os ud fra faldet. Det klare symbol på det er Rådhusklokkerne. De falder en kvint ned. Jo længere ned vi kommer i toneregistret, desto mere går vi indad, det bliver inderligt. Hvis det går op, går vi ud af os selv."
"Det er også derfor jeg er sikker på den med danskernes store indre liv."
Langsom historie
- Og det gælder stadig?
"Det er først nu ved at forandre sig. Jeg hører til dem, der mener, at historien overhovedet ikke går hurtigt. Vi er slet ikke kommet ud af forrige århundrede. Det er kun den teknologiske udvikling, som går stærkt. Ikke mentaliteten. Alle prognoser om, at religionen eller nationalfølelsen skulle forsvinde og kongehuset blive upopulært, er gjort til skamme. Det er gået lige omvendt."
"Vi skal først nu til at orientere os i den kendsgerning. I den indre verden er der en meget stærk nøjsomhed tilbage."
- Hva'?
"Vi er luksusmennesker, og vi tjener styrtende, men tænk på, hvor mange der en sommeraften tager ud til Langelinie og bare køber en is og kigger på skibene, der sejler forbi. Det har københavnere fået en aften ud af i 100 år."
"Vi skal ikke skrabe ret langt ned, før den nøjsomhed er der. Men selv om danskerne ud ad til er noget stilløse, er vi musikalsk stilfulde. For eksempel Weises musik ..."
Jørgen I. Jensen rejser sig igen og spiller Altid frejdig når du går: "Læg mærke til skarpheden i akkorderne og rytmen - det er et kunstværk, en ædelsten, alt er afstemt - hver eneste akkord er gennemarbejdet, hver eneste stemmeføring ...," siger han begejstret.
"Nej, danskerne er ikke et naturfolk. Der er ingen ur-rødder i musikken, som på Balkan eller i den norske musik - Grieg, Bartok eller Liszt. Tværtimod er der noget lidt kunstfærdigt, stiliseret i dansk musik, som der sør'me også er hos vores forfattere, så som H.C. Andersen og Kierkegaard. Der er altid en formsans. Et indre design."
- Hvor kommer inspirationen fra?
"Dansk musik er selvfølgelig præget af Tyskland. Hvis vi kalder det nord-syd aksen i musikken, er det interessante fra Carl Nielsen og frem, at man også kan høre naboerne mod vest og øst."
"På den ene side har vi England, USA, Atlanterhavet og det store svung hos Carl Nielsen. På den anden side har vi Orienten. Vi bliver et krydsfelt - jah, nu lyder det som om, jeg gør Danmark til verdens centrum."
- Jeg kan høre Atlanterhavet for mit indre øre, men jeg har svært ved at høre Østen?
"Det er ikke så svært, du skal bare tænke på Carl Nielsens 5. symfoni."
Jørgen I. Jensen sætter sig til flyglet - "hør, først kommer det rigtigt danske - og så her: Den skæve tone. Det er Tivoli. Aladdin. Den danske myte har en længsel efter Østen"
"Der er også noget toneartsmæssigt i det. Laub og Carl Nielsen genoptog de gamle skalaer, før dur og mol, som du finder i radioens pausesignal, den ældste danske folkemelodi."
"Det er ikke en efterligning, men i tonerne hører man, at vi har nogle andre naboer mod øst og vest. Det er i øvrigt også det, der sker i storpolitikken. Vi er allierede med USA og avantgarde i forhold til Baltikum. Så snart Muren faldt, dukkede den akse op igen."
Den inderste sitren
"Det inderste i dansk mentalitet er en sitren, en svingning, mellem Grundtvig, den store landsfader og kirkens og salmens profet - og så Kierkegaard, der punkterer det hele. Vi skal åbenbart altid have en dissens, en protest. Ikke Grundtvig og ikke Kierkegaard hver især, men svingningen mellem dem, mellem individet og fællesskabet. "
"Nu er musikken netop den svingende kunstart, og selv om nutidens komponister ikke sidder og læser Kierkegaard og Grundtvig, er jeg ret overbevist om, vi har behov for den svingning."
"I Per Nørgård og hans generation er der stadig et fald i musikken. Vi skal lige som ned og mærke bunden under vandet - og vuups, så kan vi stige op. I Per Nørgårds nye symfoni bliver han derimod dernede på bunden, og vi oplever nye stærke svævninger i det øvre lag."
"Musikken er altid forfinet. Danskerne svinger aldrig knytnæven. Det har selvfølgelig noget at gøre med den danske kvindelighed - det er bare så svært at tale om, uden at blive indhentet af alle de kønspolitiske diskussioner."
- Hvad mener du?
"Den europæiske musik fra Beethoven og frem er en revolutionær, mandlig udfarende kultur. Den danske musik har altid haft et lille forbehold, en lille dissens over for den kultur - vi er mere til Mozart. Vi har aldrig haft den der revolutionære omvæltende mandlige... fordi vi er et lille land."
"Derfor er der heller ikke grund til at være bange for dansk provinsialisme - det giver sig selv, at vi er nødt til at orientere os mod omverden."
