Læsetid: 4 min.

Da indianerne kom til Quito

21. januar 2000

Ecuadors ludfattige bønder og indianere trodser et massivt militært opbud og vandrer i tusindvis ind fra bjergene til hovedstaden i et oprør mod grønne sedler

Udbrud
QUITO - I tre måneder har to vulkaner været i udbrud i Ecuador. Hovedstaden Quito er i "gult beredskab", og fem gange er vulkansk aske regnet ned over byen.
Mod øst var byen Banos' 12.000 indbyggere evakuerede i to måneder. Nu ulmer et andet vulkansk udbrud i Ecuador og truer med at begrave landets sammenspiste, overvejende hvide politiske elite og korrupte retsvæsen. En flamme af sult, nød og vrede næret af århundreders undertrykkelse og bragt til udbrud af omfattende bankskandaler og det, der ses som en statslig politik til fordel for overklassen - i de brede massers øjne symboliseret af regeringens nylige beslutning om at indføre dollar som national møntfod.
I sidste uge nedsatte den indianske bevægelse Conaie og nogle fagforeninger en alternativ kongres i et faldefærdigt kasernebyggeri, opført i bedste sovjetisk stil midt i Quitos. Lederen, quechua-indianeren fra Amazonas, Antonio Vargas, fortalte, at shamanerne (åndelige ledere) havde stillet ham i udsigt, at bevægelsen kunne vælte regeringen i løbet af to uger.
Siden da lod indianernes varslede indtagelse af Quito vente på sig. Regeringen, som havde overtaget det politiske initiativ ved sin dristige og overraskende beslutning den 9. januar om at indføre dollaren som nationalmønt, havde indsat tusinder af soldater på landets veje med ordre om at hindre indianere i at komme til hovedstaden. Og den var ikke sen til at proklamere - med pressens tilslutning - at indianerne havde mistet deres legendariske mobiliseringsevne, der tidligere gang på gang havde bragt regeringer til forhandlingsbordet.
Flere af landets konservative politikere hånede den selvproklamerede kongres af poncho-indhyllede bønder, højtråbende olie- og sundhedsarbejdere og fjerklædte Amazon-indianere. For dem var kongressen en farce, hvad dens manglende opbakning bekræftede.
Adspurgt hvor indianermarchen dog blev af, så skælmen Antonio Vargas med det uudgrundelige blik og den urokkelige ro, på tv-reporteren og sagde: "Der er mange måder at vandre på. Der findes også åndelige måder at komme frem på. Det vigtige er, at vi alle i vores sind enes om at vælte dette korrupte styre."
I tv blev den påståede indianske uenighed stillet til skue. Først interviewedes den valgte leder af det to millioner indbygger store indianske samfund, Conaies Antonio Vargas, så en ukendt indianer, der iført poncho stillede Vargas til regnskab for en række brudte løfter. Intervieweren, en hvid ulasteligt klædt ung mand, adbrød dem begge respektløst. For så paternalistisk at konkludere henvendt til tv-seerne: "Hvor trist, at indianerne ikke kan blive enige. Hvad vi ecuadorianere har brug for i denne svære stund er enighed..."

Ecuadors slavehær
Så kom de. Ecuadors slavehær. Jordslåede, små og spinkle, forkomne, blødt igennem af bjergenes skyer, tropernes regn og militærets tåregas.
Drevet frem af en urokkelig kraft. Et tyst optog af ivrigt fremrykkende tændstikmænd og -kvinder med usle kæppe og lasede bannere og en ram lugt af jord og sved hængende over sig. Båret frem af et sug efter opgør, retfærd. Her kom Pablo Nerudas "Jorden hedder Juan" fra Generalsangen. Tiljublet af de delegerede på folkenes kongres. I timevis eller dagevis havde den første indianske kolonne trodset regnen og kulden i bjergene, der omgiver den 2,8 kilometer højt beliggende hovedstad for at slutte sig til bøndernes og indianernes kongres. De havde gang på gang måtte vandre uden om det svært bevæbnede militær, der mødte enhver modstand med tåregas og beordrede alle indianere - men ikke hvide og mestitzer - ud af busser og lastbiler på vej mod Quito.
Mange biler i Quitos gader hilste optoget begejstret. En lastbilchauffør i kortærmet skjorte gjorde V-tegn ud af vinduet. Biler klemte i med at dytte melodien El pueblo unido jam's ser' vencido.
Endnu var dette kun en del af fortroppen. Men allerede i løbet af det sidste døgn er flere tusinde stødt til, indianske mænd iført kasketter, runde hatte eller bowlerhatte, jakker eller ponchoer og indianske kvinder iklædt traditionelle farvestrålende nederdele, med sorte fletninger og uvægerligt med et lille barn indhyllet i et klæde tæt på kroppen.
Indianere på protestmarch er de sidste år blevet et levende banner for Ecuadors forarmede befolkning. Gennem århundreder et nationalt ikon på elendighed, fornedrelse og ydmyghed. I dag - også - et udtryk for et retfærdigt oprør, selv om mange selvfølgelig vil se den spage revolution som et sammenrend af utilfredses spredte klager fra gældsatte taxichauffører, forbitrede, oversete indianere, privatiseringstruede offentligt ansatte, revolutionssværmende studenter, nødstedte kunder fra konkursramte banker, der tilfældigt er samlet om modstanden mod en politisk trængt regerings dårligt gennemtænkte forslag om at indføre dollaren som national mønt - de grønne sedler, selve symbolet på imperialisme og undertrykkelse.
Snart opløstes det indianske optog af mørket, af dette voksende mønster af en sydamerikansk metropol, en gigantisk mosaik som Ecuador selv af biler og skyskrabere, indianske markeder, hvide neokoloniale huse, cementbygninger og infame blikdåser, bygget ind i en klippe af tid, blod og had.

Fakta - Ecuador
*Ecuador genindførte demokrati i 1979, efter at general Rodriguez havde taget magten syv år forinden. I 1996 kom de indianske folk for første gang i kongressen.
*Trods sine store naturressourcer og relativt store eksport af bananer, rejer, kaffe og olie er Ecuador et af Sydamerikas fattigste lande, regnet i BNP pr. indbygger.
*Som det første land nogensinde måtte landet sidste år opgive at indfri sine forpligtelser på de såkaldte Brady-obligationer, der var en del af den såkaldte Brady-plan om omlægning af lån i 1989 indgik.
*Starten på indeværende år har været hæsblæsende: Først erklærede præsident Jamil Hahuad landet i undtagelsestilstand, hvorefter han den 9. januar bebudede, at dollaren skulle være landets officielle møntfod. Den lokale sucre skulle kun overleve som småpenge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu