Læsetid: 5 min.

Janteloven er død

13. januar 2000

Janteloven er ikke længere en del af danskheden. Den har fagbevægelsen udryddet, siger borgmesteren i Nykøbing Mors

Danskhed
Egon Pleidrup Poulsen er borgmester i Nykøbing Mors, tidligere formand for den lokale SiD-afdeling, indfødt morsingbo og vidt berejst:
"Jeg er kranfører af profession og har været beskæftiget på udenlandske byggepladser. Når man bor og arbejder et andet sted, forstår man lidt mere om, hvad danskhed er."
- Hvad er det så?
"Det eneste konkrete er faktisk sproget. Men dér er danskere nu også meget forskellige. Jeg er jo morsingbo af fødsel og kan dialekten fra barnsben."
- Sig noget?
"Du vil ikke kunne forstå det. Når nu jeg er til møder i København, sidder jeg tit og tænker på, at jeg bruger alt for meget energi på at ændre mit sprog. Det er nødvendigt for, at andre skal forstå, hvad jeg siger."
- Du taler altså udenlandsk, når du taler med mig?
"Ja, det er ikke en pind bedre end på Christian d. 7.'s tid, hvor man snakkede fransk og tysk de rigtige steder."
- Det går tit galt i kommunikationen mellem 'de indfødte' og de københavnske embedsmænd. Handler det også om forskellige måder at tænke på?
"Ja. Selv om jeg bestemt ikke er royalist, så sagde vores dronning noget om tillid i sin nytårstale - det faldt jeg lidt for. Det handler nemlig også om, at det overordnede bureaukrati har meget lidt tillid til, at det underordnede bureaukrati kan finde ud af at administrere tingene."
"Tag nu sådan en sag som redningssystemerne langs kysterne. Fiskerne får en lille sum - 40.000 kroner om året, er det vist - for at bemande og passe og pleje redningsbåden. Men hver eneste gang, der skal udskiftes et instrument, eller båden skal males, så kommer der en embedsmand fra Søfartsstyrelsen rejsende fra København med sådan en stor mappe fyldt med papirer, og han går rundt siger; det skal jo males, og det dér skal skiftes."
"Så står fiskerne helt fortabt og siger: Jamen, det ved vi da godt. Vi har fisket alle vore dage. Vi ved da nok, hvornår en båd trænger til maling. Hvorfor skal der komme en fra København og fortælle os det?"
Pleidrup griner lunt og fortsætter: "Man har ikke tillid til, at de kan finde ud af det selv. Selv om al erfaring viser, at de er gode til det."

Jantelovens by
- Er det en ny udgave af Janteloven?
"Som jeg ser det, er Janteloven ikke dansk, den træffer man alle steder i verden. Men måske har den alligevel en særlig dansk vinkel, der hænger sammen med, at Aksel Sandemose blev født her i 1899. Hans opvækst faldt sammen med, at industrialiseringen virkelig tog fat. Man havde en stor virksomhed, Morsø Jernstøberi, og der blev ikke truffet nogle beslutninger her i byen, undtagen de havde passeret direktørens skrivebord."
"Virksomheden var eneste mulighed for at få arbejde, og Sandemose, som var en god venstreorienteret mand, som jeg tolker ham, så Janteloven som proletariatets måde at knægte sig selv på."
"I den forstand eksisterer Janteloven sådan set ikke mere. Men almindelig misundelse - det vil jo være eksistere til evig tid."
- Hvad har udryddet Janteloven?
"Det er en af fagbevægelsens fortjenester, som er lidt overset. Man har i høj grad været med til at demokratisere arbejdslivet på en måde, der nu er en del af danskheden."
"Nu er jeg selvfølgelig selv rundet af arbejderbevægelsen. Født på et lille husmandssted - syv søskende på syv tønder land. Min far var også ivrig socialdemokrat, så jeg har det med i blodet og hører ikke til dem, der sådan altid rakker ned på den bevægelse. Det har været en af de største drivkræfter i dette århundrede."
"Hele demokratisystemet med de faste valgte repræsentanter er den største gevinst. Den næste store gevinst var, da man skubbede mange beslutninger ud lokalt. Sådan som man forhandler løn lokalt nu, synes jeg, beslutningerne er kommet meget tæt på de personer, det handler om. Det er jeg glad for."

Fremmede fugle
- Hvordan er det med udlændinge heroppe?
"Vi har fået vores flygtninge. Det går godt. Men vi går også stille med dørene. Det er ikke os, du ser stå og råbe op i landets medier. Gu' har vi da problemer en gang imellem. Men så løser vi dem on location. Jeg tror ikke, de her problemer har gavn af at blive blæst op. Man skaber en stemning, noget had i mod de her mennesker. Det er mig inderligt imod."
"Vi har ansat en tolk, specielt til somalierne, fordi de har de største familiesammenføringerne. De er en lidt besværlig gruppe. Så vi følte det nødvendigt med direkte kommunikation."
- Besværlige?
"Det er de i kraft af, at de har en ganske anden kultur, som kan virke stødende på den lokale kultur. Jeg kan da godt forstå, at det for en menig morsingbo er svært at se en familie på 17-18 stykker. De har jo en anden holdning til familie."
"Men vores tolk er nu glimrende til at forklare til begge sider. Vi havde en ung pige i praktik her på Rådhuset, som brugte tørklæde. Der er ikke en, der har bemærket noget om det. "
"Vi oplever heller ikke det problem med, at virksomhederne ikke vil have dem. Det går hamrende godt. De er ikke bragt i beskæftigelse alle sammen. Men det skal nok komme, når de er færdige med deres sprogundervisning. Det er på arbejdsmarkedet den bedste integration foregår. Så skal de nok komme efter det."
- Hvor mange flygtninge bor her?
"Omkring 200 her i Nykøbing. Vi forsøger faktisk at holde fast i dem. Men mange har en lyst til at komme til Århus, Aalborg og Odense.
- Netop somalierne ser så fremmedartede ud - og de går for eksempel på en anderledes stolt måde end danskere?
"Ja, og det støder også, tror jeg. Oppe på vores store nye kirketorv går morsingboerne ude langs ved murene, mens flygtningene går tværs over den åbne plads - her kommer vi! Det har vi det ikke så godt med," siger Pleidrup med et af sine lune grin.
- Er det ikke janteloven?
Jo, der er nok noget jantelov i det. Vi skulle nok spørge os selv, om vi ikke kunne lære lidt af dem. Jeg kan faktisk godt lide at de tør vise, de er her, og siger: Sådan ser vi ud og det og det repræsenterer vi."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu