I januar 1938 brød datidens 'King of Swing', Benny Goodman, den klassiske musiks monopol på koncerter i New Yorks Carnegie Hall. Tre cd-sæt fastholder denne og nogle følgende koncerter
Nye cd'er
I dag, hvor jazzen for længst er blevet accepteret i alle Vestens legendariske koncertsale, kan det være svært at forestille sig, at der endnu mod slutningen af 30'rne ikke var noget, der hed jazzmusik i New Yorks Carnegie Hall, endsige i nogen andre amerikanske koncertsale. Men det havde også været svært at forestille sig, at jazzen, til trods for dens almindelige udbredelse i USA og Europa i første halvdel af 30'rne, med ét slag skulle ændre status fra en musik for et mindretal til en musik, som appellerede til en helt ny generation af unge mennesker.
Det var det, der skete med Benny Goodmans gennembrud som publikumsidol i 1935, og med jazzens voldsomt øgede popularitet under betegnelsen swingmusik. I første omgang som musik, der fik unge mennesker ud på dansegulvet, men dernæst som en musik, der fik publikum til at stille op foran tribunen for at se og høre de nu så berømte musikere, og det i antal som hurtigt overgik de dansendes.
I New York havde man, efter spiritusforbudets ophævelse i 1933, set en række musikrestauranter skyde op, hvor folk kom, ikke for at danse, men udelukkende for at lytte til jazzmusik, og da Goodmans orkester i slutningen af 1937 spillede i det daværende Pennsylvania Hotel, foretrak de fleste gæster at sidde ved borde eller stå foran scenen for at høre på musikken.
Det var derfor nærliggende, at folkene bag Goodmans populære radioprogram fik den idé at henvende sig til den klassiske impresario Sol Hurok for at få ham til at arrangere en Goodman-koncert i selveste Carnegie Hall. Efter ved selvsyn at have oplevet Goodmans succes hos det velbeslåede publikum på Pennsylvania Hotel og være blevet imponeret over Goodman-kvartettens artistiske fremtræden, indvilligede Hurok i at påtage sig opgaven.
En succes i 1938
Koncerten blev programsat til den 16. januar 1938, og billetsalget overgik forventningerne i en grad, så Goodman selv måtte skaffe billetter til sin familie hos en billethaj. Hans forventninger til koncertens musikalske standard var til gengæld tilstrækkeligt store til, at han lod musikken optage. To sæt lakplader blev skåret, ét til Goodman selv og ét til musikafdelingen i Library of Congress.
Skønt koncerten både musikalsk og økonomisk blev en succes, lå det med datidens 78-plader ikke for at udgive optagelserne. Først 12 år senere gav det ny lp-medium mulighed for at overføre hovedparten af musikken til et dobbeltalbum, som for 15 år siden igen overførtes til en dobbelt-cd. Men først nu, 61 år efter koncerten, foreligger den i sin helhed på cd.
Det skyldes den utrættelige sporhund Phil Schaap, at det har kunnet lade sig gøre. Desværre ytrer han sig kun i kryptiske vendinger om den åbenbart detektiviske opsporing af de hidtil savnede optagelser, men fundet dem har han altså.
Som vi hidtil har kendt koncerten på plade, bestod den af otte numre med orkestret, syv med trioen/kvartetten, fem med en historisk kavalkade (bl.a. med kornettisten Bobby Hackett og flere Ellington-solister), og en jam session over "Honeysuckle Rose" med musikere fra Goodmans, Ellingtons og
Count Basies orkestre.
Hertil føjes nu yderligere to orkester-stykker, de hidtil manglende dele af jam-forløbet (et tredje kor af Buck Clayton og soloer af Harry Carney og Freddie Green) og Goodmans talte introduktioner, som han lavede til radiobrug, da lp-udgaven udkom i 1950. Endelig er bifald og pauser bevaret, og dermed koncertens live-atmosfære, og lyden er gen-digitaliseret til sin hidtil bedste gengivelse.
Både orkestret og trio/
kvartetten er her fastholdt på et optimalt tidspunkt, før musikere som Harry James og Gene Krupa havde forladt Goodman. Med de længere live-spilletider ydes pianisten Jess Stacy retfærdighed med den fine solo i "Sing, Sing, Sing". Og Lester Young og Johnny Hodges forgylder den også i øvrigt usædvanlige jam session. Så vist var koncerten en milepæl i både Goodmans og jazzens historie.
Fra spirituals til swing
Efter at Goodman havde åbnet døren til Carnegie Hall, fortsatte produceren og talentspejderen John Hammond i december 1938 og igen i december '39 med koncerter, som præsenterede sorte sangere og instrumentalister, deriblandt en række gospel- og bluesnavne, som var næsten ukendte for det amerikanske publikum. Det var Hammonds ønske at slå et slag for den afro-amerikanske musiktradition, som aldrig tidligere var blevet præsenteret på den måde.
Typisk nok var det ikke let at finde sponsorer (selv
NAACP, organisationen til fremme af sortes rettigheder, sagde nej!), men endelig trådte New Masses, kommunistpartiets kulturtidsskrift, til, og det følgende år blev økonomien sikret af The Theatre Arts Committee, en åbenlyst venstreorienteret organisation. I øvrigt blev begge koncerter store publikumssucceser - ved den første måtte ca. 300 tilhørere anbringes på tribunen, bag de optrædende.
Disse omfattede Count Basies orkester, pianisten James P. Johnson, boogie woogie-pianisterne Albert Ammons, Meade Lux Lewis og Pete Johnson, New Orleans Feetwarmers med Sidney Bechet og Tommy Ladnier, gospelsang med Sister Rosetta Tharpe og kvartetten Mitchell's Christian Singers, og country blues med Big Bill Broonzy og Sonny Terry - et sandt overflødighedshorn. Broonzy kom med som afløser for den senere så berømte Robert Johnson, der var omkommet ved et jalousidrab fire måneder før koncerten. Også den store bluessangerinde Bessie Smith ville Hammond gerne have haft med, men hun var død efter en bilulykke året før.
Ved koncerten i december 1939 medvirkede igen Basies orkester, James P. Johnson, Broonzy og Terry, samt Golden Gate Quartet med gospel, bluessangerinden Ida Cox og Benny Goodmans sekstet med bl.a. Lionel Hampton og guitaristen Charlie Christian. Hammond benyttede også Christian sammen med en kvintet af Basie-musikere - til Goodmans utilfredshed (det var jo 'hans' guitarist), men til glæde for dem, der her fik en sjælden chance for at høre Christian sammen med Lester Young. De to medvirkede desuden i den jam session over "Oh, Lady Be Good", som afsluttede denne koncert.
Hammond lod selv de to koncerter optage, og i 1959 blev et udvalg af optagelserne udgivet på to lp'er, som i 1987 overførtes til to cd'er. Først i år er det samlede materiale dog udsendt, nu på tre cd'er. Til de 31 hidtil kendte musikoptagelser kommer derfor hele 22 nye - en guldgrube for alle, der holder af den slags musik. Og, med al respekt for Goodmans Carnegie Hall-koncert - der var mere format over Hammonds projekter.
Woody Herman 1946
Efter Spirituals to Swing-koncerterne varede det frem til 1943, før der igen blev spillet jazz i Carnegie Hall, men det år indledte Duke Ellington en række årlige koncerter, hvor han bl.a. præsenterede nye suiter og kortere stykker. Og i 1946 gav Woody Hermans orkester en mindeværdig koncert, som nu også er udsendt i mere komplet form end hidtil. Den har ikke hidtil været udgivet på cd, men på den nuværende dobbelt-cd findes for første gang tredie sats af Stravinskys "Ebony Concerto", hovedparten af Ralph Burns' suite, "Summer Sequence", og fire separate numre.
Man kan jo foretrække Hermans orkester fra 1947-48, Four Brothers-orkestret med bl.a. Stan Getz og Zoot Sims, men Herman var også på højden i 1946, da hans folk bl.a. var den Ben Webster-påvirkede tenor Flip Phillips, trompetisten Sonny Berman, den ret vulgære, men dynamiske basunist Bill Harris og arrangørerne Ralph Burns og Neal Hefti. Det var et orkester med et punch, som kun Dizzy Gillespies big band havde magen til.
På det tidspunkt var jazzkoncerter blevet et landsdækkende fænomen i USA takket være impresarioen Norman Granz, som i 1944 havde startet Jazz at the Philharmonic, en turnerende koncertgruppe. Den har jeg omtalt i en artikel den 5. maj '99.
Granz' indsats for jazzkoncerter var epokegørende. Men det var Goodman og Hammond, der lagde grunden.
*Benny Goodman At Carnegie Hall 1938 Complete. Columbia C2K 65143 (2 cd'er)
*From Spirituals to Swing. The Legendary 1938 & 1939 Carnegie Hall Concerts. Vanguard 169/71-2 (3 cd'er) (Amigo)
*Woody Herman At Carnegie Hall, 1946. Verve 559.833-2 (2 cd'er)
