Læsetid: 3 min.

Jeltsin-familien under pres

4. januar 2000

Nye afsløringer om bankkonti i Schweiz sætter spørgsmålstegn ved familiens nyvundne immunitet. I går blev Jeltsins datter fyret

Kun tre dage efter at Ruslands fungerende præsident Vladimir Putin gav landets tidligere præsident Boris Jeltsin og hans nærmeste familie fuld immunitet mod retsforfølgelse, er der dukket nye belastende oplysninger op om Jeltsin-familiens mulige medvirken i en international hvidvask af penge.
Ifølge det amerikanske ugemagasin Newsweek har de schweiziske myndigheder indefrosset et dusin bankkonti med en værdi af over 100 millioner danske kroner, som kan have forbindelse til Jeltsin. Sagen er ifølge Newsweek en udløber af en omfattende sag, hvor russiske virksomheder og enkeltpersoner har hvidvasket snesevis af milliarder kroner gennem den amerikanske Bank of New York.
I en anden sag efterforsker schweiziske og russiske myndigheder beskyldninger mod Jeltsins familie for at have modtaget returkommission fra byggefirmaet Matabex i forbindelse med en storstilet ombygning af Kreml.
Der er fortsat ikke rejst tiltale mod noget medlem af Jeltsins familie eller inderkreds i forbindelse med nogen af de verserende sager.

Immunitet til alle
De nye afsløringer om Jeltsin-familiens schweiziske bankkonti kommer på et noget ubelejligt tidspunkt for Putin, der har lanceret sig med et image som en hårdtslående Mr. Clean.
Putins første væsentlige embedshandling - efter den uventede udnævnelse i fredags - var at underskrive dekretet, som forhindrer enhver retsforfølgelse af Jeltsin og hans nærmeste familie
Immuniteten gælder også eks-præsidentens døtre Tatjana Djatjenko og Jelena Okulova, som begge angiveligt har været involveret i en række tvivlsomme finansielle operationer.
"Jeltsins døtre har beriget sig i et formidabelt tempo, der ikke stemmer overens med deres officielle indkomster og muligheder," siger Vladimir Pribylovskij, chefanalytiker hos Panorama tænketanken i Moskva, til Information. Andre Jeltsin-loyale figurer, der ikke er beslægtet med eks-præsidenten, har i de seneste måneder også haft travlt med at sikre deres egen fremtid.
To indflydelsesrige figurer i Jeltsin-lejren, olie-magnaterne Boris Beresovskij og Roman Abramovitj, sikrede sig således begge valg til Dumaen - og dermed parlamentarisk immunitet - i valget, der blev afholdt i december.
Netop Beresovskij spillede, ifølge tidligere præsident Mikhail Gorbatjov, en væsentlig rolle i bestræbelserne på at få Jeltsin til at forlade præsidentposten. Det var tilsyneladende ikke en nem opgave.
"Jeltsin ønskede det ikke. Han strittede imod med de kræfter, han har tilbage. I realiteten smed de ham ud," fortalte Gorbatjov til det italienske dagblad La Stampa.

Familien i farezonen
Mens Jeltsin formentlig er noget nær urørlig, ser situationen mere speget ud for hans døtre og andre medlemmer af 'storfamilien' omkring det tidligere statsoverhoved, mener analytikere i Moskva.
"Putins dekret er endnu blot et dekret, og ikke en lov. Det kan ændres i morgen," påpeger Pribylovskij. "Garantierne for Jeltsin vil dog formentlig blive nedfældet i en lov på et senere tidspunkt," vurderer han.
For Putin kan et delvist opgør med nogle af de kontroversielle figurer, der omgav Jeltsin de seneste år, være endnu en måde, hvorpå han kan forøge sin politiske kapital inden præsidentvalget.
"Hvis Putin vender sig mod Beresovskij og sætter ham i fængsel, når vi kommer nærmere valget, så vinder han med 80 procent af stemmerne," siger Pribylovskij.
Jeltsins døtre, særlig Tatjana Djatjenko, formodes fortsat at have indflydelse på Putin. Djatjenko blev ganske vist fyret som rådgiver af Putin i går, men hendes position i Kreml menes at være intakt.
"Til syvende og sidst er det i høj grad hendes fortjeneste, at Vladimir Putin har overtaget hendes fars embede," vurderer den oftest velinformerede russiske web-avis Gazeta.ru.
Eks-præsident Mikhail Gorbatjov advarer om, at en for Jeltsin-loyal linje kan koste Putin dyrt på længere sigt.
"Hvis det fortsætter på denne måde, vil Putin snart se sin popularitet svinde, fordi folk vil indse, at de er blevet snydt," siger Gorbatjov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her