Læsetid: 2 min.

Knust drøm

11. januar 2000

Birgitte Federspiels fascinerende spil afslører de muligheder, som Stig Dalagers nye stykke kunne have rummet

Teater
Stig Dalager skriver stykker, der opføres i den ganske verden. Derimod har det knebet med danske opførelser, men nu viser Odense Teater hans stykke Drømmen.
I følge programmet er stykket nyt - det har blot haft nogle opførelser i New York for et par måneder siden. Og i følge stykkets handling foregik stykket blot for et års tid siden, nemlig under krigen i Kosova.
Men som dramatik betragtet hænger Drømmen uhjælpeligt fast i en hundrede år gammel form, sådan i hælene på Strindbergs naturalistiske dramaer. Her er dog ingen galskab og ekstrem psykologi, kun almindelig borgerlighed - dyrket og spejlet og talt ihjel. Og selv om idealet måske er et familiehelvede som hos Dalagers jævnaldrende, Lars Norén, så når stykket aldrig længere end til klicheerne.
Plottet rummer ellers utallige muligheder: Bedstemor, datter og barnebarn mødes i bedstemors hus i Provence: Kvinden, der havde nok i sin karriere og sin egen ulykkelige kærlighed, og som derfor negligerede sin datter. Og datteren, der til gengæld overbeskyttede sin datter, der derfor nu ikke kan holde hende ud. Men som samtidig på mirakuløs vis som bare 25-årig er færdiguddannet journalist, mor til en to-årig søn - og netop hjemvendt som krigskorrespondent fra Kosova...

Kamillete uden vand
Utroværdigheden præger i det hele taget Dalagers personer. Og selv om han klart kan sit dramaturgiske kram, så bliver hans dramatiske konstruktioner ofte påtagede og unødvendige. For eksempel tilstedeværelsen af stykkets to mænd, både bedstefaderen (en tossefornedret Jens Østerholm, der optræder som 'usynlig' skygge), og moderens eks-mand (en forstadsbohemet Lars Lønnerup, der kun er sat til at ringe med cykelklokken...)
Som instruktør har Carsten Brandt været loyal over for teksten. På scenen er alt realistisk - på nær altså kamilletebrevene, der ikke dyppes i vand, førend de lægges på trætte øjenlåg. Men også de små bevægelser bliver for store - hænder, der strækker sig tilfældigt mod hinanden, virker formodentlig bedre på film... Og scenografien af Klaus Kristensen formår ikke at løfte forestillingen, sådan som den domineres af en Ikea-trist bord-og-stole-dekoration, der står på spring for at blive udnævnt til årets tv-serie-køkken.

Rebelsk Federspiel
Skuespillernes udfoldelsesmuligheder er dermed stækkede. Den unge Stine Holm Joensen prøver at lade sit temperament og sin spontaneitet dække over sin rolles urimeligheder, og i moderrollen forsøger Helle Merete Sørensen at bruge sin evne til at 'fryse' i smukke positurer til at fastholde den kulde, som teksten hele tiden pådutter hende.
Mest imponerende og rebelsk er dog Birgitte Federspiel. Denne smukke, gamle kvinde med de tunge øjne og den præcise stemme giver al sin livsklogskab og sceneerfaring til rollen, så Dalagers karrierebedstemor får liv og varme - og glimt af sandsynlighed. Gennem Federspiels spil afsløres forestillingens muligheder og de mange drømme, der utvivlsomt ligger til grund for forestillingen. Men som altså aldrig blev til virkelighed.

*'Drømmen' af Stig Dalager. Instruktion og bearbejdelse: Carsten Brandt. Scenografi: Klaus Kristensen. Odense Teater, Værkstedet. Til 12. feb. Desuden på turné i Jylland og på Sjælland 24-31. jan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu