Læsetid: 1 min.

Københavns miljø halter stadig

12. januar 2000

Hovedstadens største miljøproblem er den voksende trafik, viser kommunens statusrapport

Der er sket fremskridt på områder som blyforurening og luftkvalitet i hovedstaden, men der er stadigvæk rigeligt at gøre, konkluderer Københavns miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, på den første samlede rapport om hovedstadens miljø.
"Jeg finder det særligt foruroligende, at CO2-udledningerne begynder at stige igen. Det skyldes affaldsmængderne og trafikken. For mig at se er der ikke længere nogen vej uden om begrænsninger i den private biltrafik. Der skal indføres kørselsafgifter i en eller anden form - og så skal vi have udbygget den kollektive trafik," siger han.

Uacceptabel støj
Trafikken er vokset 11 procent fra 1992 til 1998 og ser ud til fortsat at stige, siger kontorchef Bo Rasmussen fra Københavns Miljøkontrol.
To ud af tre boliger i kommunen er belastet af støj, der ligger over Miljøstyrelsens vejledende grænse på 55 decibel. Og 70.000 af de ialt 280.000 boliger har endda et støjniveau over sundhedsgrænsen på 65 decibel.
Luftforureningen med en lang række stoffer er faldet, takket være ny teknik og lovgivning. Dette fald vil fortsætte i de kommende ti år, skønner Bo Rasmussen.
Men det gælder ikke forureningen med små partikler, hvis sundhedsskadelige virkning, Københavns miljø- og sundhedsudvalg nu vil have undersøgt mere.
Udslippet af CO2 fra Københavns Kommune faldt med 19 procent fra 1988 til midten af 90'erne. Men siden 1997 er det begyndt at stige igen på grund af øget trafik og større affaldsmængder.
En stor del af udslippet kunne fjernes, hvis Amagerværket gik over til naturgas i stedet for kul.
Men det støt stigende udslip fra trafikken er det sværeste at gøre noget ved, siger Bo Rasmussen.
Fortidens synder i form af forurenet jord er i øvrigt stadig et meget stort problem i kommunen.
Borgmester Kjeldgaard glæder sig over, at det dog i det mindste er lykkedes at få sat penge af til at rense jorden på en række af de grunde hvor der ligger kommunale børneinstitutioner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her