Århus Kommune har tilbudt alle kommunens lærere en gratis computer mod, at de tager
et IT-kørekort i fritiden. Halvdelen af lærerne sagde ja tak. Men Århus Lærerforening kræver voldgiftsag
Omkring halvdelen af alle folkeskolelærere i Århus Kommune kunne lige før jul placere en stor ny pc i deres hjem. Prisen for computeren er, at lærerne inden for en tidsbegrænset periode skal tage det pædagogiske IT-kørekort uden for deres normale arbejdstid.
Men på trods af, at omkring 1.200 lærere fandt tilbuddet godt nok og derfor sagde "ja tak", så har Århus Lærerforening indstillet til Danmarks Lærerforening om at indlede en voldgiftssag mod kommunen. Og Danmarks Lærerforenings konsulent Momme Knudsen mener, at Århus Lærerforening har en god sag:
"Når kommunen siger, at det er en forudsætning for at være med i ordningen, at man tager et kursus, så er det vores opfattelse, at det er omfattet af den del af vores arbejdstidsaftale, der handler om kurser. Og den siger, at kursustid er arbejdstid," siger han. Baggrunden for kommunens tilbud er en målsætning om, at alle kommunens lærere inden år 2003 skal have taget det pædagogiske IT-kørekort.
Men hvis lærerforeningen får ret, betyder det, at kommunen mangler cirka halvdelen af de midler, det koster at opfylde målsætningen.
Halv pris
"Skoleforvaltningen og Lærerforeningen er enige om, at et IT-kørekort i gennemsnit vil tage 100 timer at tage, og 100 timer er cirka det dobbelte af, hvad sådan en pc koster. Så det er halv pris," siger formand for Århus Lærerforening Jette Jensen, der ellers synes, at målsætningen er god.
"Det er fint at have så ambitiøs en plan, men det er knap så fint at lade være med at sætte penge af til at gennemføre den," siger hun.
Noget for noget
Den politisk ansvarlige på området, rådmand Niels Erik Eskildsen (SF), erkender da også, at der ikke er penge til planen, hvis kommunen taber en eventuel sag.
"Det er da meget godt med sådan et regnestykke, men jeg er jo også nødt til at se, hvor mange penge, jeg har til rådighed på mit budget. Og jeg kan altså tilbyde lærerne en pc mod, at de tager et IT-kørekort," siger han.
Niels Erik Eskildsen mener heller ikke, at Århus Lærerforening har ret i, at aftalen er i strid med overenskomsten. Kommunen opfatter nemlig aftalen som et rent privatretligt forhold, der falder uden for arbejdsrettens område.
"Det er et frivilligt tilbud. Man kan tage det, eller man kan lade være. Det, der så ligger i tilbudet, er, at det er 'noget for noget'. Min skoleforvaltning og Kommunernes Landsforening har vurderet aftalen, og de siger begge, at det er inden for overenskomstens rammer," siger Eskildsen, hvis regnestykke ser noget anderledes ud.
"Hvis man som privatperson skal ud og købe pc'en, vil den koste 15.000 kroner. En anden ting i tilbudet er, at vi har fået lov til at benytte kommunens indkøbsaftale, og samtidig er frynsegodebeskatningen sat ud af kraft i forhold til pc'ere. Så kan man da ikke oveni forlange at få et kursus betalt," siger han.
Momme Knudsen mener ikke, at kommunen kan opfatte pc'en som et frynsegode. Han opfatter pc'en som et arbejdsredskab på linie med et bøger og blyanter, og derfor burde lærerne i virkeligheden tilbydes en computer kvit og frit.
"Hvis læreren skal have et atlas derhjemme for at kunne forberede sig i geografi, så er det heller ikke et, han selv skal ud og købe. Så låner han ét på skolen. Det samme burde gælde med computere, hvis man virkelig mener noget med, at man vil opkvalificere lærerne i edb," siger han.
Et godt tilbud
Niels Erik Eskildsen bider mærke i, at halvdelen af kommunens lærere åbenbart synes, tilbudet er godt nok.
"Jeg kan konstatere, at 1.200 lærere på trods af, at der har været så meget diskussion om det, har sagt, at de gerne vil have tilbuddet. Det må jo betyde, at det er et attraktivt tilbud," mener han.
Jette Jensen mener ikke, at de 1.200 ja-sigere er udtryk for, at lærerforeningen er ude af trit med sine medlemmers ønsker.
"Det siger mig ikke så meget, for lærerne vidste, at der sandsynligvis bliver indledt en voldgift på det. Hvis vi vinder den, ved de, at de vil få timer til at tage kørekortet, og så er det jo fint. Hvis vi taber, kan de bare lade være med at tage kørekortet, og så kan kommunen jo bare komme og tage computeren igen," siger Jette Jensen.
Danmarks Lærerforening har netop anbefalet Lærernes Centralorganisation (LC) at indlede en voldgiftsag.
Gymnasielærere venter
Sideløbende med kommunes tilbud til folkeskolelærerne har Århus Amt tilbudt gymnasielærerne en gratis computer samt et antal timer til at tage IT-kørekortet. En sådan ordning, hvor computeren bliver en del af lønnen, ser Jette Jensen gerne for sine medlemmer. Eskildsen mener dog, at kommunens tilbud er lige så godt.
"Vi skal se på, hvad det er for en computer, der tilbydes, og hvor mange timer, de får. Jeg tror ikke, at amtets tilbud er bedre end det, vi giver," siger han.
Kommunen vil trække de 1.200 computere tilbage, hvis den skulle tabe voldgiften.