Læsetid: 6 min.

Fra kommunisme til khan-vælde

14. januar 2000

Demokratiet nåede aldrig til Centralasien, hvor fordums kommunistiske partichefer har etableret sig som enevældige herskere. Utilfredsheden samles op af radikale islamiske grupper

Eneherskere
Det var synd at sige, at det kom bag på mange iagttagere, at Usbekistans præsident, Islam Karimov, vandt en overvældende sejr, da indbyggerne i den centralasiatiske stat sidste søndag gik til valgurnerne.
Karimov, der i 1991 gik fra at være generalsekretær i den usbekiske sovjetrepubliks kommunistparti til posten som det selvstændige Usbekistans første præsident, fik en tilslutning af helt sovjetiske dimensioner: 94 procent.
Kun fire procent stemte på den nærmeste konkurrent, en sagtmodig og så godt som ukendt filosof, Abdulkhafiz Djalalov - som da også for en sikkerheds skyld, ikke mindst sin egen, offentligt opfordrede folk til at stemme på Karimov.
De oppositionsbevægelser, der kunne have gjort en forskel, Birlik (Enhed) og Erk (Frihed), var forlængst forbudt, deres ledere, medlemmer og mistænkte sympatisører fængslet, sat i husarrest eller sendt i eksil.
Af samme grund afslog Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), som har Usbekistan som medlemsstat, at sende valgobservatører til præsidentvalget. Befolkningen har "ikke noget ægte valg," hed det i OSCE's begrundelse.

'Turkmenernes fader'
Anstrengelsen med at holde valg behøver Karimovs kollega i nabolandet Turkmenistan, Saparmurat Nijasov, ikke længere at gøre sig.
Nijasov, også en forhenværende kommunistpartichef, som i 1992 lod sig vælge til præsident med 99 procent af stemmerne, modtog i slutningen af december en opfordring fra landets håndplukkede parlament: Bliv præsident på livstid!
En del praktiske argumenter talte for parlamentets anmodning: I forvejen omtales Nijasov i landets medier konsekvent kun som Turkmenbashi ('turkmenernes fader'), han er formand for landets eneste tilladte parti (Det Demokratiske Parti), og den roterende guld-Turkmenbashi, der er opstillet på toppen af en kæmpemæssig søjle i hovedstaden Asjkhabad, lader sig heller ikke nemt udskifte.
Så Turkmenbashi sagde ja til parlamentets anmodning.

Autoritær tendens
Karimov og Nijasov er de groveste eksempler på kommunistiske partisekretærer, der satte sig i spidsen for deres respektive republikker, da Sovjetunionen gik i opløsning, og siden udviklede sig til eneherskere.
Men tendensen henimod den autoritære styreform er den samme i alle fem centralasiatiske stater - omend gennemført i varierende grad.
I Kasakhstan blev præsident Nursultan Nasarbajev i januar sidste år genvalgt, efter at han havde udelukket adskillige modkandidater med den begrundelse, at de var "medlemmer af en ikke-registreret organisation." Nasarbajevs embedsperiode løber til 2006.
I Tadsjikistan, som er den eneste af de centralasiatiske republikker, hvor de politiske og religiøse modsætninger har udviklet sig til borgerkrig, blev præsident Imomali Rakhmonov i november genvalgt med 96 procent af stemmerne efter en stærkt unfair valgkamp, der blev boykottet af de tre førende oppositionskandidater.
Kirgisistan har længe været betragtet som demokratiets bedste håb i Centralasien, og landets leder, Askar Akajev, som regionens mindst autoritære. Men politiske iagttagere advarer om, at også Akajev i stigende grad benytter repressive metoder, heriblandt fængsling af politiske modstandere, til at holde sig ved magten.

Social eksplosion
"Der er ingen tvivl om, at udviklingen i Centralasien som helhed går i retning af en genskabelse af autoritære regimer - med lån både fra forrige århundreders enevældige fyrster, khanerne, og fra Sovjetunionen," siger Aleksej Malasjenko, ekspert i kaukasiske og centralasiatiske forhold ved Carnegie-tænketanken i Moskva.
"Det er en udvikling, der - når den parres med økonomisk stagnation eller tilbagegang - uundgåeligt fører mod en social eksplosion. Vi har allerede set oppositionelle grupper, formentlig radikale islamiske grupper, manifestere sig med attentatforsøget mod Karimov i februar 1999 (16 blev dræbt af fem bomber, men præsidenten undslap, red.). Islamiske grupper med udgangspunkt i Fergana-dalen i Usbekistan er særdeles aktive, flytter rundt mellem Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan, og tager gidsler med krav om løsladelse af fængslede islamister."
Der er en indflydelse fra Afghanistans talibaner, mener Malasjenko, men "den skal ikke overdrives."
"Talibanerne har indflydelse på den måde, at de ved eksemplets magt har vist, at det er muligt for en radikal islamisk bevægelse at tage magten. Men de kendte islamiske grupper i Centralasien deler ikke talibanernes ekstreme opfattelse af islam," siger han.

Staten et fremmedord
Det internationale samfunds reaktion på den autoritære udvikling i Centralasien har været tilbageholdende. OSCE's beslutning om ikke at sende valgobservatører til præsidentvalget i Usbekistan er et af de sjældne eksempler på en reaktion, der havde en vis effekt.
Men det er også begrænset, hvor stor indflydelse det internationale samfund - og især Vesten - har i Centralasien, mener nogle eksperter.
"Der er intet i de centralasiatiske staters tradition, der blot minder om den europæiske med romerretten og definitionen af en borger som et individ med rettigheder. Staten er et fremmedord i disse samfund, hvor klan- og familietilhørsforhold og de personlige relationer er de eneste afgørende," siger Søren Theisen, historiker og ekspert i nærorientalsk politisk kultur.
"Vi ser samme struktur i store dele af Mellemøsten og Kaukasus. Statsmagten erobres af en bestemt klan, eller oftere: en alliance af klaner, der udnytter den hæmningsløst til personlig vinding og indflydelse - og til at holde alle andre ude. De, der holdes ude, sidder og planlægger statens omstyrtelse. Lykkes det, vil de nye magthavere rense ud. Systemet bevares, kun aktørerne skifter. Politiske partier er blot etiketter, der klistres på personlige netværk."
Man skulle umiddelbart tro, at dette feudale system stod i skarp kontrast til kommunismens lighedsideologi. Men nej, Theisen ser det som en logisk fortsættelse.
"I virkeligheden fik de sovjetiske magthavere aldrig bugt med de gamle strukturer. Man prøvede i starten, men valgte til sidst at anvende familie- og klanstrukturen i sovjet-systemet. De toneangivende familier blev nu partifunktionærer. Og så længe de holdt ro på bagsmækken og opfyldte bomuldskvoterne, kunne de lokalt stort set gøre, som de ville - afbrudt af en enkelt anti-korruptionskampagne eller to."
"Vi fra Vesten skal selvfølgelig blive ved med at illustrere, at der er andre modeller at bygge et samfund op efter, men vi skal være tilfredse med små skridt i den rigtige retning og passe på med vores kulturelle arrogance," mener Søren Theisen.

Islamisk bussemand
Cassandra Cavanaugh, ekspert i Centralasien for menneskeretsorganisationen Human Rights Watch, er lodret uenig.
"De, der taler om den historiske nødvendighed af et autoritært styre, reproducerer blot diktatorer som Turkmenbashis politiske retorik. Det er en undskyldning, diktatorer bruger over hele verden: 'Vores befolkning er ikke moden til demokrati, men behøver en stærk leder og så videre'. Men den holder ikke."
"De sociale spændinger, der er bygget op i f.eks. Usbekistan, er enorme. Karimov er nødt til at fængsle i tusindvis af mennesker, at tortere politisk aktive til døde, at sende oppositionsledere i eksil for at fastholde sin påståede 'stabilitet'. Utilfredsheden vokser, også fordi økonomien stagnerer."
Cavanaugh skammer sig over EU's og USA's manglende reaktion.
"Samtidig med at menneskeretsaktivister blev fængslet og banket, skrev EU sidste sommer under på en partnerskabs- og samarbejdsaftale med Usbekistan, og har lignende aftaler med andre lande i regionen. Hvorfor? For nogle af landene er svaret forfærdende enkelt: Europa og USA vil have adgang til regionens store olie- og gasreserver."
"Desuden har regionens ledere haft held til at påkalde sig den islamiske bussemand. Men det er en moralsk forkert og meget kortsigtet politik."
Cavanaugh forklarer: "Det er en ond cirkel. Regimet bliver mere og mere undertrykkende, folk har ingen legale midler til at protestere og vender sig til de islamiske grupper, som vokser i styrke og giver regimet anledning til at øge undertrykkelsen. Det er et system uden sikkerhedsventil, og på et tidspunkt vil det eksplodere."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her