Læsetid: 5 min.

Korruption, klienter og Kohl

22. januar 2000

Intermetzo

Danske politikere er i det store og hele bedre end deres rygte. På det intellektuelle plan kan påstanden diskuteres, men næppe hvad angår fænomenet korruption. Uden at forfalde til sentimentalitet, kan man nogenlunde roligt slå fast, at det danske system ikke som visse andre politiske systemer mere eller mindre historisk betinget beror på en korruptionskultur.
Det er - desværre - uhyre vanskeligt generelt set at opnå positiv særbehandling i Danmark, uanset om man så skulle kende nogen ved drivisen.
Selvfølgelig udelukker dette langtfra at man ved at anbringe sig strategisk i forhold til gode forbindelser og kontakter kan opnå givtige bestyrelsesposter, kontrakter, aftaler og andet godt. Dertil har magtfulde kredse opbygget passende netværk, som er uigennemskuelige, hvad dét angår. Men systemet tillader som regel ikke udskejelser på det personlige plan og i den helt ekstreme grad.

Man kan aftale sig til ejendommelige byggeprojekter à la DR's udflytning til Ørestaden ved at trykke de rigtige steder og holde kæft nogle andre - især i offentligheden. Men det er, positivt set hvis man et øjeblik evner dét i den forbindelse, dog for at kreere noget, hvor personerne trods alt træder i baggrunden.
Man kan ikke her som en anden analfabetisk fru Ceaucescu i det rumænske folkeparadis beordre det lokale universitet til at kåre sig som æresdoktor i kemi eller arvebiologi eller bygge grønne marmorbadeværelser for bestikkelsespenge.
Ej heller er det velset i den politiske nepotismes navn at danske ministre udnævner direkte faglige ignoranter eller rene umuliusser. En eller anden kvalifikation skal man kunne hænge en udnævnelse op på. Fra denne håbefulde regel findes visse undtagelser i det praktiske liv. Men i princippet.
Hvad angår den helt store korruption, hvor pengene flyder, er Danmark som antydet endnu mere kedsommeligt. Siden Alberti har der ikke været en rigtig korrupt person blandt danske toppolitikere.
Hvis nogen nævner Glistrup, er dette et ringe eksempel. Glistrup var - Gud være lovet - ikke magthaver, og hvad han røg i fængsel for, var bare skattesnyd, og det tæller jo - på linie med færdselsforseelser - ikke for kriminelt pålydende i nationens inderste kollektive bevidsthed om ret og rimelighed.

Et korruptionsbetinget system fordrer tilstedeværelsen af klienter. Folk afhængige af ovenfra kommende gunstbevisninger i ofte yderste komplekse økonomiske og politiske systemer, der vel at mærke transporterer penge, varer og tjenesteydelser hver vej.
Det er ikke nok at forklare disse funktioner med godtkøbsord som: Den ene tjeneste er den anden værd. Ofte udveksles ydelserne fra klient til patron og omvendt i dybt indforståede systemer baseret på tålmodig forventet efterbevilling.
Udvekslingerne kan være langsigtede, således at den konkrete klient ikke nødvendigvis selv oplever afkastets søde stund. Betalingerne i et ægte korruptionssamfund kan således strække sig over generationer.
Loyalitet, æresord og andre bindinger afholder deltagerne fra den mindste afvigelse fra skrevne og især uskrevne normer.
Systemet står med andre ord over det enkelte individ og omverdenens eventuelle moralopfattelse. I den forstand minder et gedigent korrupt kredsløb - som mafiaens - om en hvilkensomhelst anden national struktur.
Man kan for så vidt hævde, at klientsystemet er forudsætningen for den senere nationalstat. Det danske højmiddelaldersamfund med Valdemar, Absalon & Co er et godt udtryk for et sådant mafiøst klientsystem. En junta, en kamerilla - som afdøde middealderprofessor Niels Skyum-Nielsen i sin tid tolkede dette stormands- eller familiesamfund.
Bindingerne var mafiøse. Hele systemet kunne med Saxos propagandamæssige indsats for sagen anskues som stammens, familiens anliggende, hvilket i oversættelse og den konservative tradition ofte mistolkes som noget enestående dansk nationalt.

Rent vrøvl. Det drejer sig først og sidst om en families indbyrdes tjenesteydelser og de omgivende klienters bidrag. Dét flagede de for - ikke for den danske bøgeskov, som ragede dem en røget sild. Men Valdemarernes mafiøse stil blev efter tid ændret af andre samfundskræfter, som vi må lade ligge her.
Romerne, som jo i kejsertiden også beherskede store dele af Tyskland, udviklede - længe før denne danske udgave af klientsystemet så dagens lys - i den grad dette og det så vidtgående at det ikke er gået i sin mama igen.
Når en Andreotti sidder på anklagebænken - og bliver frikendt - skal sagen utvivlsomt ses som et forløb af mere eller mindre tvivlsomme hændelser, der alle udspringer af klientkulturen.

Ønsker nogen at vide mere end denne, og mere end klummisten på en indsnævret plads kan give af overfladiske skrammer i den historiske lak, anbefales på det varmeste oldtidshistorikeren Peter Ørsteds glimrende Cæsar-biografi fra 1994, hvori forfatteren kompetent redegør for Julius Cæsars opstigning i det romerske politiske hierarki.
Det skete nemmerligen via mange og velanbragte klienter. Uden dem var denne adelige, men uformuende stræber forblevet bar røv og nøgler. Klienternes nyttige tilstedeværelse som støtter for den julianske sag, forudsatte at patronen til stadighed var kapabel at levere varen. Helt bogstaveligt: mad på bordet og penge i tunikaen.
På passende tidspunkter, som for eksempel når den opadstræbende udfoldede sig retorisk på rostrum, støttede klienterne tilsvarende patronen for at denne kunne vinde de embeder, der igen gav ham mulighed for at levere flere ydelser.
Indtil da var alt på kredit, og på et kritisk tidspunkt, fordi embederne svigter, skylder Cæsar en Øresundsbro. Først da han har sikret sig statholderskabet i Spanien, kan han tilbagebetale investorerne, som jo også er klienter.
Var dette ikke indtruffet, havde Cæsar, før han var blevet Cæsar, havde mulet gallerne og kastet terningerne, med den enorme gæld han havde oparbejdet efter alt at dømme måttet tage sig af dage.
Verden var da blevet snydt for hin sørgmodige afslutningsbemærkning til den fremmeste af klienterne: Etiam tu, Brute, mi fili!
Den kunne den fhv. H. Kohl også have langet ud forleden: Et tu, Wolfgang! - til manden i rullestolen, som forgæves har forsøgt at holde sig kørende. Den går nok ikke. Efter at CDU mistede magten over tjenesteydelserne, brast klientsytemet i den gamle romerske provins.
I sit æreløse otium kan Kohl nu sidde og tygge på den med de lange traditioner for samfundssystemerne hierher und jenseits.
Og i øvrigt undre sig over at han kan have været så åndssvag at tro, at det ikke ville blive opdaget. For det gør det. Hver gang. Ikke?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her