Læsetid: 2 min.

Kritik af S-indsats for integration

7. januar 2000

Fortrolig rapport fra Integrationsrådet i Albertslund fastslår, at kommunen stort set intet gør for at få indvandrere ud på arbejdsmarkedet

Kritikken hagler ned over Albertslund Kommune i en intern rapport fra Albertslund Integrationsråd, som har det tidligere radikale folketingsmedlem Tage Dræbye som formand. Kommunen får dumpekarakterer i at skaffe indvandrere i arbejde - både på det private og det kommunale arbejdsmarked.
Det hedder bl.a. i rapporten: "Integrationsrådet finder det... utilfredsstillende, at det ikke i Albertslund Kommunes servicemål er indeholdt," at skaffe flere personer med anden etnisk baggrund end dansk i arbejde. Og rapporten fortsætter: "Det er Integrationsrådets indtryk, at hovedvægten i kommunens indsats lægges på aktivering af folk," fremfor at få dem i rigtigt arbejde. Samtidig konstaterer rådet tørt, at kommunen ingen systematisk indsats gør for at få indvandrere ud på det private arbejdsmarked.
Albertslunds Borgmester Finn Aaberg har endnu ikke læst rapporten, men præsenteret for kritikken håber han ikke, at den holder vand:
"Jeg vil være ked af, hvis det er rigtigt, at vi lægger mere vægt på at aktivere folk end at give dem et rigtigt arbejde. Det er jo ikke noget formål i sig selv at aktivere folk. Det er bedst at få dem i arbejde,"siger han.
Om kritikken af den manglende indsats for at få indvandrere ud på det private arbejdsmarked, siger han:
"Jeg tror ikke, det er rigtigt. Det vil jeg spørge mine folk om. Bede dem om at møde op med et svar på tirsdag. Men det kan da godt være, at det er rigtigt. Sandheden er, at vi gør, hvad vi kan, men det er meget begrænset, hvad vi kan skaffe af job."
Her er Finn Aabergs viceborgmester, SF'eren John Reynolds lodret uenig:
"Den politiske vilje i kommunalbestyrelsen er simpelthen ikke til stede. Jeg har opfordret ham (Finn Aaberg, red.) til at accelerere det arbejde og få det sat på dagsordnen i kommunalbestyrelsen. Men han har bare ignoreret det."
At behovet for en beskæftigelsesmæssig indsats er stort i kommunen står klart for
John Reynolds, som peger på, at kommunen svigter i sine egne ansættelser på rådhuset. Han har i rådhusets nye telefonliste optalt fire ansatte, som har ikke-danske navne, ud af 333 ansatte:
"Og jeg mener, at de to er praktikanter. Så fire ud af 333 ansatte - godt én procent - i en kommune med 20 procents indvandrere. Det er entydigt et udtryk for dårlig vilje," siger Reynolds, som understreger, at kommunen trods talrige opfordringer fra ham selv ikke vil oplyse de reelle tal.

Vil gøre det bedre
Finn Aaberg er dog klar til at gøre det bedre. Han er nu beredt til at indskrive en målsætning i kommunens personalepolitik om, at sammensætningen af kommunens ansatte skal afspejle den befolkningsmæssige sammensætning. Bare ikke sammensætningen i Albertslund Kommune, hvor 18,2 procent af befolkningen 1. januar 1998 var indvandrere, flygtninge eller efterkommere, men sammensætningen i den samlede hovedstadsregion, hvor 10,5 procent har udenlandsk baggrund.
"Hvis det er den enkelt kommune, så forøger vi ghettovirkningen. Ansættelsessammensætningen skal afspejle befolkningssammensætningen i hele hovedstadsregionen, hvorfra vi rekrutterer vore medarbejdere," siger Aaberg.
Tage Dræbye ønsker ikke at kommentere rapporten, før den har været diskuteret. Det har heller ikke været muligt at få andre medlemmer af integrationsrådet til at kommentere rapporten.

Side 4: Odense og Århus får indvandrere i job & Integrationsrapport falder på et tørt sted
Leder her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu