Læsetid: 7 min.

Kunstneren er den bedste politiker

13. januar 2000

Moderne politikere og fremmedangste danskere kunne lære noget af Thomas Mann, siger Henrik Stampe Lund, der har skrevet afhandling om den tyske digters tanker om politik og kunst

Interview
"Thomas Mann er - med nuancer - en borgerlig forfatter, men han tager den borgerlige arv på ordet og bekender sig til den, redeligt, anstændigt og civiliseret. Her kunne borgerligheden lære at finde anstændigheden frem, som når direktøren for Dansk Industri, Hans Skov Christensen slår fast, at han ikke bryder sig om tonen i indvandrerdebatten."
Det siger Henrik Stampe Lund, der netop har afsluttet sin Ph.D.-afhandling om Thomas Manns "tragiske humanisme".
Afhandlingen handler i høj grad om Mann som politisk tænker, men det fremgår også, at kunstneren og den gode politiker hos Mann har nærmest identiske egenskaber, hvilket hænger sammen med begges typers særlige forhold til livets elementære modsætninger, godt og ondt, død og liv, natur og ånd. I den centrale roman, Josef og hans brødre, er liv og død således ikke modsætninger, sådan som de almindeligvis opfattes.
"I løbet af forfatterskabet lykkes det Thomas Mann at integrere liv og død," forklarer Henrik Stampe Lund. "I Døden i Venedig fører driften og dekadencen lukt ned i den afgrund, den pligttrætte borger Aschenbach falder i, det øjeblik han giver efter for længslen efter det, der ligger udenfor den borgerlige orden."
"I Trolddomsbjerget tales der om for kærlighedens skyld "ikke at indrømme døden herredømme over tankerne", humanismen består i åndens evne til at hæve sig over naturen. Men humanismen er tragisk, eftersom døden jo til syvende og sidst må gå af med sejren."
"Endelig i Josef-romanerne ses døden som en del af en meget større helhed, der rummer både ondt og godt."

Metafysikken
"For den unge Thomas Mann står den dekadente kunstner med sin følelse af unyttighed, egenskabsløshed og passiv længsel overfor den driftige, nyttige borgerlige moral. Peter Weiss har bemærket, at eksempelvis Huset Buddenbrook er 'set med ejendomsbesiddernes øjne', men det mener jeg er forkert. Huset Buddenbrook er ikke skrevet ud fra ejernes blik, men ud fra ejendomsejernes børns gennemskuende blik. Og disse barneblikke er ikke retfærdiggørende, men afslørende. Børnene er sildefødinge i forhold til den borgerlige kultur, de er 'kunstnere' i ovennævnte forstand, og derfor også i stand til at gennemskue den pligttrætte borgers indre dekadence, metaltrætheden bag den borgerlige livsførelse."
"Men hvor det i begyndelsen er splittelsen mellem kunstner og borger, der optager Mann, finder han med Josef-figuren frem til en person, for hvem absolutterne ikke er modsætninger, men snarere dynamiske muligheder, der kan manøvreres indenfor. De abstrakte modsætninger er i Josef og hans brødre altid fordelt på konkrete måder, der i praksis åbner manøvremuligheder. Virkeligheden består ikke af idémodsætninger men af mulighedsstrukturer."
"Et af de 'steder', der 'véd' meget om liv og død er naturligvis det metafysiske. Metafysik er jo et ladet ord, men man behøver blot at tage det som udtryk for, at der bag konflikter findes en enhed. Når metafysikken er så attraktiv for især den sene Thomas Mann, som tilfældet er, så er det fordi den er i stand til at formulere et udvekslingsforhold mellem himmel og jord, godt og ondt, liv og død. For individet står liv og død som modsætninger, men for en større kollektiv betragtning udgør de en enhed. Det hedder for eksempel et sted, at 'Jakob opløses i sønner'."
- Mig slår det, hvor både maskulin og europæisk-dualistisk, Mann er i sin tankegang. Naturen er kaotisk, sugende - kvindelig - og truer subjektet med passivitet og undergang?
"Det er rigtigt, at Manns forhold til naturen langthen er forskrækket, tragisk, pessimistisk. Først og fremmest gælder hans had naturens ligegyldighed med menneskene. Han indrømmer også, at han ikke er god til at beskrive natur, det bliver til længselsbilleder."
- Så det er også den pligtopfyldende adskillelse fra naturens og driftens krav, der spøger?
"Hos Mann er borgerligheden knyttet til anstrengelse, pligt, og den avler en uendelig mængde længselsbilleder. Men han mener, at hvis der skal være orden i verden, må der sættes en grænse overfor naturen."

Det fremmede
"Her udvider romanfiguren Josef imidlertid feltet. Josef er jo en fremmed i det Ægypten, der langthen har naturens dødbringende egenskaber, men han går ikke i baglås overfor det fremmede, mens Jakob, Josefs far, er forskrækket overfor alt fremmed, ægypterne er i hans øjne abeagtige. Det er en moralsk pointe i romanen, at mens Josef bliver en god hersker, fordi han formår at holde sit indre fri, dér bliver Jakob balsameret!"
"Det er næsten for fristende at parallelisere til den indvandrerdebat, der raser i øjeblikket. Romanen udtrykker klart den erfaring, at det fremmede bliver farligere, jo mindre man kender til det, og det vokser i bevidstheden, hvis man gør modstand."
- Josef er en succesfuld politiker?
"At det overhovedet kan lykkes for Josef hænger sammen med, at det med Josef-figuren er lykkedes Thomas Mann at lave et portræt af et helt menneske, hvem "intet menneskeligt er fremmed". Josef udvikler sig fra en umoden, irriterende, møgunge til en, der, modnet af udfordringer og modgang, evner at lede Ægypten. Romanen handler ikke så meget om politik som om de menneskelige egenskaber, der skal til for at lave god politik. Og dertil kræves også et menneske, der kender sine egne afgrunde. Manns humanisme i Josef-romanerne adskiller sig netop fra mellemkrigstidens forkætrede humanisme ved ikke at fornægte det onde, men derimod at 'tage det ved næsen'. Man kan tale om en illusionsløs humanisme."
"Men det er en erkendelse, Mann aldrig var kommet frem til ved tankens kraft! Den skyldes den historiske epoke, han kom til at leve i."
- Det er illusionsløsheden, der gør Josefs humanisme mere overbevisende end den, der 'tror på det gode i mennesket'?
"Illusionsløsheden, ja, men også det, at han har en metafysisk dimension at holde sig til. Han har sin usynlige Gud. Psykologisk kunne man også tale om 'gudsbekymring'. Både hos Josef og hos far Jakob er der tale om den ensomme samtale med sig selv, med den anstændige del af sig selv."
- Altså borgerdyd igen?
"Netop. Man kan tale om en psykologisk, materialistisk redning af elementer i metafysikken. Der er tale om menneskets samtale med sig selv om sine egne grundvilkår."

Politik uden metafysik
- Er problemet med moderne politik, at ingen i dag ville finde på at forbinde metafysik og politik?
"Er du nu sikker på det? Moderne politik er ikke begrundet i forpligtelsen overfor Gud, men hvis man søger efter erstatningsord som helhedsopfattelse, naturen osv. så er vel for eksempel økologien udtryk for en sådan forpligtelse."
- Man anbringer metafysikken i fremtiden som en forpligtelse overfor vore efterkommere, børnene?
"Ja, det kan man da godt sige. Faktisk mener jeg, at metafysikken bliver mere og mere relevant, jo større herredømme vi får over jorden."
- Fordi behovet for noget at orientere vores handlinger efter vokser?
"Ja. Og sammenhængende hermed tror jeg også, at eksistentielle spørgsmål kommer til at spille en større rolle i politikken de næste 5o år."
- Hvorimod du ikke mener, der mangler idealisme?
"Dér kan man med Thomas Mann i hånden godt fristes til lidt polemik. Eksempelvis imod den megen snak om menneskerettigheder: I forhold til virkeligheden mange steder på kloden er det for 'fint', for virkelighedsfjernt - Josef ville se på, hvilke muligheder, der fandtes i de pågældende realiteter."
- Hvordan afgrænse denne holdning fra den rene pragmatisme, hvor henvisning til realiteterne legitimerer hvad som helst?
"Når snak om etik i politik oftest runger hult, er det fordi den eksisterer isoleret fra virkeligheden, den er ikke forankret i et menneskesyn og et helhedssyn. En legitimering kan beskrives i formuleringen "sådan er det bare". Men sådan er virkeligheden ikke. Virkeligheden er fyldt med strukturer, man kan bevæge sig i. Strukturer, som netop kunstnerpsykologien kan fremme og ændre, fordi den har sansen for det alternative. Josef kan bedst beskrives som 'skælmsk', han er på én gang indlevende og distanceret. Han er et så bevægeligt kunstnergemyt, at han kan se bagom konflikterne."
- Kan det ikke reduceres til hensigten helliger midlet?
"Overordnet, jo. I en række sociale situationer er der en praktisk sammenhæng mellem ondt og godt, selvom de er moralske modsætninger. Det kunne man godt vænne sig noget mere til, vores samfund er meget puritansk her."
"Men når Josef kan mildne konflikterne, er det også fordi han er praktisk dygtig, først og fremmest er han god til at kalkulere."
- Netop kalkulationsevnen er da ellers borgerens fremmeste egenskab?
"Jeg vil egentlig også skyde på, at Thomas Mann med Josef-skikkelsen realiserer en hemmelig drøm om endelig at forene kunstneren og borgeren."

*Henrik Stampe Lund forsvarer sin afhandling: Thomas Manns tragiske humanisme i "Josef og hans brødre" fredag den 28. januar kl. 14 i lokale 6.1.66 på Københavns Universitet Amager

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her