Læsetid: 4 min.

En kvartet af enegængere

21. januar 2000

Kaspar Rostrups nye Martha Christensen-filmatisering overrasker glædeligt: Et stramt, intenst storby-drama dirrende af indre spænding og domineret af
fire mesterpræstationer

Ny film
I Her i nærheden vender Ghita Nørby vrangen ud på Regitze.
Martha Christensens og Kaspar Rostrups gavmilde, livsglade, positivt stridbare madamme fra Dansen med Regitze bliver til et vrissende, overbeskyttende, hektisk monopoliserende moderdyr, der fanatisk dækker over sin mentalt handicappede, mordmistænkte søn.
En ensom kvinde, der klamrer sig til sønnen som sit livs eneste holdepunkt i en grå tilværelse som indehaver af en Nørrebrokiosk. Det er Ghita Nørbys - og instruktøren Kaspar Rostrups - triumf, at de trods alt, uden fjerneste appel til nem sentimentalitet, kan skabe sympati for denne snerrende løvinde.
Ghita Nørby har gjort sig grim og hendes handlinger er grimme - løgnagtige, egoistiske, ja tyranniske. Men på bunden ligger den instinktive moderkærlighed, grænseløs og forsvarsløs. En kærlighed, der nu gør hende til et kæmpende og dybt fortvivlet menneske. Præstationen er vidunderligt dristig og aldeles kompromisløs i sin blanding af solidaritet og kras udlevering, og derfor kan Ghita Nørby slippe afsted med at sige en så enkel replik som: "Brian er en god dreng", og gøre den mærkeligt bevægende.
Sådan spiller en betydelig skuespillerinde, der hvert sekund går efter sandheden. I sin udgangsreplik når Ghita Nørby i mine øjne sit største øjeblik som filmskuespillerinde.

Rostrups nye stil
Her i nærheden er overhovedet Kaspar Rostrups klart bedste film. Efter tv-serien Bryggerens kunstneriske sammenbrud har han - sagt på jævnt dansk - taget sig gevaldigt sammen. Hvis ikke Rostrup tidligere havde været så feteret, kunne man bruge ordet filmgennembrud. For mig er det et sådant.
Endelig giver Rostrup sig tid til fordybelse, stoler helt og fuldt på sin historie og sine personer og bukker kun i korte glimt under for sin hang til det udvendigt teatralske og bastant folkekomedie-agtige.
Han har med tilsyneladende enkle midler skabt en intens, afdæmpet kammerkvartet for fire stemmer - fire personer, hvis indbyrdes relationer konstant forrykkes i kampen for at finde eller skjule sandheden. For den skræmmende sandhed er jo fra starten, at kioskejer fru Nielsens autistiske søn Brian - den søde og rare fyr, der kan mere end man tror - ved et tragisk tilfælde har forårsaget en narkoluders død, da han mødte hende en sen nattetime.

Fortrængt sandhed
Moderen aner hurtigt sønnens skyld og nu begynder en pinefuld fortrængningsproces, som hun også tvinger sønnen ind i. Ikke nok med, at Brian skal lyve for den politimand Jespersen, der også har færten af sandheden - han må end ikke bekende overfor hende. Hun kan ikke rumme den sandhed, Jespersen jagter med den aldrende sporhunds lagrede lugtesans.
Frits Helmuth kaster et drilagtigt interessevækkende tvelys over denne person. En enspænder, der med venskabelig maske snakker folk til at bekende mere end de vil, en nedslidt arbejdsnarkoman, som inderst inde er led ved sig selv og det smuds, han hvirvler op - men alligevel er så sammengroet med sit job, at han er blevet afhængig af jagten for dens egen skyld, den seje, træge opsporing af den sandhed, han ser klarere end andre.

Moritzens varme
Hverken fru Nielsen eller politimand Jespersen - begge ensomme, besatte ulve - er synderligt elskelige personer, snarere det modsatte. Og den autistiske søn Brian, der er lige så svær at nå og ofte stirrer tomt eller gådefuldt frem for sig, er nok rørende i sin basale uskyld, men unægtelig et ekstremt tilfælde.
Rostrup har klogt indset, at filmen behøver en varm og humoristisk katalysator for ikke at fryse til i misantropi og gøre tilskueren mere kold end varm. Og Henning Moritzens antikvitetshandler er på alle måder et så fint tegnet, menneskeligt indlevet portræt af en snakkesalig husven, at figuren glider naturligt ind i helheden og varmer den kendeligt op.
En bøsseskikkelse, der nemt kunne være endt i karikatur, men - efter en sjov letfærdig præsentation - lidt efter lidt vokser sig stærk og bærer filmen frem mod dens velafvejede konklusion.
Kun en skuespiller af format kan troværdiggøre en sådan udvikling fra hyggeonkel til ræsonnør, og Moritzen lever ubesværet op til udfordringen. Efter genistregen som Festens far, gør han det igen. Viser sig som en mirakuløst modnet filmskuespiller - vittig og underfundig på en hverdagsmæssig, fordringsløs måde, der netop i sin afslappede prunkløshed gør det stærkeste indtryk. Også når han citerer Shakespeare, f. eks. fra Macbeth : Give sorrow words; the grief that does not speak whispers the o'erfraught heart and bids it
break.
Og omgivet af denne power trio holder unge Thure Lindhardt sin egen renfærdige skanse som den stadig mere samvittighedsplagede Brian - sorgens alt for tavse bærer, med den afvigende intelligens og det sårbare sind.

Konsekvent stil
Filmens grundtema er det velkendte: Moderkærligheden, der udvikler sig så omklamrende egoistisk, at den bliver kvælende og destruktiv.
Men Rostrup udvider motivet til at rumme et mere alment enegængeri. Autismen bliver grundmønsteret for personernes relationer. Indtil den figur, der har størst grund til at føle sig isoleret, Moritzens tidligere straffede bøsse, skaber de kontakter, der løsner på fastlåsningen.
Visuelt fremmanes en atmosfære af ophedet indelukkethed og klaustrofobisk nervenedslidning. Fotografen Eric Kress' telelinse sammenpresser perspektivet, så gadebillederne berøves udsyn og frigørelse. Og indendørs stiliseres der med lysvirkninger, der til tider skaber en kontrastrig noir-stil i strengt kontrollerede farveskalaer.
Der er svagheder. I sidste tredjedel illustrerer lidt for mange scener blot Brians dårlige samvittighed og moderens voksende hjælpeløshed, hvorved filmen truer med at blive statisk. Et narkomanpar i handlingens periferi når kun til klichéen, selv om Sarah Boberg virtuost rammer den særlige udkoksede stemmeføring. Og et par af Ghita Nørbys reaktioner og udbrud tangerer det teatralske.
Men det er mindre indvendinger. Her i nærheden udfolder sine vedkommende temaer og tegner sine nuancerede portrætter med en kompromisløs målbevidsthed, der ikke blot indgyder respekt, men også for alvor bevæger. Dansk film har vundet en ny sejr.

*Her i nærheden. Instruktion og manuskript: Kaspar Rostrup efter novelle af Martha Christensen. Dansk (Grand, Dagmar, Palladium, Bio City, Lyngby Teatret, Gladsaxe Bio, Gentofte Bio)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu