Vi arbejder, som gjaldt det livet - iført mobiltelefon og push-up
Qlummen
Fik efter jul en mail fra en småbørnsmor, der kort slog fast, at hun - gudskelov - var på arbejde mellem jul og nytår. Julen havde været enormt stresset. Og nu stod årtusindskiftet og trippede med nye ekstraordinære krav til det sociale - og til husmoren.
Jeg ved nøjagtig, hvad hun mente, men kom alligevel til at smile, fordi jeg lige har læst om en undersøgelse, der fortæller den samme historie. At stadig flere danskere egentlig helst vil være på arbejde, fordi der i modsætning til derhjemme er fredeligt og roligt. På arbejde kan man spise frokost i op til en halv time og i øvrigt fordybe sig i, hvad man nu individuelt er optaget af.
Hjemme i familien synes kaos'et enormt. Opfattelsen er, at der her opstår den ene konflikt efter den anden, og mere skal der der tilsyneladende ikke til for at tage pippet fra en dansker. Vi synes ikke længere at være gearet til at yde nærvær og samvær. Personlige projekter står i vejen for den tid, det tager at skabe en velfungerende familie.
Så fremfor at trives hjemme i det abstrakte, ukontrollerede, følelsesmæssigt dominerede rum, er der en tendens til at foretrække det faglige beskyttelsesrum.
Faldt i staver over disse problemstillinger, da jeg satte mig for at overveje, hvordan vi danske kvinder har det her ved årtusindskiftet. Hvor det er lykkedes os at sætte os på halvdelen af arbejdsmarkedet. Her knokler vi så iført push-up bh og mobiltelefon til en lavere løn for et højere selvværd.
Skulle det være et fremskridt, spørger nogen - flest mænd. Det kommer helt an på - plejer jeg at svare - om man sætter pris på de forbundne kar seksuel og økonomisk frihed. Jeg gør. En sympati jeg i øvrigt deler med pudsigt nok mange mænd, hvis de skal svare på egne vegne. Men derfra og så til at forherlige dansk kvindeliv anno 2000, er der et mega-skridt. Ikke mindst fordi kærligheden, som anført står i kølig jord.
Danske kvinder arbejder, som gjaldt det livet, hvad det også gør. I mere end én forstand. Vi arbejder for at forsørge. Og vi kæmper for ligeværdighed. Nogle - feministerne - kæmper sågar for at udvikle et samfund, der i højere grad fungerer på kvinders præmisser. De kvinder, der vælger at arbejde på mændenes præmisser, oplever ofte at blive dømt utilstrækkelige. Og de, der kæmper for et arbejdsmarked, hvor kvinders værdier sidestilles med mænds, opfattes ikke sjældent i praksis som provokatører.
Kvinder løfter ikke desto mindre hagen. Eksempelvis så højt, at vi, når skilsmissen er en realitet, i stigende omfang afviser det hustrubidrag, vi er berettiget til. En gruppe advokater har netop stillet spørgsmålstegn ved den praksis. Idet resultatet som regel er, at kvinderne går ud af ægteskabet med en ufattelig ringe økonomi. Selvom det ofte er dem, der bliver primærforsørgere af børnene. Kvinderne siger nej til hustrubidrag ud fra en forestilling om, at vi har ligestilling. Men - siger advokaterne - er det ikke rimeligt, at kvinderne får et bidrag for de skjorter, de har strøget og den husførelse, de har leveret gennem de år, de har kittet familien sammen? Mens manden ikke sjældent har fået den nødvendige tid til at gøre en slags karriere? Kvinder i dag er, hævder de samme advokater, ringere stillet end deres bedstemødre i tilfælde af skilsmisse.
Det turde fremgå, at kvinders liv ikke er blevet enklere. Den positive pointe er imidlertid, at mange kvinder får imponerende uddannelser, der sætter dem i stand til at beskæftige sig med meningsfuldt arbejde. Kvinder oplever i dag ligesom mænd en personlig tilfredsstillelse ved at lønarbejde. Det værdibaserede arbejde og den økonomiske og seksuelle frihed har frisat en kvindelig stolthed og selvværdsfølelse, som vore formødre ikke havde i samme grad. Selvom også de knoklede.
Personligt tænker jeg tit på min farmor, en lille buttet kvinde med kridhvidt hår. Hun havde et pukkellignende skulderparti af at sidde bøjet over en symaskine. Sådan sad hun i 20'erne - sådan sad hun i 30'erne og forsørgede sine børn. Sådan sad hun både før og efter og forsørgede sig selv. Ikke fordi hun ikke havde en mand. Det havde hun. Han var smed og så fordrukken, at farmor var alene om at skaffe mad på bordet.
Jeg husker min farmor som et livstykke. Altid glad og trallende kom hun rejsende til. Så sad hun igen ved symaskinen og tryllede kjoler frem til hele familien. Vi elskede kjolerne, og vi elskede hende. Engang sendte hun pludselig et foto af sig selv stående i en sydlandsk grotte. Vi spærrede øjnene op. Farmor i Den blå Grotte? Men den var god nok. Der stod hun og smilede under et virvar af hvide krøller. Hun havde taget hul på en ny epoke. Farfar var død, og nu skulle farmor se verden.
Hun døde som 62-årig af cancer. Alt for tidligt. I begyndelsen af 60'erne - netop som kvinderne begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg tænker tit på min farmor, som var i stand til at tralle og bage æbleskiver, selvom hun knoklede. Selv knokler jeg på min måde, og i de år jeg freelancede ved siden af et halvtidsjob for at være mest muligt i nærheden af mine børn, tænkte jeg tit, at her sidder jeg og producerer artikler på samme måde, som min farmor producerede kjoler.
Mange i min farmors generation arbejdede mindst lige så meget som os, men de færreste havde en uddannelse, og næsten ingen nød den seksuelle frihed, vi har.
De kunne ikke som os vælge at klare sig selv og deres børn. Det er den forskel, der gør, at kvinderne ved årtusindskiftet er bedre stillet, selvom vores økonomi som enlige er jammerlig, og vores såkaldte personlige tid uanset ægteskabelig status er en by i Rusland, gået op i røg som den er i dobbeltarbejdets evighedsræs. Næsten halvdelen af alle fuldtidsarbejdende danske kvinder påtager sig tre fjerdedele af husarbejdet derhjemme.
Vi arbejder alt for meget - og det går ikke bare ud over os. En alt for stor del af vores børn mister livsappetitten ved at se på vores sygelige ræs.
Ikke desto mindre mener jeg, at ræset er en nødvendighed i en overgangsperiode. Når man ser historisk på kønskampen, bliver man faktisk i godt humør over, hvor store fremskridt, der er sket på en historisk set meget kort periode. Jeg vil eksempelvis minde om, at kvinden for 100 år siden var underordnet manden og tvunget til at adlyde ham. Han havde også forældreretten over børnene og i tilfælde af uenighed, var det ikke overraskende ham, der bestemte. Det havde lovgiverne besluttet. Og de var jo udelukkende mænd.
Før 1894 måtte lærerinder ikke undervise i matematik og fysik, idet man frygtede, at en sådan forstandsmæssig træning ville spolere deres kvindelighed. Osv. osv.
Vi rykker på sin vis hurtigt i disse år. Og når den udskældte rødstrømpegeneration - trætte, men forhåbentlig tilfredse af at have udrettet noget afgørende - går i graven, kan vi glæde os over ikke bare at have arbejdet for os selv, men i høj grad også at have fremprovokeret fremskridt til gavn for vore efterkommere.
