Læsetid: 2 min.

Læger investerer i landminer

22. januar 2000

Lægernes investeringsobjekt, British Aerospace, producerer landminer og granater, som udløser kræft og fosterskader i Irak

Da Lægernes Pensionskasse torsdag aften forsvarede pensionskassens investeringer i våbenindustrien med, at de allierede ville have været dårligt stillet uden våben under Den Anden Verdenskrig, var det en underdrivelse af de bemærkelsesværdige:
Den britiske våbenfabrik, British Aerospace, hvori Lægernes Pensionskasser ejer aktier for 3,5 millioner kroner, sælger ikke bare våben til Storbritanniens eller NATO's egen beskyttelse, men til en række af verdens problematiske regioner, hvor krige udkæmpes med klare brud på menneskerettighederne til følge.
Det siger den uafhængige britiske organisation Campaign Against the Arms Trade til Information.

Kræftudbrud i Irak
Udsalgssortimentet fra British Aerospace og datterselskabet Royal Ordinance omfatter bl.a. landminer beregnet på tanks og granater med formarmet nuklear spids, som bl.a. i Irak mistænkes for at have medført en eksplosion i antallet af kræfttilfælde og fosterskader.
Og Royal Ordinance har i månedsvis været under mistanke for at eksportere sprængstof, der bruges i antipersonel miner.
Martin Hogbin fra Campaign Against the Arms Trade siger: "British Aerospace har efterfølgende lovet at se på sine kontrakter igen for at sikre, at ingen af de RTX-komponenter, som datterselskabet producerer, vil blive brugt i antipersonel miner. Men der er endnu ingen forsikringer kommet."
Lægeforeningen har selv tidligere langet kraftigt ud efter netop brugen af antipersonel miner.
Lægernes Pensionskasse ser gerne, at de virksomheder, de investerer i, har en tidssvarende forretningsetik, bl.a. hvad angår menneskerettigheder.

Menneskerettigheder
Krænkelse af menneskerettigheder er imidlertid ikke altid noget British Aerospace skeler til, når virksomheden sælger våben.
Både Tyrkiet og Indonesien er traditionelle markeder for British Aerospace. Samtidig er begge lande på Amnesty Internationals liste over steder, hvortil man ikke bør eksportere våben.
"British Aerospace har traditionelt eksporteret til alle lande, der er involveret i konflikter. Stort set alle, der kan sættes på en liste over slemme drenge, har de solgt til," forklarer Martin Hogbin.
Helt aktuelt er British Aerospace i disse dage klar til at levere reservedele til de zimbabweanske kampfly, som er sat ind i krigen i Congo, hvor de støtter Præsident Laurent Kabila, som sidste år gennemførte systematiske krænkelser af menneskerettighederne, herunder massakrer på hundredvis af civile. Om det siger Amnestys Pressechef Stig Nielsen:
"Der foregår stribevis af overgreb på menneskerettighederne i den krig, der foregår i Den Demokratiske Republik Congo."

Afhænd aktier
Derfor bør Lægernes Pensionskasse få afhændet deres aktier, mener flere. Amnestys pressechef siger:
"Vi er mod eksport af våben til magthavere, der kan bruge dem til at undertrykke menneskerettighederne. Vi opfordrer pensionskasserne til at lave en etisk investeringspolitik, som tager sigte på at forhindre, at man investerer i virksomheder, hvor risikoen for en sådan eksport foreligger."
Og formanden for Læger Uden Grænser, Jens Hillingsø, er enig:
"Jeg mener helt klart, at Lægernes Pensionskasse bør udskifte aktierne i våbenindustrien. Jeg vil opfordre til, at man tænker over det her," siger Hillingsø, som peger på, at Lægeforeningen selv har gjort et stort nummer ud af, at slås mod antipersonelminer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her