Læsetid: 4 min.

Linedans over en havnetunnel

28. januar 2000

Overborgmester Kramer Mikkelsen gør det klart for Østerbros borgere, hvad han mener om en tunnel under Københavns Havn. Han mener - ja, hvad mener han egentlig?

Østerbrohuset er fra den tid, da den kollektive transport fyldte noget i det københavnske bybillede. Det er en gammel sporvognsremise med pommerske fyrrebjælker spændt i buehvælv. Nu til dags er det aktivitetshus, gulvet er opstreget til boldspil, væggene er knaldrøde, ude bag indgangsdørenes glasparti anes et cafeteria med cerutrøg.
Her i aften er stolerækker stillet op til borgermøde, folk strømmer ind, flere hundrede har fundet vej. Emnet er noget, der optager Østerbros borgere: Planerne om en havnetunnel, der skal gå fra Amagers Refshaleø til Kastellet og skabe en østlig omfartsvej om det indre København.
Blandt dem, der allerede har taget plads, kan identificeres to hovedsegmenter: Et flertal, der er iført vindjakker og ligner traditionelle socialdemokratiske vælgere, og omkring en fjerdedel, der er iklædt konservativt aftentøj.
De konservativt udseende nikker høfligt omkring sig, blandt socialdemokraterne går en mere højlydt snak. Politikerskepsis'en er hørbar.
"Man har et standpunkt, til man tager et nyt," siger en ældre vindjakkeklædt mand.
"Ja, det har de jo lært af Jens Otto," siger den vindjakkeklædte kvinde ved siden af ham. Statsminister Krag huskes stadig for sin famøse bemærkning, 34 år efter han ytrede den.

Der skal luftes ud
Lidt efter siger den vindjakkeklædte mand:
"Der skal luftes ud én gang for alle, hele vejen rundt."
Af det efterfølgende replikskifte fremgår, at det ikke er det politiske system, han sigter til, men det lejlighedskompleks, han og de omsiddende bor i.
Aftenens første taler, Københavns socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, har nu indfundet sig. Han er iført stramtsiddende mørkeblå skjorte, grå bukser og et muntert slips. Han kaster sig jovialt i folkedybet, udveksler nik og håndtryk.
Kramer kan ikke være i tvivl om stemningen i lokalet. Ved indgangsdøren må han kante sig uden om de ankommende, der på forhånd skriver under på de fremlagte protestlister mod havnetunnelen.
Overborgmesteren taler ikke fra podiet. Han bliver med forsamlingen nede på gulvet, med en håndholdt mikrofon. Professionelt indleder han med at skabe fællesskab - og taknemmelighed mod bystyret: "Det er et pragtfuldt lokale, vi er i. Et flot projekt." Kramer fortæller om bygningens historie, roser det gedigne håndværk, og nævner, at omdannelsen er gennemført af unge arbejdsløse som kommunal beskæftigelse.
Så går han varsomt i gang med aftenens emne:
"En stor beslutning. Et tema, der fortjener grundig diskussion. Ofte er det jo sådan, at debatten først kommer, efter beslutningen er truffet. Sådan skulle det helst ikke være denne gang."

Afbrudt af latter
Overborgmesteren kanter sig mod en tilkendegivelse af sin egen holdning til en havnetunnel:
"Jeg har det sådan, at når man skal bruge mange penge, skal man løse problemer, ikke skabe flere problemer, end man løser." Fra første stolerække lyder en demonstrativ latter, der kan henføres til Gitte Lillelund Beck og Bo Asmus Kjeldgaard. De er henholdsvis Venstre-folketingsmedlem og SF's miljøborgmester.
"Der er allerede morskab over budskabet, inden det er kommet," siger Kramer Mikkelsen ærgerligt, mens han genvinder fatningen. Han fortsætter indtrængende:
"Der er ikke truffet nogen beslutning. Jeg har i hvert fald ikke været med til den."
Der høres spredt hosten i salen. Overborgmesteren fornemmer en troværdighedsmur. Han prøver igen:
"Det, der kan foranledige tanker om, at der er en beslutning, er, at vi i kommunens planlægning har sikret, at en beslutning kan gennemføres, hvis man træffer den."
Heller ikke den forklaring vinder forsamlingen over.
Kramer fortsætter:
"Det er ikke noget problem teknisk at lave en tunnel under havnen. Problemet er, hvad man gør, når bilerne kommer op igen. Der er problemer både på Amager-siden og på Sjællands-siden."

Trafik er en god ting
Kramer gør en emotionel appel: "Trafik er en god ting. Vi bliver allesammen glade, når vi ser mange mennesker i bussen."
Den glæde synes forsamlingen ikke at genkende.
"Vi bliver også glade, når vi ser mange mennesker på Østerbrogade..."
"På cykel," tilføjer han, i et sidste forsøg. Så vender han tilbage til havnetunnelen: "For mig personligt skal der stærke argumenter til, før..."
Salen bryder i bifald.
Overborgmesteren vil ikke bondefanges:
"Ja, nu skal I høre, inden I begynder at klappe: Jeg synes, man må overveje, om tre en halv milliarder på Københavns infrastruktur er bedst brugt på en havnetunnel."
"Hånden på hjertet - i dette sluttede forum," siger Kramer Mikkelsen og opregner alle de ting, han synes, der skal være afklaret, før man kan tage stilling til en havnetunnel: En samlet trafik- og miljøplan, roadpricing, samlet koordineret udviklingsplan for hele hovedstadsområdet.
"Måske er pengene bedst brugt på en banering rundt om København," afslutter overborgmesteren og sætter sig til høfligt bifald.
Ordstyreren siger: "Og det var så Kramer Mikkelsen, der talte om 'Hvad er status for havnetunnelen - Hvem betaler?'" Ordstyreren tilføjer - som i sine egne tanker: "Gud véd, om vi fik svar på det."

Kramer iler tilbage
Salen ler. Det kan overborgmesteren ikke have siddende på sig. Han iler tilbage til mikrofonen:
"Københavns Kommune har ikke de tre en halv milliard. Vi skal sikre, at de penge, staten bruger på København, bliver anvendt fornuftigt."
Så er overborgmesterens holdning vel gjort klar. Eller er den? Information spørger efter mødet Jens Kramer Mikkelsen:
- Hvis nu staten kommer med en øremærket bevilling på tre en halv milliard til en havnetunnel, siger du så ja?
Overborgmesteren pumper al sin energi op:
"Så vil jeg bruge pengene på noget. Men tunnelen skaber jo problemer på Amager, på Østerbro. Det er bimst, det er knald i låget, tænk på Amager Strandvej, på alt det rekreative."
- Jamen, hvis nu staten kommer med en øremærket bevilling på tre en halv milliard til en havnetunnel, siger du så ja?
Overborgmesteren ser udmattet ud:
"Det er jo det tilbud, jeg prøver at undgå. Det er derfor, jeg udtrykker mig på den måde."
Informations udsendte bryder i latter over denne tilståelse. Det gør overborgmesteren også. Jens Kramer Mikkelsen går leende bort.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu