Læsetid: 7 min.

Om lysten ved at slå andre ihjel

13. januar 2000

Engelsk historiker har skrevet en kontroversiel bog om en overset side af krigen

HISTORIE
Krigens angst og gru kender vi alle til, men krigen som vellystig fornøjelse?
Denne skjulte side har den engelske historiker Joanna Bourke sat sig for at undersøge nærmere. Hun har derfor læst i tusindvis af breve og dagbøger fra engelske, amerikanske og australske soldater fra første og anden verdenskrig samt fra Vietnamkrigen. Joanna Bourke er lektor i historie ved Birbeck College i London, og hun har offentliggjort resultaterne af sin forskning i en bog med titlen An Intimate History of Killing.
En af Joanna Bourkes konklusioner er, at ganske almindelige, rare og venlige mennesker kan forvandles til entusiastiske dræbere, der oplever det som fascinerende at kæmpe mand mod mand, og som bliver fysisk og seksuelt opstemt ved at dræbe andre mennesker. Det kan kort sagt være sjovt at dræbe andre mennesker. Eksempler er der nok af. En engelsk soldat takkede under Første Verdenskrig i et brev sin mor for de sokker, hun havde sendt ham, men "jeg kan næsten ikke nå at bruge dem, for vi har så travlt med at slå ihjel. Siden sidst har vi været ude og dræbe hver eneste dag - bortset fra én dag, hvor det simpelthen bare øsede ned, så vi måtte holde os inden døre i lejren ..."

Den populære bajonet
Blandt våbnene var bajonetten den mest populære. Den gjorde drengen til mand og manden til soldat, og at kæmpe mand mod mand, blev anset for at være idealet, den reneste og den mest ægte form for kamp. Før de gik til angreb, kælede mændene ømt for deres bajonetter. De skrev til deres kærester og fortalte hvordan de i spændt opstemthed ventede på det velsignede øjeblik, da knivsbladet ville blive drevet dybt ind en fjendens bryst, så hans hjerteblod sprøjtede ud i en tyk stråle og op mod geværets munding.
Selve kampen var som en orgasme, og når den var ovre, bredte der sig en euforisk stemning blandt de overlevende. Derefter kunne der ske mærkelige ting. Tyske piloter, der var blevet skudt ned af engelske piloter, men som havde overlevet og var blevet taget til fange, blev inviteret til højbords sammen med deres modstandere, der hyldede dem for deres tapperhed.
En australier fortæller et sted om en episode under Første Verdenskrig, hvor en deling australiere havde nedkæmpet nogle tyrkiske soldater. "I samme øjeblik tyrkerne havde overgivet sig, begyndte australierne at le højt. De lo som gale. Et brøl af latter steg op fra de sejrende, mens de vinkede til deres flygtende fjender som for at fortælle dem, at de var venner trods alt - og de sårede tyrkere, der havde overlevet, blev endda trykket i hånden."

Uønsket anger og skyld
Der findes dog også mange beretninger om anger og skyld, men den slags modarbejdes af de militære myndigheder, for soldater, der lider af skyldfølelser, kan ikke sove om natten. De ser ansigterne af dem, de har dræbt. Det kører rundt og rundt for dem, og derfor er de trætte og ukampdygtige om dagen.:
"Første gang, jeg dræbte en mand tæt på, gjorde jeg det med bajonet. Det var endnu ikke lyst, og manden var blot som en skygge; men da jeg vred bajonetten fri af hans krop, skreg han som en stukket gris. Men først da jeg var på vej tilbage, begyndte jeg at ryste og jeg rystede som et espeløv resten af natten."
I sådanne situationer kommer lægerne, psykiaterne og præsterne ind i billedet. Disse faggrupper støttede i det store og hele krigen. Under Vietnam-krigen blev skyld og anger affærdiget af hærens psykiatere som "tilpasningsproblemer", eller de prøvede at få soldaterne til se deres skyldfølelser som noget, der var blevet påført dem af udefrakommende faktorer. Moral var således blot en social konstruktion, der var blevet dannet gennem undertrykkelse af elementære behov i barndommen, og skyld blev derved til noget man burde undgå, og ikke til noget, man kunne tage ved lære af.

Jesus med bajonet
Præsterne var ikke bedre. I alle lejre var der præster, der var villige til at gå meget langt for at tækkes magthaverne. I Hitlers Tyskland dannedes Den Tyske Kirke, der bestod af nazistiske præster, og i England såvel som USA var der også præster, der var villige til at velsigne bomberne og undskylde drabet på fjenden. Under Vietnam-krigen prædikede en kendt amerikansk præst således, at det ikke var en synd at dræbe en fjende, "bare det skete uden had i hjertet!"
Det er dog især Første Verdenskrig, der er leveringsdygtig i krigsglade teologer. Der var således engelske præster, der gav udtryk for, at Jesus anbefalede drab, og at hans foretrukne våben måtte være bajonetten. Da nogle forargede pacifister spurgte om disse præster ligefrem kunne forestille sig, at Jesus stak bajonetten i fjendens bryst, var svaret: "Ja!"
For soldaten var - og er - der forskellige metoder til at undgå utidig følelse af skyld. Man kan henvise til, at man blot adlød ordrer. Man kan også forklare sine handlinger med, at det var for fædrelandets skyld. Man kunne betragte fjenden som et umenneske eller et skadedyr - eller som en ideologi. "Jeg skød ikke på et menneske," forklarede en Vietnam-veteran. "jeg skød på kommunismen!"

Fjenden som menneske
I det store og hele var der dog en tendens til at ville se på fjenden som et menneske. For hvis man reducerede fjenden til et gespenst, reducerede man dermed også krigens opgave. Mange soldater var derfor glade for at høre, at fjenden var en slags menneske, selv om dette samtidig forøgede deres skyldfølelse over at slå ham ihjel. Forsøg på at formindske eller udradere følelser af fortrydelse var dog ikke noget, soldater ved fronten brød sig om. De ville ikke have fjernet deres dårlige samvittighed over de drab de havde begået. De opfattede følelsen af skyld som et bevis på, at de inderst inde var rigtige mennesker. Drabet måtte derfor ikke gøres for let. Paradoksalt nok vedligeholdt soldaterne deres evne til at dræbe ved at understrege, at de stadig var i besiddelse af moral.
Frontsoldater var derfor overbevist om, at de skulle føle sig skyldige for de drab, de begik, for det var netop denne følelse, der gjorde, at de stadig kunne opfatte sig som mennesker, og som satte dem i stand til at vende tilbage til det civile liv efter krigen. Mænd, der havde dræbt, var ikke nødvendigvis umenneskelige, men mænd, der ikke følte skyld over det, var amoralske.

My Lai massakren
Joanna Bourke beskæftiger sig en del med massakren i 1968 i den vietnamesiske landsby My Lai. Den er en af de mest kendte og bedst dokumenterede krigsforbrydelser i nyere tid. Den endte med, at den ansvarlige officer, løjtnant Calley, blev stillet for retten og dømt. Under retssagen kom det frem, at den amerikanske deling havde dræbt omkring 500 ubevæbnede landsbybeboere, der på intet tidspunkt havde forsøgt at gå til angreb eller på anden måde opført sig truende. Nogle af amerikanerne havde helt åbenbart moret sig. De havde råbt og grinet højlydt mens de voldtog kvinder, skar kønsåbninger op med knive og spiddede småbørn på bajonetter.
I retssalen anførte løjtnant Calley til sit forsvar, at krigen havde ødelagt hans moral, at han handlede efter ordrer, og at enhver anden kunne have gjort det samme, hvis han var blevet bragt i den samme situation. Disse argumenter blev imidlertid imødegået af andre veteraner. En af dem erklærede, at "Jeg er et menneske, ligesom Calley er det, og hvis jeg under mit ophold i Vietnam havde mistet al min fornemmelse af, hvad der er moralsk rigtigt og forkert, så var det min fejl, ikke militærets fejl og så sandelig heller ikke mit lands fejl."

Mening i galskaben
Joanna Bourke skriver, at frontsoldaterne forsøgte at konstruere en mening i en meningsløs verden, så de stadig kunne bevare en følelse af retning og sammenhæng. Derfor var det vigtigt for dem at opfatte sig selv som medansvarlige. Det gav mening med deres eget liv og var af betydning for opretholdelsen af deres selvrespekt. På én og samme tid understregede det, at soldaterne var mennesker samtidig med at de fortsatte med deres uhyggelige gerning på slagmarken. Den soldat, der på én side i sin dagbog kæmpede med et sind i kaos og krise, fordi han havde dræbt et andet menneske, kunne på næste side indrømme, at han oplevede en enorm lykke ved at slå et andet menneske ihjel.
Den slags modstridende følelser eksisterede side om side, og det er historieskrivernes fejl, at de opfatter den ene side - nemlig fornøjelsen ved at kæmpe og dræbe - som noget sygt mens den anden side - angeren, krisen, traumet som det normale. Sådan bør vi ikke se på det, siger Joanna Bourke. Vi må se på det som to sider af samme sag. Traumet er en forudsætning for drabets fortsættelse, eftersom det netop er gennem det traumatiske sprog soldaterne sættes i stand til at leve videre med deres rystende erfaringer.

*Joanna Bourke: An Intimate History of Killing - Face-to-Face Killing in Twentieth-Century Warfare. 564 s. Granta Books, London 1999

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu