Læsetid: 5 min.

Mærke(lige)dage

15. januar 2000

Intermetzo
Det sker, selv for sprudlende ånder, at tanken løber tør. At inspirationens fuldrigger ligger brak for flovvind. At idéens kampflag hænger slapt fra stangen. At indfaldets guldfingrede gry lader vente på sig. At beåndelsens bevægede moment udebliver. At hjernen er kold og blikket fortinnet. Kort sagt at man ikke kan finde på en skid. Hvad var der på tapetet i ugen der gik?
Orker man at beskæftige sig mere med Bendt Bendtsen, konservatismens svar på Wittgenstein, og hans idiotiske diskrimineringsforslag, der nok så bramfrit blev skudt ned af industriens førstemand, i denne partifælles interessante kronik i Politiken om, at vi danskere af de små årgange hellere må se at få shanghajet nogle flere indvandrere til at fyre op under produktiviteten. Et bemærkelsesværdigt indlæg fra Skov Christensen, som i øvrigt sagtens kan være varsel om fornyet splittelse og nedtur for de konservative. Industrimand H.S. Christensen var blevet træt at høre på den indre svinhunds glammen, meddelte han. Og tak for det.
Og gider man tage Stasi-spioneriet rigtigt alvorligt og kommentere den åbenbart blinde tillid til nu afdækkede Stasi-agentindberetninger?
Eller er det umagen værd at tage en fornyet runde om Danmarks Radios kronisk hensynsforladte personalepolitik og gennemførte åndløshed under ledelsens nu midaldrende centralisters permanente kulturrevolution. Emnet er måske det mest fristende, selvom det hele efterhånden virker ret håbløst.
Endnu engang kan man blot fastslå DR-ledelsens bedårende logik. Med den ene hånd nedlægges afdelinger og fyres i dusinvis af medarbejdere, mens yderligere afskedigelser varsles af en i øvrigt lang række overflødige chefer, som samme ledelse har haft ansvaret for at ophøje - og med den anden hånd forceres en totalt overflødig udflytning i Ørestaden til tre-fire mia. kroner af offentlige midler. Ifølge kilder render der alene i radioen nu 35 nye og nyere chefer rundt, folk, der vel at mærke ikke laver radio, flertallet af dem har end ikke prøvet, men som er ledere og skriver strukturpapirer. Ingen ved hvad meningen er. Kilderne - og desværre er disse nødsaget til at forblive anonyme, fordi folk i institutionen er ved at dø af rædsel for den kuldslåede Nissens og hans gangs repressalier mod afvigere - gør opmærksom på, at de ikke engang ved hvem, der i sidste ende kommer til at sætte navn under deres fyreseddel. Et sådant ledelsestomrum kan i nogle tilfælde være nyttigt. Chefer er sjældent særligt nødvendige til andet end det praktiske.

Men i DR skaber chefmængden af indlysende årsager kun frustrationer og intet frit spillerum. Kanal-1 folkene, den snart sidste forsvindende skare af taleprogramkvalitetsbevidste hoveder, har af radioledelsen fået at vide, at de er en højrisikogruppe. Det er jo en flink besked i en brydsom hverdag. Sandheden er den ilde hørte, at DR i Nissens tid - trods de forventninger man vel nærede til den utvivlsomt teknokratisk veludstyrede mand - har udviklet sig til en ond parodi på vulgær management, hvor hensyn til produktet, som man så smukt kalder den slags, er tomme ord i ledelsens strukturfascistiske floskler. Hver gang, man trykker dem på maven, står der en sky af struktur ud af hovedet på dem. De kan de ord i søvne, disse folk af en særlig støbning. Det rene voodoo, som enten er medfødt, eller som de lærer sig at fremmesse, så man skulle tro, at deres kommunikationsorganer kører i amerikansk olie. Hør bare, når radiodirektøren tager fat.
Han var med sine nærmeste underbosser gæst i et radioprogram forleden. Når manden først er begyndt at tale struktur, og hvad fremtiden indebærer af uanede velsignede udfordringer, kan han ikke holde op igen. Strukturer, lytterundersøgelser og anden pseudovidenskab flyder fra ham i en lind strøm. Plidder, pladder, pludder. Enhver idiot kan høre, at det er noget vrøvl, og han ikke har begreb skabt om det centrale i public service: kunst, kultur, fisse og hornmusik. I timevis vælter disse strømme af tomme ord ud i den hårdt prøvede æter.
Det er pudsigt, at den slags folk med Nissen i spidsen, der ikke har andet end nye strukturer og afskaffelse af deres medarbejdere i knolden og aldrig er i stand til at tage en faglig diskussion om programindholdet, ikke bare et splitsekund kommer på den tanke, at de i deres virksomheds interesse kunne begynde med at omstrukturere sig selv. Det kunne jo være, at det hjalp, at alting blev lysere, mildere, mere inspirerende, varmere, programmerne af højere kvalitet, blomsterne smukkere og solen brød igennem, det kunne jo være, såfremt de tog den fulde konsekvens af deres rastløse, evindelige struktureringer og til sidst fyrede sig selv.
Det er da et forsøg værd, og idéen er gratis. Mandag afholdes i øvrigt en høring om public servicebegrebet og DR arrangeret af Dansk Kunstnerråd: Public service - dannelse eller fordummelse. Her vil klummisten på opfordring folde sig ud og vise sig fra sin mest ucharmerende side. Det er et løfte.

Men DR gider man jo heller ikke skrive om. Der er dog andet her i livet. Så har man da heldigvis en af disse håndbøger, hvor man kan få idéer. I dag ville f.eks. den store færing William Heinesen være fyldt 100 år. Født som han var i år 1900, og død som han er i 1991. Heinesens århundrede blev behørigt markeret af Gyldendal, der som sin julebog i år udsendte en storartet publikation af dette blads tidligere så skattede medarbejder Eigil Søholm. En bog skrevet af lyst og kærlighed. Det er ikke kun en påstand i forfatterens forord, engagementet mærkes. Søholm, der var ven med Heinesen og førte en omfattende korrespondance med ham, lægger vægt på den gamle digters og romanforfatters grafiske talent. Et fint dobbeltopslag viser f. eks. de forsider Heinesen leverede under det færøske bogboom i 1970'erne. Strålende papirklip til bl.a. romanerne Nóatún og Glata u spælimenninir (De fortabte spillemænd). På bagsiden af sin bog har Søholm ladet trykke den smukke slutning af Diana-digtet fra Hymne og Harmsang (1961):

Drage vil jeg til havet
hvor skoven sortnende ender.
Her mellem nøgne klipper,
skuret af frost og brænding -
her under strenge stjerner -
her vil jeg truende synge
om lysets magt over mørket,
om godheds ubændige vælde,
om livsglædens ret på jorden.

På Heinesens grav højt over Tórshavn med udsigt mod Nolsø står en stor rå sten med navnet, årstallene og indskriften: Men alt er endnu i vorden. Det er da smukt.
Så er klummen færdig. Pyha.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her